Venter og venter

Jeg er forbavsne rolig, og jeg har ikke svært ved at sove.

Jeg er måske lidt overgeaet følelsesmæssig. Jeg ved der er lang vej endnu, men det er som om, at jeg går rundt i en rus. En glad ros.
Jeg aner intet om, hvordan mine æggebasser har det, eller om de er fundet sammen med D.D sædbasser.
Jeg ved heller ikke, om der er nogle gode æg til imorgen.

Men der er som om, at det bare ingenting betyder lige nu. Jeg er glad og en snært af tilfreds. Jeg er så taknemlig for at være nået hertil. Så langt så godt, og det er der ingen, der kan tage fra mig.
Jeg er rigtig tæt på at give slip på frygten og relitetstankerne om, at vi jo kan være en del af de 60 %, det ikke vil lykkedes for.

Jeg glæder mig bare, og lige meget hvad jeg prøver at tænke eller forberede mig på, så er det bare det gode, der konstant vælter frem i mig.

Jeg er ligglad med oddsene, jeg er endnu en gang bare taknemlig for at overhovedet være nået hertil.
Jeg glæder mig, og jeg er overbevist om, at det her vil lykkes for os.

Ægudtagningen

var egentlig ikke slem.
Jeg fik alt det smertestillende, jeg ville have.

19 æg blev det til og med nogle store imellem.
Lægen gentog for os, at vi kun skulle regne med at få lagt et æg tilbage på onsdag.
Føler dog stadig at de tager noget fra mig, da chancen er større for graviditet, når der bliver lagt to æg tilbage.
Men hovedsagen er selvfølgelig stadig en graviditet i sig selv.

Håber alt vil blive, som det skal de næste par uger og lidt til :-)

Moster til tvillinger

Min søster har lige fortalt mig, at jeg skal være moster igen :-) og denne gang er det til tvillinger.

Jeg er MEGET glad på deres vegne. De har været i behandling i knap to år og har 3 mislykkede iui forsøg bag sig. Det er nu lykkedes for dem 4 gang, og de valgte at få sat to æg op.
Er for nyligt blevet nakkefoldscannet, og alt ser godt ud.
Jeg elsker min søster så højt, og jeg ved om nogen, det de har været igennem, og lige præcis derfor under jeg dem tvillinger.

Samtidig så sidder jeg her og græder, jeg kan ikke stoppe, og jeg føler min verden er styrtet sammen nu.
Jeg skal tage ægløsningssprøjte i aften og æg ud mandag. Onsdag skal vi forhåbentlig have sat æg op. Det vil sige et æg, er det vi vil blive tilbudt.
Jeg ved, at jeg skal være lykkelig for, hvis det ene æg overhovedet sætter sig fast, og jeg har jo heller ikke en masse mislykkede forsøg bag mig, aborter, mistet og så videre. Faktisk burde jeg ikke klage, for alt for mange har været meget mere smertefuldt igennem.

Jeg er så flov over at være så grådig lige nu, og min opførsel helt ærlig, hvad fanden bilder jeg mig egentlig ind.
Jeg ved ikke lige nu, hvordan jeg skal komme igennem bare dette minut eller den næste time. Måske stopper jeg helt af mig selv med at trække vejret.
Alt er bare kaos i mig. Jeg kan ikke finde rundt i mig selv.

Jeg føler mig så PRESSET. Jeg presser mig selv. Jeg ville ønske, at vi kunne blive tilbudt at få sat to æg op. Jeg kan ikke overskue noget af det lige nu.
Jeg kan bare mærke, at jeg er ved at gå i stykker - glasset har slået revner - og lige om lidt er jeg bange for, at det splintrer i millionstykker.
Havde jeg bare fået nyheden efter næste uge, eller efter vi havde fået en positiv graviditetstest.

Jeg tænker helæe tiden på, at jeg gå i stykker, hvis det her forsøg ikke lykkes.
Aldrig har jeg troet, at jeg skulle føle sådan her.
Jeg kender ikke mig selv mere.
Jeg er bange. Er jeg måske på vej til en depression. Måske skal jeg aflyse forsøget.
Måske besvimer jeg om lidt. jeg ved ikke noget.
Jeg havde det på fornemmelsen, at min søster ventede tvillinger, men nu er min fornemmelse blevet en relitet. Jeg kan ikke flygte for tanken mere.

Vil jeg kunne holde ud, at være sammen med min gravide søster og måske gang på gang opleve det ene mislykket forsøg efter det andet.

Mine tåre vil ikke stoppe, og mit hjerte vil ikke heles.

4 scanning og ægløsningssprøjte

og der var flere folikkere på 17 mm.
Så planen er ægløsningssprøjte imorgen aften og æg ud mandag.
Da jeg er i risiko for overstimulering, skal jeg kun tage halv dosis af ægløsningssprøjten.
De satster på færre for at undgå en overstimulering.
Lægen gættede på, at det vil ligge fra 5-20 follikere.

Jeg græd, da jeg kom ud i bilen.
Jeg græd men ved ikke helt hvorfor.
jeg var så evigt taknemlig for, at vi overhovedet er kommet hertil, og det slog mig, at vi måske skal have lov til at være forældre en gang.
Samtidig begynder jeg også at kunne glæde mig en smule.
Men alle følelserne farer rundt i mig. Jeg har det, som var jeg om bord på en stor færge, der bare gynger op og ned, og jeg bliver kastet fra side til side.
Det er som om, at jeg ikke har noget tov at holde fast i, jeg tumler bare rundt over det hele.
Jeg er bange, egentlig ikke for selve ægudtagningen, men for hvad der sker.
Jeg tænker, hvad nu hvis jeg knækker her midt i det hele, kommer jeg så nogen sinde ovenpå igen.
Vil angsten være min trofaste følgesvend de efterfølgene dage.

D.D er der for mig, og han prøver at gøre alt for mig.
Jeg har alle Jer tøser her på nettet, og det i sig selv er fantastisk og en støtte for mig. Jeg glæder mig altid til at "fortælle" om scanningen osv, og jeg føler mig forstået, hver gang "en af Jer forstår mig" og fortæller det i en kommentar.

Men det er som om, at ingen kan fylde mit hul eller tomrum op indeni mig.
Jeg ved ikke præcis hvorfor, men i disse dage føler jeg mig bare så alene og forladt.
Det lyder sikkert mærkeligt. Men sådan er det desværre for mig lige nu, og sådan har det været et par dage.
Jeg har sågar haft en tanke om at melde mig ud af blogland. Jeg vil ikke være foruden dette fællesskab, men det er svært for mig at finde mig selv i øjeblikket og at finde ud af, hvor jeg egentlig hører til henne !
Jeg er vist nået til et punkt, hvor behandlingen gør noget ved mig helt ind i det ekstientielle.

Jeg vil så gerne igennem det her hele vejen, og samtidig har jeg bare brug for at hoppe af nu....
Jeg har brug for at hoppe af det hele.

Blandede følelser

der vælter rundt i mig.

Jeg har bare ondt i æggestokkene, der arbejder på højtryk.
Jeg skal scannes imorgen. Måske får vi datoen af vide om udtagning af æg osv.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal føle, mene eller tænke.
Det er som om, at jeg ikke rigtig hører til nogen steder.

Jeg føler mig så ensom og alene....
Jeg er så skide bange for det her forsøg nu.
Øv jeg har det langt fra godt lige nu.

3 scanning

Igår fik jeg svaret på 5 dags blodprøven (måling af hormonet østradiol). Den var på 1,15, som åbenbart var lidt i overkanten, og de ville derfor gerne se mig til en scanning idag. Jeg skal formentlig sættes ned i dosis.

Update: Jeg havde mange vandblære derfor kvalme og tyngde i underlivet.
Jeg blev sat ned som forventet i dosos. Jeg fik besked på at drikke rigeligt dvs. 3 liter vand om dagen.
Hun mente, at jeg skulle holdes i kort snor, og de vil derfor scanne mig igen på fredag og sætte mig ydeligere ned i dosis fra på fredag.

Oppustet mave og kvalme

De sidste to dage har jeg haft kvalme, efter jeg har haft spist noget. Idag synes jeg at have det hele tiden.
Min mave puster sig gevaldigt op. Der er ingenting, når jeg ligge ned eller ihvertfald har ligget ned hele natten. Men så snart jeg står op og kommer igang, bliver maven oppustet.
Igår havde jeg lidt diarre dog kun en gang. En gang (i forgås) efter jeg har haft taget sprøjten, har jeg været svimmel i den grad, at det hele kørte rundt for mig.

Jeg er lige kommet i tanke om begrebet overstimulering og har læst om det endnu en gang i behandlingsvejledningen.
Overstående beskrivelse passer på en overstimulering. Men det kan man da ikke allerede efter fem dage - kan man ?????? Hjælp mig...
Jeg har ikke vægtøgning, eller det regner jeg ikke med. Men jeg har ikke vejet mig de sidste par dage.... Nu tør jeg da slet ikke.


Jeg har lige talt med klinikken. Det kan ikke være overstimulering, da den først kan indtræffe efter ægløsningsprøjten.
Sygeplejesken vil vende det med lægerne og vende tilbare senere.
Jeg skal alligevel tale med dem senere i forhold evt. regulering af dosis afhængigt at blodprøvens svar, som jeg fik taget igår.

Hurra

Hurra Hurra for mig - idag har jeg fødselsdag.
Jeg har elsker fødselsdage og har startet morgen med en dejlig morgenmad sammen med D.D.

Yes jeg gjorde det

Hvem var det så lige, der fuldstændig stilet og kold (ok sommerfuglene var der i maven), pakkede sprøjten ud og bare sådan lige stak sig selv.

Det var selvfølgelig MIG :-)
Yes jeg overraskede både mig selv og D.D.
Jeg gjorde det, jeg gjorde det. Jeg er så god.

Det kan vist ikke være tvivl om min glæde vel - supergode mig.....

Det første stik

Jeg er bloddonor, og jeg har intet imod at blive stukket eller at se nåle eller blod.
Men det ændrede sig fuldstændigt igår.
Hver gang at jeg tænkte på det at skulle stikke mig, valgte jeg at fokusere på chokoladen i stedet for, så jeg kunne dæmpe dramaet i mit hoved. Det hjalp mig meget, og klokken 23 var jeg klar, lidt spændt, men dog klar til at stikke mig selv.

Det gik også godt langt hen af vejen, lige indtil nålen ramte mit skind. Jeg isnede indeni, og min hånd stoppede bare af sig selv, hver gang den prøvede at stikke nålen længere ind i maveskindt. Spidsen af nålen kom ind, og så blokerede alle mine systemer bare sig selv.
D.D sad på hug ved siden af mig og prøvede at hjælpe mig på hver en tænklig måde.
Jeg blev mere og mere irreteret og panisk, og til sidst måtte han tag over.
D.D førte nålen, og jeg lukkede mine øjne, indtil nålen var inde. Jeg holdte og trykkede selv på pinden.
D.D roste mig, men jeg var ikke tilfreds.
Jeg blev om noget overrasket over, at det var så sværrt for mig, det var jo bare et stik !

Regnet forkert

Øv jeg har regnet forkert.

Det er ægudtagning om ca. 14 dage, det vil sige ægoplægning to dage efter. Så det bliver sikkert den fredag, hvor jeg skulle være på vej til udlandet !!!!!!

Det kan selvfølgelig også være, at der sker et mirakel, og at jeg "kun" skal have stimulering i en uge, for så ser tingene jo helt anderledes ud.

Har lige talt med sygehuset, hvor jeg plejer at få taget blodprøverne. De analyserer ikke selv deres blodprøver men sender dem videre.
Det betyder, at jeg skal have taget den blogprøve på mandag på det andet sygehus. Da fertilitetsklinikken skal bruge svaret samme dag, betyder det endvidere, at det skal være fra morgenstunden og så på min fødselsdag !

2 scanning og stimulering

viste sig at være tilfældet idag.

Jeg skal starte med Gonal-f 150 enheder i morgen aften. JUBIIIII så skal jeg have chokolade......
Mandag er det blodprøvetagningsdag, som skal være om morgenen, det vil sige ved 8 tiden. Udfra den vil de kunne se, om dosisen er ok, eller om den skal reguleres, og jeg vil samtidig få en ny dato for scanning.

Lægen regnede med en 11 dags tid med stimulering. Det vil sige lagt æg tilbage om ca to uger !!!!!
Det er lidt mærkeligt at tænke på. Endnu mere mærkeligt bliver det nok at få lagt æg tilbage.
Det bliver garanteret endnu mere mystisk at skulle kunne forholde sig til det i de 14 dage.
Og lur mig om det ikke bliver ubeskriveligt mærkeligt, hvis nej jeg mener, når blodprøven viser sig at være possitiv.

Her har man bare ventet i små to år, og så fatter man det ikke, når det ligge lige foran en.

En god dag

Jeg har altid haft en indre fornemmelse af, at vi ikke kunne få vores famillie etableret hjemme i sengen. Men jeg har også, siden vi startede med udredningen langt inde bagved følt og tænkt, at det ville lykkes for os i første hug.
Om det er ren ønsketænkning, ved jeg ikke, det kan kun tiden vise mig.

D.D har det på samme måde, og det er enormt dejligt. Det er dejligt, at han også tør at sige det højt til mig, selv på mine sorte dage, hvor det meste bare er noget møj.
Igår havde jeg en dejlig dag, og jeg begyndte at glæde mig til scanningen på onsdag. Jeg har sommerfugle, de gode sommerfugle, i maven. Jeg tror på det her forsøg, og jeg glæder mig.
D.D er overbevist om, at det vil lykkedes for os i første forsøg.

Jeg nyder følelsen af glæde, og jeg prøver at holde fast i den, så lang tid, jeg overhovedet formår.
Jeg holder mig til fakta. De fortæller mig, at chancerne for, at det bliver os i første forsøg, er lige så store, som de er for alle andre i første forsøg.

Kom an behandling, for jeg er igen samlet og klar til at tage mig af dig, og alt det du har med til mig.

Lidt lysere dage

Jeg fik min menstration fredag morgen.
Mærkeligt nok var det dagen efter, jeg over for mig selv havde smidt håndklædet i ringen.
Om torsdagen troede jeg, at alt ville blive overskueligt igen, hvis og når jeg bare fik min menstration.
Men sådan er det bare ikke.
For det her handler nemlig om det, I alle beskriver i Jeres kommentar på mit sidste indlæg, at acceptere dansen, som den er, for vi kan ikke ændre det.

Jeg måtte sande Jeres kloge ord, da jeg det meste af torsdagen bare græd for at komme endnu tættere på følelsen af at være spændt ud i en bue i mig selv.
Jeg tror, det er den bedste beskrivelse, jeg kan give.
Jeg var om nogen på overarbejde. Jeg kunne ikke geare ned, Jeg kunne ikke slappe af. Mindst af alt kunne jeg overskue tingene - mit liv lige her og nu.
Men som dagen og tiden gik, fandt jeg igen styrken og mig selv.

Dagen efter gik bedre, jeg sprudlede ikke af glæde, men jeg trak vejret dybt, og jeg kom igennem endnu en dag.
Nu ved jeg, at oplevelsen ikke vil være alene. De dage vil komme igen. Nu ved jeg, at de er en del af behandlingslivet. Jeg har stadig ingen facitliste over, hvordan jeg klare dem bedst, eller klare dem, næste gang de dukker op.
Men jeg er blevet en erfaring rigere mest af alt, en erfaring der fortæller mig mest om mig selv.
Næste gang ved jeg, at det bare er en af de her dage, hvor alt ser så sort ud, og det er en af de dage, der bare skal være der, for at tingene igen kan komme til at lysne for mig.

En af de sorte dage.....

Er jeg landet i.
Jeg tuder næsten hvert sekund, og stort set alt synes at være noget møj for mig.

Jeg ved ikke om det er situationen med No Name og tanken om at hendes terminsdato nærmer sig med hastige skridt.
Eller om det er krisen i familen, der bare kører på sin fjerde uge i vildt vigør, og som bare begynder at vise sit sande jeg, og de konsekvenser den har med sig. Konsekvenser D.D og jeg aldrig havde drømt om, kunne ramme lige os. Den har ændret vores dagligdag og vores liv.
Måske er det min meget stærke fornemmelse for min søsters formentlige tvillingegraviditet. Jeg under dem det af hele mit hjerte, men jeg mærker en sorg inden i mig. Sorgen er det værste for mig, at jeg ingen gang kan unde min søster en tvillingegraviditet uden at tænke, av det gør ondt, hvorfor er det ikke mig, hvorfor kunne hun ikke bare nøjes med en. En meget mærkelig følelse at opleve, jeg synes at tænke i mig selv hele tiden, hver gang jeg er sammen med hende, at hvis det kun var en hun ventede, så ville det ikke være så hårdt for mig.
Tænk at man kan være så fej i forhold til sin egen søster, øv jeg bare skammer mig.

Jeg giver op, jeg har ikke mere at give af i forhold til at skulle kunne holde denne behandling ud.
Jeg kan ikke tage en dag ad gang, og tro mig, jeg har prøvet.
Jeg har feber og kvalme, og jeg har bare ondt i livet og synes, at alt er så nytteløst.
Jeg har lyst til at kaste håndklædet i ringen nu, men jeg tør ikke i angsten for at alt vil smuldre mellem hænderne på mig.
Jeg gidder bare ikke mere ikke noget af det.

På den anden side

er græsset vel bare grønnere.....

Sådan er det i mit hoved for tiden.
Nu går jeg som en omvandrene zombie og bare VENTER.

Jeg venter på, at menstrationen bryder ud i lys lue. For hvis den gør det, så ville det jo være nemmere. Så ville jeg være sikker på en scanning næste onsdag.
Men hvis nu den kom nu, så ville det næste venteprojekt jo være stimuleringen, hvis nu jeg bare kun havde brug for 7 dage, så ville det helle være nemmere. Det ville det rent faktisk, da jeg er med i et "projekt" der indebærer en tur til udlandet i første weekend i Juni.
Så kommer ægudtagning og oplægning, så er der g-ventetiden...

Jeg ved godt, det at være i fertilitetsbehandling = venteposition i størstedelen af tiden. Det er egentlig også ok, jeg kan jo ikke lave det om alligevel.

Men hvorfor er det, at man altid har nemmere ved at forholde sig til det, man lige præcis ikke har. Det der altid er lige rundt om hjørnet bare på den modsatte side af, hvor man selv befinder sig.

Ingen menstration

og ingen positiv g-test.
Til gengæld et hoved og b(ryster) der er ved at sprænges.
Begge dele gør vist lige ondt i øjeblikket.

Jeg må have andet at tænke på.....

Lørdag er jeg gået en uge over tid, og det betyder endnu en g-test.

That`s it

Nu køber jeg altså en g-test idag. Jeg gidder ikke at vente mere på den menstration.
Mine æggeledere og b(ryster) er ved at sprænges. Menstrationen står og tripper, men min hjerne vil bare ikke give grønt lys, det er sikkert sjovere at spille mig et puds...

Men nu tager jeg mine våben i brug og køber den g-test. Hmn så kan den lære det, kan den.

Venskabet med No Name

Måske kan nogen af Jer huske No Name.

No Name og jeg har haft en fortid sammen, hvor vi i en årrække stort set levede sammen. Hun har altid haft en dyb plads i mit hjerte,og jeg har altid givet hende stor betydning.
Dagen efter vi i sin tid havde været ved lægen og set infertiliteten i øjnene, fortalte No Name mig, at de ventede sig. Dengang styrtede min verden bare i grus, og jeg kunne ikke sige tillykke.
Det var umodligt svært for hende, og endnu sværere for kæresten, at forstå mig. De undrede sig meget over, at jeg ikke kunne sætte mig ud over mig selv og bare sige et lille bitte tillykke til dem.
Ikke kun min verden faldt sammen, men åbenbart også vores venskab på længere sigt.

Jeg fik lært at adskille mig fra hende og hendes mave, og alle andres gravide maver, og jeg var kommet videre. Vi mødtes et par gange efterfølgende. Den første gang købte jeg en buket blomster og sagde tillykke.
Jeg nød at være sammen med No name, og jeg hyggede mig i samværet med hende. Men det var stadig svært for hende at adskille sig fra vores "infertile problem". Jeg gav hende plads til at have det svært med det, og idag kan jeg se, at jeg tog ansvaret for vores forhold, jeg bar det igennem. Det var mig der ringede og spurgte til det, når hun havde været til undersøgelse osv. Jeg ringede en gang imellem ydeligere og spurgte, hvordan hun havde det. Jeg tog initiativet til at vi skulle ses, og jeg arrangede det. Fem gange aflyste hun, jeg tænkte, hun har sine grunde, og jeg arrangede på ny, hun kom, og jeg var overbevidst om, at vi var kommet videre begge to.

Efter et stykke tid prøvede vi at invitere dem begge til middag her. Først tøvede de, men endte alligevel med at komme forbi få dage efter til en kop kaffe....
Vi var bare glade, og jeg var taknemlig for, tror jeg, at de "gad" at være sammen med os. Jeg var meget lettet over, at vi var noget hertil, og jeg tænkte, at nu var vi alle fire kommet videre.

Kontakten fortsatte efterfølgende stadig på intiativ fra mig. Jeg lukkede øjnene for det, og tænkte at det selvfølgelig ikke var nemt for hende at være sammen med mig.
Jeg glemtte mig selv og ignorede min egen smerte.

For godt tre uger siden ringede jeg til hende. Jeg var ked af det og rigtig brugt. Hun hørte mine tåre, og jeg berettede kort om den krise, der var opstået i den nærmeste familie, og som havde alvorlige konsekvenser for mig og D.D.
Hun hørte, hvad jeg sagde. Men jeg kan ikke huske, at hun spurgte ind til os, hun afsluttede derefter meget hurtigt, hun sagde, hun var måtte slutte nu, for hun var nået frem. Til sidst sagde hun, jeg ringer til dig senere. Det jeg modtog senere samme dag var en sms omkring noget praktisk. Der var ingen ord om, hvordan vi/jeg havde det.

Nu er det så godt tre uger siden, og vi har ingen kontakt haft efterfølgende. Dagene efter var jeg bare tom.
Jeg var klar til at ringe og på ny klare situationen for bare at løse det og for at kunne holde fast i vores gamle venskab eller ihvertfald kunne holde fast i illusionen om vores venskab.
Men jeg tænkte meget over det. Jeg tvang mig selv til at indse, at det var stadig kun mig, der arbejde for dette venskab, og at det jeg bød mig selv ikke var godt for mig. Det var opslidende for mig, og det eneste jeg fik ud af det var at overskride mine egne grænser. Jeg besluttede at fralægge mig ansvaret for, om vores venskab skulle bestå, og tænkte at tiden måtte arbejde for mig.

En følelse af at have givet for meget af mig selv bliver ved med at vende tilbage til mig. Det er som om, at det var ok, at jeg var der for hende, når hun havde det svært, men desværre gjaldt det bare ikke den anden vej rundt.
Jeg har endnu en gang efterladt mig selv i ensomhedens verden og i det tomrum, den altid har med sig.

Fire dage med nedregulering

er nu gået.
Nu tænker jeg ikke så meget over, at "vi er igang". Næsesprayen er bare blevet en del af hverdagen.
Dog er jeg ikke glad ved tanken om at skulle stikke mig på et tidspunkt. Men egentlig tror jeg, at meget af det foregår i mit hoved, og det når næsten at blive dramatisk og farligt, inden jeg overhovedet kommer igang.
Så derfor er jeg begyndt at glæde mig til den tiltænkte kæmpe store og meget lækker æske chokolade istedet for. Jeg har lyttet til rådet her i blogland om, at belønne sig selv med et lækkert stykke chokolade, når man har stukket.
Uhm har tænkt lidt på Toms guldæske, har I andre forslag.

Så håber jeg selvfølgelig, at jeg snart for min menstration. Jeg blev ved scanningen forberedt på muligvis at skulle fortsætte nedreguleringen i tre uger.
Igår da jeg læste på HBT blog, blev jeg overrasket over, at hun skal fortsætte med nedreguleringen i fire uger formentlig.
Slå gerne et smut forbi, hun har brug for et kram.
Jeg vidste ikke, at en nedregulering kunne strække sig over så lang tid.
Hvad er Jer andres erfaringer, hvor lang tid har I været på nedregulering.
Og hvor lang tid,har I været på hormonerne 7-9 dage ????

Jeg skal til Bruxells første weekend i Juni, så der skal helst ikke gå ged i den.
Ægudtagning og oplægning skulle gerne være omkring i starten af den uge.
Jeg håber virkelig ikke, at det kommer til at lappe ind over hinanden OVERHOVEDET, for så er jeg lidt på r....

1 scanning og nedregulering

Ja faktisk gik det ok eller nok godt idag.

Desværre var det ikke lægen fra tidligere, man følger ikke nødvendigvis den læge, der har opstartet dig. Øv for ham kunne jeg rigtig godt lide.
Med sig havde han en studerende, der skulle lære at scanne. Ok selvfølgelig skal han jo have mulighed for at lære det, men kender I tanken, find dig lige en anden at gøre det på !
Når men slimhinden var på 9 mm (tror jeg), og der var mange dvs. en 8-9 folikker i hver æggestok. Jeg ved ikke, om de hedder folikker endnu, jeg synes, han sagde, at de lå og var ved at vågne op.
Næste gang må jeg da hellere medbringe en diktafon :-)

Men jeg er startet på synarella næsespray 3 gange i døgnet.
Næste scanning vil være den 18 Maj.
Så tilbage er der jo bare at vente på menstration og huske næsesprayen.

Det er megt mærkeligt for mig at være gået igang. Det er underligt, jeg føler en mærkelig dårlig samvittighed over ikke at have fortalt fek.s vores familie om det. Ihvertfald om at vi nu er gået igang med en behandling.
Måske er jeg underlig !

Før i tiden tænkte jeg, når vi når til behandlingsdelen, så er jeg positiv, og så er det hele så meget nemmere.
Gù er det ej, jeg synes ikke, at det hele er meget nemmere nu. Jeg føler virkelig afmagt og angst for, at det ikke vil lykkedes i dette forsøg.
Vi har 20 % chance for at opnå en graviditet. Ja jeg ved, at det også kan være os, der er iblandt de 20 %, men jeg er bare så skide angst for, at vi ikke er.

Lige nu ville jeg bare ønske, at jeg kunne tænke 100 % positivt omkring det her forsøg, men inderst inde må jeg erkende, at jeg er så bange. Hvor længe vil jeg mon være det.
Vil jeg på noget tidspunkt turde tro på det også inderst inde.

Det slår mig, at følelser ikke bare er noget, man finder frem, selvom man virkelig prøver at grave de gode frem, men at det er en del af et meget kompliceret spil, hvor de mere end kun skal findes frem.

Update

uhh jeg synes den er grum denne omgang tømmermænd.
Ja man ligger jo som man selv har redt ik.
Men hvor har jeg ondt af sølle mig.

Klokken er næsten fem, jeg fik slæbt mig selv afsted på arbejdet for 4 timer siden. Jeg har prøvet at spise en meget lille smule, og gæt hvad, det kører bare rundt i mig.
Øv den er led.
Mon jeg bliver ok til imorgen. Vi skal heldigvis først være der klokken et !

Uh kunne man bare lige ligge under sin dyne derhjemme på sofaen.

Tømmermænd

Lørdag havde vi planlagt at være sammen med nogle af vores nære venner.
Vi havde taget dyne med.
Vi havde brug for at komme væk hjemmefra, væk fra alle de ting, der desværre forgår i den nærmeste familie i øjeblikket.
Det var rart og rigtig godt at være sammen med dem og væk fra alt det herhjemme.

Ydeligere havde jeg joket med, at det måtte være oplagt at drikke hjernen ud, eftersom jeg forhåbentlig ikke skal nyde alkoholiske drikke i laaaaang tid nu :-)

Vi hyggede og festede til klokken blev 6 om morgen.
Vi inviterede dem også ind i vores behandlingsverden. Det er rart at have delt det med et vennepar, de ved nu, hvordan vi har det.

Jeg drak mere end kroppen åbenbart kunne kapere. Så igår havde jeg for alvor tømmermænd, og jeg var bare dårlig.
Jeg opholdte mig ved toilettet alt for meget. Øv jeg kan ikke huske nogensinde at have været så dårlig.
Føj jeg lovede mig selv aldrig at ende der mere.

Så nu har jeg på alle måder givet slip på kontrollen.
Jeg er om noget klar til imorgen - klar til at komme igang med behandlingen.

Here we go....