Wednesday, February 21, 2007

I gang igen!

Vi er snart i marts og dermed også meget tættere på vores aftale med klinikken. Jeg har ikke tænkt videre over det i det sidste stykke tid. Men det gør jeg nu.
Jeg er vist ikke helt afklaret og svinger mellem at gerne vil igang her i foråret og så alligevel ikke.

Lige nu hælder jeg mest til det sidste. Det er der mange grunde til. Men mit største fokus er selvfølgelig på den lille trold vi har nu. For det første må jeg ikke amme, hvis jeg er "på hormoner". Bare det i sig selv gør, at jeg vælger det fra her og nu. Jeg ville aldrig stoppe med at amme ham alene af den grund, at jeg skulle igang med hormonerne igen. Han får stadig kun mælk hos mig, og vi higer ikke efter at introducerer ham får andet, før han er et halvt år.
Oven i det er det gået op for mig, at jeg er god til at bruge tid på at tænke på det jeg gerne vil have og dermed ikke har her og nu. Åndsvag enerrgi jeg istedet kunne investere andre steder som for ekesempel på min lille mand, jeg har her i mit liv.
Her går jeg og drømmer om barn nummer to og familielivet med to børn, og imens suser tiden forbi med min dejlige unge som bare aldrig bliver 5 måneder igen! Jeg vil meget gerne have et barn til, men jeg vil også meget gerne bruge min dyrbare tid på mit lille barn her og nu, mens jeg har muligheden. Jeg føler ikke, at jeg vil kunne gøre begge dele optimalt. Derfor vælger jeg behandlingen fra her og nu.

Efter fødslen var jeg helt vild for at gøre det igen og i de første måneder af lillemandens liv. Det der gør, at jeg gerne , og måske en gang imellem lige frem higer efter en til, er den her enorme følelse af kærlighed og lykke. Den er så ubetinget stor kærligheden om og til mit lille barn, så jeg hellere end gerne ville opleve det igen.
Lige nu kan jeg slet ikke forstille mig, at man kan blive fyldt op af hele to børn, så må man da sprænge til sidst:-) Men det ved jeg, at man kan. Jeg ved også, at jeg kan det, selvom der kommer til at gå længere tid med nummer to, end jeg umiddelbart havde forstillet mig førhen.

Så planen er vist, uden egentlig at være en plan, at vi ser hvor lang tid, de kan trække den på klinikken, og så tager vi det derfra!

Friday, February 09, 2007

Så meget at fortælle

Jeg har så meget at fortælle om og så mange tanker i mit hoved.
Alt om min lille trold, det at være mor, usikkerheden i min rolle som mor, behandling igen og barn nummer to, på den anden side i mit parforhold nyt job/eller ikke nyt job, ny bolig hvis vi bliver fire.
Jeg har så stort et behov for at kunne planlægge det hele, men det kan jeg jo ikke. Så derfor har jeg besluttet at tage en ting ad gangen, og i den rækkefølge, som tingene melder sig, så en ting ad gangen, det må være min nye vej her i livet.

At blive mor, er det bedste, der er sket for mig nogen sinde. Jeg elsker min søn fuldstændigt betingelsesløst, og min kærlighed til ham vokser hver dag. Nogen gange kan jeg slet ikke forstille mig, hvor stor den kan vokse sig til. For den kærlighed jeg mærker nu er så intens, og tanken om at den virkelig kan og vil vokse hver dag, giver mig en følelse af at springe som en ballon. Men altså det er jo bare dejligt men også overvældende at opleve. Jeg elsker at sætte al tid og andre gøremål udenfor min verden for at gå ind i hans verden, og følge den vej han viser. Vi bruger meget tid på gulvet og i sofaen, og han vokser så dejligt, når jeg er der 100 % sammen med ham og ikke lige skal nå noget praktisk ind imellem.
Det er så vildt at sådan en lille 5 måneders baby kan give igen. Jeg nyder det, for jeg ved, at han er ved at udvikle sin bevidsthed i verdenen, der forgår rundt om ham.
Jeg ammer stadig fuldt ud, og lige præcis den kontakt har jeg altid kunnet mærke, som at han havde brug for mig 100 %, og ingeneting kunne forstyrre ham (og mig i vores lille symbiose), når han lå der helt koncentreret og spiste. Jeg var i de situationer hans omdrejende punkt. Men altså, det er jo ved at ændre sig nu. Godt fordi det er tegn på hans færdigheder og udvikling, men hårdt for moderen, som ind imellem kan føle sig lidt forladt eller ihvertfald tilovers, når han for eksempel ikke lige gider at spise mere, fordi han fik øje på en mere interesant lyd omkring ham.
Jeg ved jo godt, at det er det, der skal ske, og at det bliver "værre endnu", men altså jeg havde bare ikke lige troet, at jeg ville kunne føle mig tilovers. Jeg troede egnelig at glæden og oplevelsen over, at han "kunne mere" ville fylde mere hos mig. Men det gør den altså ikke lige nu. Min lille spædbarn, der ikke kunne undvære sin mor, han er jo ved at være en baby med så mange færdigheder og fyldt med så meget tillid, så mor godt kan komme i anden række!

Thursday, February 01, 2007

God nat !

Rikke spørger om vi er kommet på højkant igen. Jo tak det er vi vist ved at være. D.D nappede lige en lungebetændelse oveni. Vi har nu kørt rundt i det her sygdom i tre ugers tid, og jeg føler, at jeg er kronisk træt. Jeg/vi er gået rigtig tidligt i seng mange dage i de sidste tre uger, men hold op hvor jeg synes, det er svært at komme oven på igen. Men mon ikke det hjælper med tiden, det tror jeg på, at det gør.

Så har vi droppet planen i forhold til lilletroldens putning om aftenen. Vi havde ellers klædt os på med godt mod, men altså den gråd, som det ender med i sidste ende, den vil vi ikke byde vores lille dreng, og frem for alt føles det fuldstændig forkert, at han skal ende op med at græde og blive så ulykkelig.
Første aften klynkede han i en lille time, herefter blev han fuldstændig ulykkelig, og vi tog ham selvfølgelig op med det samme og sad med ham i armene, hvor han faldt i søvn meget hurtigt. Anden aften tog det to timer med frem og tilbage, og endte til sidst som første aften. Den ulykkelige gråd har det endt med hver aften, og efter fem dage var vi mere end enige om, at det ikke var en måde, trolden skulle lære at falde i søvn på.
Vi holder dog stadig fast i, at jeg ammer i stuen, og så skiftes vi til at putte ham. Ritualet er det samme hver aften, vi går ind med ham, hvor han sover og synger en lille sang, og så falder han istedet i søvn i sin dyne i armene på os.
Det tager to minutter, så sover han. Han vågner gerne en gang efter en lille times tid, der tager vi ham også op i armene, og han falder hurtigt i søvn igen.
Efter vi er begyndt med putteritualet, er han blevet meget mere rolig, og jeg går ikke rundt med ham mere som før. Han vågner også kun op en gang efterfølgende.
Jeg ved, det er det rigtige, det vi gør nu, og han skal nok lære selv at falde i søvn på et eller andet tidspunkt, det er jeg slet ikke i tvivl om. Men lige nu skal han bare have lov til at mærke sin tryghed hos os ved at falde i søvn på den måde, og så er jeg egentlig ligeglad med, hvornår han selv lærer at falde i søvn. Det skal altid være rart for ham at komme i seng, og det følte vi ikke, det var, de føromtalte dage.
Sojvt nok er han også begyndt at sove 2-3 timer i barnevognen igen om formidaggen og 1-2 timer om eftermiddagen og stadigvæk de 12 om natten fra 19.30 til 8 stykker med mad ved 3 tiden og igen lidt ved 7 tiden.