Så meget at fortælle

Jeg har så meget at fortælle om og så mange tanker i mit hoved.
Alt om min lille trold, det at være mor, usikkerheden i min rolle som mor, behandling igen og barn nummer to, på den anden side i mit parforhold nyt job/eller ikke nyt job, ny bolig hvis vi bliver fire.
Jeg har så stort et behov for at kunne planlægge det hele, men det kan jeg jo ikke. Så derfor har jeg besluttet at tage en ting ad gangen, og i den rækkefølge, som tingene melder sig, så en ting ad gangen, det må være min nye vej her i livet.

At blive mor, er det bedste, der er sket for mig nogen sinde. Jeg elsker min søn fuldstændigt betingelsesløst, og min kærlighed til ham vokser hver dag. Nogen gange kan jeg slet ikke forstille mig, hvor stor den kan vokse sig til. For den kærlighed jeg mærker nu er så intens, og tanken om at den virkelig kan og vil vokse hver dag, giver mig en følelse af at springe som en ballon. Men altså det er jo bare dejligt men også overvældende at opleve. Jeg elsker at sætte al tid og andre gøremål udenfor min verden for at gå ind i hans verden, og følge den vej han viser. Vi bruger meget tid på gulvet og i sofaen, og han vokser så dejligt, når jeg er der 100 % sammen med ham og ikke lige skal nå noget praktisk ind imellem.
Det er så vildt at sådan en lille 5 måneders baby kan give igen. Jeg nyder det, for jeg ved, at han er ved at udvikle sin bevidsthed i verdenen, der forgår rundt om ham.
Jeg ammer stadig fuldt ud, og lige præcis den kontakt har jeg altid kunnet mærke, som at han havde brug for mig 100 %, og ingeneting kunne forstyrre ham (og mig i vores lille symbiose), når han lå der helt koncentreret og spiste. Jeg var i de situationer hans omdrejende punkt. Men altså, det er jo ved at ændre sig nu. Godt fordi det er tegn på hans færdigheder og udvikling, men hårdt for moderen, som ind imellem kan føle sig lidt forladt eller ihvertfald tilovers, når han for eksempel ikke lige gider at spise mere, fordi han fik øje på en mere interesant lyd omkring ham.
Jeg ved jo godt, at det er det, der skal ske, og at det bliver "værre endnu", men altså jeg havde bare ikke lige troet, at jeg ville kunne føle mig tilovers. Jeg troede egnelig at glæden og oplevelsen over, at han "kunne mere" ville fylde mere hos mig. Men det gør den altså ikke lige nu. Min lille spædbarn, der ikke kunne undvære sin mor, han er jo ved at være en baby med så mange færdigheder og fyldt med så meget tillid, så mor godt kan komme i anden række!