Drømmer jeg ?

Hver morgen når D.D har været inde i soveværelset og kysse mig på gensyn, så har hans deoderant overfaldet mig, og jeg har ofte beskyldt ham for at tage en halv bøtte på.
Men imorges var det meget anderledes. Den duftede næsten i min næse, og jeg var sikker på, at han stort set intet havde taget på.
Det undrede mig i den grad, og jeg begyndte at tænke, at idag er det virkelig vendt, idag bliver dagen den, jeg har ventet på i et par måneder nu.
Jeg er 12+0, og jeg kan virkelig mærke denne merkante ændring i min krop. Jeg har kun kastet op en gang, og kvalmen er i den grad reduceret.

Det er fantastisk, og jeg forundres over denne unikke skabning, som kroppen er.

Ydeligere kom der brev fra sygehuset med indkaldelse til jordmoder.
Det er et fint lille kort, og mit navn står på.
Det fik mig til at tude af glæde, jeg blev overmandet af ren lykke.
Jeg er så taknemlig, og jeg tror, det er ved at gå op for mig, at jeg er gravid, og at vi skal være forældre.
Jeg forstår ikke helt, hvorfor jeg får lov at opleve denne lykke. Kan det virkelig passe alt det her, eller drømmer jeg bare?

Gentager bare mig selv

Jeg ved det, jeg har ikke skrevet i meget lang tid.
Hvis jeg havde haft kræfterne og overskudet til det, havde mine indlæg formentlig også bare været gentagelser.
For sandheden er, at jeg stadig kaster en del op, når jeg ikke kaster op er jeg overmandet af en voldsom og ubehagelig kvalme. Det hele gør mig enorm afkræftet og det meste af min tid bruges på sofaen med lukkede øjne.

Det er egentlig utroligt, hvad man kan vænne sig til. Jeg oplever ikke min beskrevende hverdag så voldsomt mere, for sådan er min hverdag endnu en gang bare. Jeg tænker i sig selv ikke så meget mere over den, jeg flyder vel bare med den.
Jeg holder fast i min stærke del og i tankerne om spirren, og at min tilstand er godt for den.

Men selvom at jeg er god til, godt hjulpet af min stædighed, at holde fast i det lyse sind, så er der bestemt også de sorte dage.
De sorte dage er dem, hvor jeg ikke magter tingene mere. Jeg vågner om morgenen og synes ikke at kunne se en ende på det. Det får mig til at græde fuldstændig ukontrolleret.
Så er det, at jeg mærker ensomhed og isolationen. For vi har i sin sandhed været
isoleret i lang tid nu. Vi har ikke været sammen med andre menneske, på nær min familie, siden nytårsaften. Det er ganske enkelt, jeg er dårlig det meste af dagen, og min sofa er det eneste, der kan give det bare en smule ro.

D.D er ubeskrivelig for mig. Han passer i den grad på mig. Så er min forældre og søskende også rigtig søde til at komme forbi eller at ringe, og det varmer i den grad.
Jeg kommer uden tvivl også igennem dette her, som forhåbentlig får en ende om et par uger. Men jeg indrømmer hurtigt, at det er sejt.

Jeg regner med, at spirren har det godt. Vi får lov at hilse på den om et par uger, når vi skal have lavet nakkefoldscanning.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er nakkefoldscan. eller når jeg går ind i 13 uge, der er min tredje bro. Jeg tænker mest på, hvornår jeg er fulde 12 uger, men det er nok nakkefoldscan., der er den tredje bro!

Er her endnu!

Jeg er her endnu. Der er desværre ikke så mange ændringer i min dagligdag i forhold til kvalmen og opkasten. Men jeg er som noget nyt begyndt at tusse rundt istedet for at lægge ned hele tiden. Jeg kan ikke holde ud bare at lægge ned mere. Det betyder desværre også pendulfart til toilettet, men hellere det end at lægge ned hele tiden.
Jeg tæller stadig dage og går heldigvis snart ind i uge 10.

Jeg er begyndt at kunne forholde mig til, at der rent faktisk ligger en lille spirre i min mave og vokser, og at vi skal være forældre.
Det er heller ikke svært for mig mere at nyde andres(vores nærmeste familie) glæde over, at vi skal være forældre.

Som en sidegevinst har specielt min søsters viden om det, gjort at vi kan tale om det at have været i behandling osv. Det er rart, og jeg føler pludselig forstået på en helt anden måde.

Så er der sket ganske meget i blogland :-)
Rikke og Mette har fået deres dejlige guldklumper med hjem et - forsinket men et stort velkommen hjem til Jer begge.
Solsikke og Søs er igang med forsøg, jeg hepper på nogle frugtbare forsøg:-).
HBT og Maria har fået lagt æg tilbage, som selvfølgelig er guldæg:-)
Man skal ikke være væk i lang tid, før en masser er sket i blogland, det er dejligt at vende tilbage til.