Tuesday, May 30, 2006

Og det blev bedre!

Det jeg har gået og ventet på i så lang tid, det er der bare lige nu og her.
Siden torsdag har jeg haft det fantastisk. Jeg har det rigtig godt nu og ej heller kvalme mere i løbet af dagen, ja ingen gang når jeg har spist. Tænk at jeg skulle opleve sådan en tid her også i min graviditet :-)
Jeg er sgu blevet helt glad for den nu, og jeg er for alvor begyndt at nyde den altså graviditeten.

Lige nu er livet dejligt. Jeg bliver endnu mere glad, når jeg tænker på, hvad jeg har kunnet holde til gennem de sidste fem måneder, og hvad mit ægteskab har kunnet holde til.

Det gør mig endnu mere og endnu mere glad i låget, når jeg læser om positive blodprøver i blogland og godkendelse til adoption. Jeg håber så inderligt, at I alle snart får lov at opleve, at det lykkes.

De kærligste tanker fra mig til Jer alle.

Monday, May 22, 2006

Lykke og idyl

Ja overskriften lyder meget lyserød og romantisk og måske en smule naivt!
Men ikke detro mindre så var det faktisk sådan, det var i mit hoved, dengang da vi var i behandlingens forløb.
Jeg tænke mig hele tiden ud af det ved at idealisere om, når jeg en gang blev gravid, så ville det hele ændre sig, og lykken ville komme flyvende hen til mig helt automatisk med graviditeten selvfølgelig.

Der var vist mange grunde til, at jeg tænkte sådan. Det var helt klart en overlevelse for mig, men det var også noget med, at graviditeten blev til målet for os.
Så når referencerammen hele tiden var behandlingens op og nedture med al dens bekymringer, tårer, skænderier og uvenskaber, så kom målet helt af sig selv til at skinne af lykke og kun lykke.
Det lå hele tiden der for enden af det hele, jeg forstillede mig den evige jubel og lykke mange gange, og det faldte mig slet ikke ind, at det måske også kunne være andet end ren idyl og lykke.
Mest af alt forstillede jeg mig, at lykken kom af sig selv, når de to streger på testen gjorde det.

Derfor var det underligt at opleve, at den dag, hvor jeg selv testede positivet, bare blev en morgen, hvor jeg gik i seng igen og sov videre! Jeg var overbevist om, at det var en fejl, og at jeg SELVFØLGELIG ikke var gravid. De to streger gav INGEN mening for mig.
To dage efter, da de ringede fra klinikken og sagde tillykke, der græd jeg i lang tid. Jeg ved ikke, hvad det var, der hev tårene frem hos mig. For mit hoved var fyldt med tonsvis af tanker, og det hele kørte bare rundt i en stor pærevælling.
Underligt nok, så var det mest bekymringer og angst, der fyldte det meste ud. Det var som om, at glæden og den omtalte lykke ikke kunne finde vej til mig. Eller også så kunne jeg ikke finde vej til den?


Jeg har det godt nu, og jeg nærmere mig snart noget af det der ligner overskud. Det har de sidste par dage fået mig til at tænke over "det der med lykken".
Det er gået op for mig, at jeg har skullet gøre op med min forstids tanker og forstillinger om lykken og den idyle graviditet. For først der kunne jeg begynde at forholde mig til virkeligheden som den er for mig idag.
For den er meget anderledes, end da vi var i behandling. Faktisk har jeg aldrig troet, at den kunne opleves så forskellig.
Det kunne ikke og det skulle heller ikke være anderledes, da vi var i behandling, og idag kan jeg godt forstå mine tanker og illusioner, jeg skabte dengang, sådan hang tingene bare sammen.

Jeg har langt om længe fundet ud af, at lykken ikke er noget færdigt noget, der bare kommer helt af sig selv.
Lykken er noget der er svært at måle og ikke mindst at definere. Så er det ydeligere forskelligt fra meneske til menseske, hvad der er lykke.
Det er ikke et svært ord at bruge, men det kan være et svært ord at skulle beskrive!
For hvad er lykken????
For mig er lykken noget, der dukker op her og der. Jeg mærker den selvfølgelig allermest, når jeg husker, at ligge mærke til den.
Jeg er lykkelig, når jeg som i weekenden ligger arm i arm med min mand og mærker hans varme. Jeg bliver endu mere lykkelig og nærmest efoisk i et kort øjeblik, når jeg i samme situation tænker på, at han skal være far til mit kommende barn.
Eller når jeg i min egen lille verden går og mærker, hvor glad jeg bliver af at vaske og ordne klapvogn til Spirren, eller når D.D og jeg bygger rede sammen.

Lykken er egentlig en underlig størrelse!

Thursday, May 11, 2006

Sprunget ud af skabet som nygravid

Underlig overskrift men det er egentlig sådan jeg har det.
Jeg føler for alvor min graviditet er begyndt, og jeg har ikke længere brug for at føle mig snydt for de første 20 uger i min graviditet.

Det går stadig forrygende med opkasten og kvalmen, jeg mærker stort set intet til den mere. Bedst af alt er, at når den dukker frem en gang imellem, så hiver den mig ikke mere ned, som før i tiden, den får bare lov at være der.
Det er så befriende og dejligt at være sluppet af med den. At kunne tage steder hen helt almindeligt uden at skulle brække mig. At ligge fem minutter længere i sengen om morgen og nyde Spirrens opvårning istedet for at drøne ud på toilettet. Eller bare det at kunne spise siddende ved køkkenbordet og herefter bare at kunne blive siddende istedet for hastigt at skulle ligge mig ned på sofaen.
Jeg kunne blive ved, for der er sket så mange forandringer i min hverdag, og hvor er det bare for godt at mærke.

Jeg nyder tiden herhjemme i mit helt eget tempo, hvor Spirren ind i mellem sparker fra sig, og jeg stopper op og fantaserer om, hvordan "den" mon ser ud:-)
Eller når jeg for eksempel vasker regnslag til barnevognen eller lige falder for noget tøj i en butik.
Jeg glæder mig om noget til September, og nogen gange kan jeg bare ikke vente, og andre gange synes jeg, det er rart, at der alligevel er 3½ måned til terminen endnu.

Så er jeg gået ind i et forløb hos en terapeut.
Det er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv længe, og det var tiltrængt at få muligheed for at snakke tingene igennem.
At blive beroliget i alt det jeg har holdt til, først behandling, så indlæggelse og sidenhen perioden med hypermesis.

Jeg kan slet ikke forstå, at jeg er så heldig, at jeg lige præcis mig er gravid og skal være mor.
I dag på vej ud til bilen efter indkøb, passerede jeg to andre gravide. De smilede til mig, og jeg smilede tilbage til dem og beundrede deres dejlige runde maver.
Da jeg var kommet forbi dem kikkede jeg på min egen mave og tænkte "jammen jeg er jo også gravid"!
Inden den positive blodprøve, var jeg ganske sikker på, at det med at føle sig gravid selvfølgelig kom helst automatisk, når blodprøven viste sig positiv.
Jeg er siden hen blevet meget klogere:-).

Thursday, May 04, 2006

Fotsættelse af angsten

Vi var til jodermoder igår, og det gik rigtig godt.
Hun mærkede på min mave, og sagde at livmoderen var flot stor. Det vil sige, at Spirren også vokser, som den skal. Hvis ikke det ville være fordi, at jeg var scannet allerede og derigennem havde fået fastsat terminsdatoen, så ville hun tænke, at jeg var lægere henne.
Om det bare betyder, at min livmoder og Spirren er gode til at vokse sammen, eller om vi får en kæmpebaby, det ved jeg ikke, men det var rart at mærke hendes tydelige ro omkring det. Hun fandt også hjertelyden med det samme.
Det var så dejligt at lægge der i små fem minutter. At høre Spirren og samtidig mærke jodermoderens hænder på min mave og se hendes tilfredse og glade ansigtsudtryk, det gjorde mig meget rolig, og det var befriende at kunne slippe angsten i de små fem minutter.
D.D var med, og bagefter gik vi på cafè. Jeg kunne forsat tænke på andet end angsten for at miste Spirren.
Jeg var så glad igår og havde det godt fysisk også. Der er store fremskridt. Jeg har ikke kastet op nu i over en uge, og jeg har kun haft kvalme ganske lidt igår, efter jeg havde spist morgenmad.
Det er så befriende for mig ikke kun fysisk men også psykisk. Jeg kan mærke at min krop langsomt begynder at komme med igen. Dog kan den ikke holde til aftaler dage i træk, men det har jeg bare løst ved kun at lave aftaler et par gange om ugen og altid have en dag herhjemme imellem. Det fungerer godt.

Så er det sådan, at når fysiskken er iorden, så melder det psykiske sig på banen.
Jeg bliver stadig narret af tiden. I mit hoved er jeg tidsmæssigt stadig i uge 10-11 stykker. Det kommer dagligt bag på mig, at jeg nu er i 23 uge. De første 19-20 uger føles sammenkørt i mit hoved. Tiden er gået med opkast og dyne på sofaen.
Jeg føler mig i den grad snydt nu. Følsesmæssigt er jeg ved at "komme igang" med min graviditet, for i starten var jeg ikke gravid, der var jeg bare syg og begrænset.
I tankerne ved jeg godt, at jeg ikke kan ændre det, og at jeg bare burde få det bedste ud af det nu, og glæde glæde mig i den tid der er tilbage istedet for at føle mig snydt. Men sådan fungerer det ikke følelsesmæssigt. For der er stadier, man går igennem i løbet af graviditeten. Forskellen for mig er bare, at jeg først har kunnet begynde den udvikling nu.

Det stresser mig i den grad, og jeg reagerer ved at bryde grædende sammen dagligt.
Jeg ved også, at der er en helt anden faktor, der spiller ind. Nu hvor det endeligt er lykkedes for os at blive gravide, så bliver vi, specielt mig, om vi vil det eller ej, indhentet af fortiden. Det er først nu, alvoren i at kæmpe i tre år med behandlingens belastninger, både på min krop og i vores parforhold, gør sig til kende. Virkeligheden er selvfølgelig ikke, som jeg havde forstillet mig , at den ville være, men det kræver vist sin helt egen post en anden dag.

Om alt er så kører der hver dag et tema inden i mig, der hedder at miste.
Jeg er pludselig blevet bange for at miste Spirren, mig selv, mit ægteskab og min mand. Jeg er tæt på at græde i næsten hver en situation, og jeg har hele tiden følelsen af, at jeg ikke holder til det.
Jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg ikke holder til, eller hvad det er, at jeg skal kunne holde til. Jeg ved bare, at det er hårdt, og det føles som at være i krise.
Jeg ved, at jeg har brug for hjælp til at få sat tingene på plads, og jeg ved, at det er det bedste jeg kan gøre for mig selv, min mand og Spirren lige nu.
Efter at være nået til denne erkendelse overfor mig selv, ved jeg også godt, hvad det næste skridt er og bliver.

Tuesday, May 02, 2006

Et uroligt og panikkent øjeblik

Spirren plejer at være meget aktiv om aftenen, specielt når jeg har lagt mig i sengen for at sove.
Men sådan var det ikke igår aftes, der kunne jeg ikke mærke den. Det foruroligede mig ikke så meget, da jeg havde mærket den til middag.
Men her til morgen, da jeg vågnede, kunne jeg heller ikke mærke Spirren. Så kom det ubehagelige øjeblik, hvor alt stivnede i mig, og jeg nåede at tænke, "hvad nu hvis spirren ikke lever mere". Det var ubehageligt, og alt blev bare til kaos i mit hoved.
Jeg var glad for, at vi i sin tid havde investeret i doptonen. Jeg fik hurtigt hentet den, og lige så hurtigt fandt jeg spirrens hjertelyd.
Jeg nød at høre lyden igen, og der sinkede sig en dejlig ro i mig igen.

Jeg ved, at det først er i uge 25, hvor man skal kunne mærke liv hver dag. Men nu har jeg mærket spirren aktive spjæt med arme og ben hver dag i en uge nu, og for fanden i panden hvor er det dog ubehageligt, når der går så lang tid, hvor jeg ikke mærker den.