Lykke og idyl

Ja overskriften lyder meget lyserød og romantisk og måske en smule naivt!
Men ikke detro mindre så var det faktisk sådan, det var i mit hoved, dengang da vi var i behandlingens forløb.
Jeg tænke mig hele tiden ud af det ved at idealisere om, når jeg en gang blev gravid, så ville det hele ændre sig, og lykken ville komme flyvende hen til mig helt automatisk med graviditeten selvfølgelig.

Der var vist mange grunde til, at jeg tænkte sådan. Det var helt klart en overlevelse for mig, men det var også noget med, at graviditeten blev til målet for os.
Så når referencerammen hele tiden var behandlingens op og nedture med al dens bekymringer, tårer, skænderier og uvenskaber, så kom målet helt af sig selv til at skinne af lykke og kun lykke.
Det lå hele tiden der for enden af det hele, jeg forstillede mig den evige jubel og lykke mange gange, og det faldte mig slet ikke ind, at det måske også kunne være andet end ren idyl og lykke.
Mest af alt forstillede jeg mig, at lykken kom af sig selv, når de to streger på testen gjorde det.

Derfor var det underligt at opleve, at den dag, hvor jeg selv testede positivet, bare blev en morgen, hvor jeg gik i seng igen og sov videre! Jeg var overbevist om, at det var en fejl, og at jeg SELVFØLGELIG ikke var gravid. De to streger gav INGEN mening for mig.
To dage efter, da de ringede fra klinikken og sagde tillykke, der græd jeg i lang tid. Jeg ved ikke, hvad det var, der hev tårene frem hos mig. For mit hoved var fyldt med tonsvis af tanker, og det hele kørte bare rundt i en stor pærevælling.
Underligt nok, så var det mest bekymringer og angst, der fyldte det meste ud. Det var som om, at glæden og den omtalte lykke ikke kunne finde vej til mig. Eller også så kunne jeg ikke finde vej til den?


Jeg har det godt nu, og jeg nærmere mig snart noget af det der ligner overskud. Det har de sidste par dage fået mig til at tænke over "det der med lykken".
Det er gået op for mig, at jeg har skullet gøre op med min forstids tanker og forstillinger om lykken og den idyle graviditet. For først der kunne jeg begynde at forholde mig til virkeligheden som den er for mig idag.
For den er meget anderledes, end da vi var i behandling. Faktisk har jeg aldrig troet, at den kunne opleves så forskellig.
Det kunne ikke og det skulle heller ikke være anderledes, da vi var i behandling, og idag kan jeg godt forstå mine tanker og illusioner, jeg skabte dengang, sådan hang tingene bare sammen.

Jeg har langt om længe fundet ud af, at lykken ikke er noget færdigt noget, der bare kommer helt af sig selv.
Lykken er noget der er svært at måle og ikke mindst at definere. Så er det ydeligere forskelligt fra meneske til menseske, hvad der er lykke.
Det er ikke et svært ord at bruge, men det kan være et svært ord at skulle beskrive!
For hvad er lykken????
For mig er lykken noget, der dukker op her og der. Jeg mærker den selvfølgelig allermest, når jeg husker, at ligge mærke til den.
Jeg er lykkelig, når jeg som i weekenden ligger arm i arm med min mand og mærker hans varme. Jeg bliver endu mere lykkelig og nærmest efoisk i et kort øjeblik, når jeg i samme situation tænker på, at han skal være far til mit kommende barn.
Eller når jeg i min egen lille verden går og mærker, hvor glad jeg bliver af at vaske og ordne klapvogn til Spirren, eller når D.D og jeg bygger rede sammen.

Lykken er egentlig en underlig størrelse!