Godt 5 uger

Trolden er faktisk snart 6 uger, og han vokser og vokser.
Vi har lige været til 5 uger undersøgelse hos lægen. 5 uger gammel og en vægt på 5,1 kg. Hans appetit fejler ingenting :-).
Amningen går rigtig godt, faktisk har jeg netop undersøgt, hvor man kan sælge modermælken, men der er for meget arbejde ved det, ellers havde jeg nok gjort det. Overvejer det faktisk stadig, fordi jeg ved, der er så mange små for tidlig fødte, der har brug for det. Nu må vi se, hvad det bliver til.

Der skete meget med ham og i hans udvikling fra den 4 uge til den 5 uge. Fra at være den lille nyfødte i 4 ugers tid, blev han pludselig en lille baby med færdigheder.
Han begyndte så småt at smile bevidst til os, da han var godt 3 uger, nu gør han det hele tiden. 2 gange har han hvinet, tror det var ubevidst, for han blev helt forskrækket og fik et forundret blik i angsigtet.
Han er også blevet god til at holde kontakten i lang tid og holder også selv hovedet i lang tid ad gangen nu.
Hans tunge ryger tit ud af munden, specielt når han er sulten.

Der er også ved at være rutine i hans sovetider nu. Han sover gerne 2-3 timer i barnevognen her om formiddagen. Jeg er begyndt at lægge ham nu allerede ved 10 tiden, og så vil jeg prøve at lægge ham igen om eftermiddagen, hvor han når at blive træt. Indtil nu er han kommet for sent ud om formiddagen til også at kunne blive lagt om eftermiddagen.
Så powernapper han ellers i løbet af den sene eftermiddag og bliver puttet ved 21 tiden. Her ligger han og knirker lidt, og sover gerne ved 21.30 tiden.
I nat sov han til 2.30.

Vi D.D og jeg selv er også kommet tilbage i forholdet bare på en fornyet måde.
Tiden har hjulpet os videre, og vi er blevet mere large overfor hinanden.
Jeg er begyndt i mødregruppe. Vi er syv. Det gode er, at fem af os er førstegangsfødende. Det yngste barn er godt fire uger og det ældste er 8 uger.
Vi skal mødes igen om 14 dage. Jeg er lidt spændt på, om det er noget der fortsætter.
Så har vi også invisteret i en (bryst)pumpe. På den måde håber vi at kunne komme ud og spise uden trolden, og så er der mad i fryseren til ham.
Ydeligere vil det også kunne give mig mulighed for at komme lidt ud på egen hånd i mere end tre timer.

Når tingene ændrer sig

Stormen er ved at ligge sig herhjemme. Jeg ved ikke helt, om det har været en rigtig storm, eller det bare er min oplevelse af det.
Men det er som om, at vi begge igen er kommet videre.
Jeg nåede at tænke, mon forældreskabet ville rive os fra hinanden? Nu ved jeg, at der skal meget mere til. Jeg ved også, at vi vil opleve dette mange gange endnu måske bare i forskellige nuancer.
Jeg tror, at vi begge har brugt et par dage til at komme os over opdagelsen af, at det også kan være sådan at blvie forældre. Det har ikke været selve oplevelsen af, at vi kunne komme derud, der har gjordt indtryk eller er essensen. Nej det er følelsen og overvældelsen man mærker, når man opdager, den følelse, det giver, når man kommer helt derud, hvor man ikke lige kan overskue tingene mere. Ydeligere var vi bare ikke forberedt på det. Vi gik fra toltalt nærvær til pludselig total fravær over for hinanden. Det sgu hårdt, at opdage, at vi lige præcis kunne ende der.
Før i tiden troede jeg jo kun, at "naboen" kunne eller ville ende der.
Nu ved jeg, at det var sundt at opdage og uundgåligt, for det er det der sker, når man udvikler sig.

Jeg overvejede meget, om jeg skulle poste mit sidste indlæg. Dels fordi det var meget personligt, og fordi jeg ikke synes, det var noget rart at skrive om. Men jeg valgte at poste det, fordi sådan er mit liv lige nu, og allermest fordi, jeg oplever "emnet", som tabu.
Jeg talte kort efter i telefon med en god barndomsveninde. Hun kunne fortælle om det samme, og Rikke og Frederikke kunne også suplere i kommentarene.
Jeg håber ikke, det virker voldsomt for andre og for kommende forældre at læse, for det er jo ikke for at skræmme, jeg har skrevet om det. Mere for at fortælle, at tingene ændrer sig, og det kan være voldsomt at opdage.
Heldigvis er det langt fra sikkert, at det er til det dårlige, tingene ændrer sig tværtimod.

Vi er igen på "talesammen og levesammen stadiet", men jeg ved også, at tingene skal have sin tid, og som før skrevet at vi vil opleve det igen. Nu har vi bare en erfaring, som forhåbentlig kan hjælpe os videre.

Ægteskab til forældreskab=?

Tingene har ikke ændret sig så meget herhjemme i in lille familie. Jeg synes stadig, det er svært at finde rundt.
Jeg fik udleveret en bog, da jeg ventede mig. Lidt tilfældigt endte jeg med at læse i den.
Under overskriften At være familie Der står bla. "det er svært at koncentrere sig om hinanden og få talt sammen. Det er som hele tilværelsen af og til bliver noget usammenhængende. Somme tider kan det virke dybt frustrende..."

Hvor kan jeg 110 % skrive under på, at sådan kan det i aller højeste grad være at blive til en familie.
Vi diskuterer mere, end vi egentlig taler sammen. Det er som om, at det er nemmere at anfægte den anden, end det er at tale om de gode ting.
For der er mange gode ting for os lige nu. Vi har fået vores lille trold, og han er enorm mild, som gør, at mange ting fungerer i vores hverdag. Amningen fungerer også rigtig godt, og han stortrives.

Men det fungerer bare ikke lige optimalt mellem os. Det er som om, at dem vi var, før troldens ankomst, de er forsvundet. Sådan føles det. Jeg ved godt, at de stadig er der, men måske bare trådt i baggrunden for en stund.

En ting er at vide, at det er almindeligt at gennemgå denne fase, når man er blevet forældre, noget andet er, hvordan man bliver påvirket følelsesmæssigt.
Jeg bliver i den grad påvirket af det(og måske heldigvis). Jeg er så træt af at vende hvert enkelt ord. Det er sådan det er lige nu. Ydeligere er der bare den underlige afstand.
Jeg kan slet ikke forstille mig, at vi var selvsamme par, der sammarbejde sig igennem fødslen for slet ikke at tale om hele denne graviditet.

Det er i den grad ikke logisk i mit hoved. Vi er velsignet med det, vi så brændende har ønsket os og slidt for i over tre år. Så har vi det i vores liv, og istedet for at nyde det og leve livet, så skændes vi i stedet for.
Det giver ikke meget mening vel???

Der står også "Derfor skal i ikke fortrænge det og bagatelisere det, der er besværligt. Tal om det..."
Åh jo det er jo et godt råd, og det ville også være mit eget svar, hvis jeg var blevet spurgt, hvordan vi ville løse det, før jeg var blevet mor. Men for pokker da, hvordan skal vi kunne tale om det, når kommunikationen svigter mellem os, og man læs jeg bare er træt af at skulle tale og tale?????
Det ændrer jo åbenbart ikke lige det helt store lige nu alligevel!

Svært at navigere

Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal starte dette indlæg.
Egentlig så handler det om, at jeg igår oplevede verdenen på en lidt anden måde, end jeg har gjort hidtil efter troldens ankomst.

Et eller andet sted er jeg stadig glad og lykkelig for at være blevet mor. Men samtidig blev jegigår også ramt af en underlig følelse af ikke at slå til.
Det startede med, at D.D aftalte et besøg her af et vennepar til spisning. Først var jeg uening i spisningen og forslog, at de kunne komme til kaffe. Et eller andet sted er det et barselsbesøg, og derfor synes jeg godt, at man kunne "nøjes" med kaffen. D.D mente ikke, vi kunne være bekendt kun at invitere til kaffe. Jeg gav mig og det blev til middag. Men ydeligere aftalte han ved 17 tiden med dem, og han er normalt første hjemme lidt over 17 afhængig af trafikken. Så var det, at jeg fik en kortslutning.
Det var egentlig ikke det, at de kommer til spisning, eller at jeg var uening med D.D. Pludselig blev jeg bare usikker, og blev panikken for at D.D ikke ville være kommet hjem, så jeg skulle modtage dem alene med måske et skrigende barn på armen.
Det er enormt overvældende for mig pludselig at mærke denne usikkerhed. Generelt er jeg rigitg god til at multitaske, og hvis det var før i tiden, ville jeg kunne være rolig og lade dem selv komme ind ad døren, mens jeg tog mig af mit grædende barn. Eller sådan ville jeg ihvertfald have tænkt det før i tiden.
Nu er det jo slet ikke sikkert at situationen opstår, og hvis den gør, behøver det jo ikke at blive til et drama. Men det er heller ikke det der er min pointe. Pointen er den pludselige opstået usikkerhed omkring mig. Hvor faen kommer den fra?????
I weekenden fik jeg også et tudeflip, fordi jeg ikke følte, at jeg var en god nok mor for trolden og kone for manden????
Det har ændret noget uforklarligt i mig rrent følelsesmæssigt at blive mor, og det er som om, at tingene slet ikke kan forenkles mere ihvertfald ikke i mit hoved.
Jeg synes, det er enormt svært at navigere rundt i mig selv. Det ersom om, at jeg ikke ved hvem jeg er. Eller det gør jeg, men jeg føler mig ikke helt som M.S og heller ikke helt som mor. Hvordan mon jeg får forenet de to???

Samtidig har forholdet ændret sig mellem D.D og mig. Det er som om, at vi de sidste dage ikke har været helt så gode til at kommunikere som ellers. Vi taler sammen og råber ikke af hinanden. Men mest føler jeg nok lige nu, at vi går forbi hinanden. Vi prøver at finde ud af os selv og har lige nu ikke overskuet til at finde ud af, hvor den anden er.
Den udfordring kommer bag på mig, jeg føler næsten at jeg mister ham.
Måske er vi også ved at sige farvel til "det gamle forhold" fra før vi blev forældre for at kunne sig velkommen til vores nye forhold som forældre, hvor trolden har givet os en helt ny dimmision i livet?
Jeg vidste bare ikke, at det skulle eller ville gøre ondt på den måde, og jeg havde aldrig forstillet mig, at noget ville ændre sig på den måde mellem os.

3 uger

gammel er min lille trold.
Han vokser og vokser.
Det er vildt, som han udvikler sig. Han har et par gange vendt sig om på siden, måske er det en tilfældighed, men hvis man holder sine hænder under hans fødder, når han lægger på ryggen, så gør han det altså også!!!
Idag vendte han for første gang hovedet selv til siden.
Han er meget bevidst i vores kontakt og god til at holde øjenkontakten.
Han er vild med at se sig selv i spejlet, når han ligger i sin kravlegård.

På mandag starter D.D job igen, og vi får igen en ny hverdag herhjemme bare trolden og mig. Mon ikke vi kommer til at føle det lidt tomt de første dage????

Så har jeg fået invitation til mødregruppe. Jeg er spændt på at se, om det er nogle mennesker, jeg kan have noget til fælles med.

Jeg vidste ikke

At det er almindeligt, at nyfødte drengebørn godt kan tisse lidt blod i deres første dage. Det gør de, fordi det hele skal i gang!
At spædbørn kan gylpe/kaste lidt blod op i starten, fordi moderens bryster har haft sår og derfor blødt lidt!
At der kan/må godt gå 10 dage, hvor spædbørn ikke har afføring, hvis de får bryst. Endvidere en tommelfingerregl der siger, at de bare skal have afføring en gang om ugen!

Man lærer hele tiden og heldigvis har jeg her mulighed for at give det videre til andre!

Underlig følelse

Jeg sluger stadig min lille dreng råt i døgnets 24 timer. Jeg/vi er dog så småt begyndt at vende tilbage til den civilicerede verden igen.
D.D har stadig en uges barsel tilbage, og det nyder vi alle tre.

Jeg er også ved at "affinde" mig med min vante krop igen. Det var meget mærkeligt, da jeg kom hjem fra sygehuset. Dels at have en lille baby ved mig heruden for min mave, men også at have et normalt liv igen uden opkast og kvame.
I så lang tid og i så mange timer, har jeg ligget på sofaen og kastet op, og nu er der ingenting, nu kan jeg bare spise. Det mest mærkelige er faktisk, at jeg ikke tæænker over det. Graviditeten kan jeg heller ikke huske som ikke den bedste del i mit liv. Den er mere som bare neutral for mig. D.D mener, jeg skal undersøges mentalt:-) Når jeg tænker på graviditeten, er det i forbindelse med, at min lille guldklump lå derinde, og at han er det hele værd.

Faktisk er det ført nu, jeg ikke er misundelig på alle de gravide. Ja det lyder nok lidt mærkeligt men sådan er det altså for mig. På sygehuset kunne jeg faktisk blive misundelig på dem, der havde født efter mig, og på dem, jeg vidste stadig ikke havde født. Jeg tror, det er fordi, jeg ved alt det gode, de har til gode endnu.
Jeg er stadig vild med den fødsel, og hvis du spørger mig lige nu, kommer der ikke til at gå år, før vi hopper på den igen.
Det er som om, at jeg slet ikke kan få nok af det. Det var faktisk lidt øvagtigt at pakke størstedelen af mit graviditetstøj ned igår. Det ryger ikke langt væk:-)

Samtidig så har jeg/vi det også sådan, at selvfølgelig kommer der til at gå lang tid, før vi igen går igang med behandling, men det er kun fordi, vi udelukkende vil nyde vores lille guldklump nu, og at tiden ikke skal gå fra ham.
Jeg kan jo ikke rigtig vide mig sikke på, hvordan garviditeten vil forløbe næste gang????!!!