Sådan må det være!

Tak for Jeres omsorg og forrige kommentar.

Jeg har taget en beslutning. Jeg står af i forhold til omverdenen.
Det vil sige droppet (og den kamp det indebærer), og akkupunktturen. Jeg har enorm meget lyst til at sætte dem på plads, men jeg ved også, at det koster kræfter, som jeg bare ikke har lige nu. Kontakten med dem eller mangel på det samme giver mig så mange negative oplevelser, og det har jeg ærligtalt ikke brug for lige nu.
Derfor sætter jeg det hele på pause, og møder bare op til de sidste tjek hos jodermoderen og min læge.
Måske en dag, når jeg har mere overskud vender jeg tilbage til dem. Men lige nu helliger jeg energien og tiden til mig selv og min mand på den gode måde.

Hvis der opstår en situation igen, hvor jeg ikke kan undvære dem, så må vi tage det derfra.
Eller hvis Spirren begynder at drille igen, så tager vi selvfølgelig gerne afsted igen

Kaos i mit hoved

Jeg har så mange tanker i hovedet.
Jeg har haft en dum dag igår. I det hele taget skal der ingenting til, før jeg bliver ramt indeni, og så kommer tårene væltende.

Jeg skulle have det sædvanlige drop igår.
Jeg hader at troppe op på sygehuset, når jeg skal tankes op. Hver gang eneste gang skal jeg forklare og fortælle om mit forløb, og hvorfor jeg har brug for droppet! Det bliver aldrig en vane for mig, og hver gang får jeg følelsen af, at der er noget galt med mig, at jeg er et mennesker, der bare bruger det for at få opmærksomhed. Jeg føler mig så forkert og faktisk flov over, at jeg har brug for denne behandling. Det gør mig så pokkers usikker hver gang. Når de står der og kikker på mig, mens de måbende spørger til, hvorfor den løsning er valgt!
Igår var der så mange ambulante, og da jeg ikke lige er fødende eller har veer, bliver jeg naturligvis rykket bag i køen. Det er i sig selv ok, men det er ikke ok, når de stiller spørgsmålstegn til min behandling og får mig til at føle forkert i at dukke op, bare fordi de har travlt.
Hen til mig kommer denne jodermoder nærmest i en anklagende tone "er der egentlig nogle læger involveret" "er der taget blodprøver" "hvor længe skal du egentlig blive ved med det drop" og sådan fortsatte hun, men hun lige skulle gøre maden klar. Jeg følte mig ensom og magtesløs, og tårene pressede sig på. Jeg besluttede mig for at gemme tårene og fik istedet spurgt hende om hun havde læst min journal, får der burde det hele egentlig stå. Det måtte hun så svare nbej til, for det havde hun ikke lige haft tid til.
En anden jordermoder kom til mig, og hun tog i det mindste ansvar for situationen. Hun beklagede, at der ikke var fyldt op på journalen, men at hun ville sætte styr på den nu.
Jeg fortalte hende om, at jeg plejede at få taget blodprøver først og derefter drop. Men at jeg havde haft det rigig godt den sidste uge, så jeg måske ikke behøvede det.
Så aftalen blev blodprøve først, og så ind senere hvis blodprøverne viste, at jeg manglede noget.
Det dejlige er så, at mine tal var meget fine, og det er jeg selvfølgelig glad for.

Men det viser også at min intuition er rigtig, og at den har været det de andre gange, da blodprøverne viste, at jeg manglede!

Åh hvor er jeg træt af, at skulle overbevise, det er jo for fanden i panden mig der ved bedst.
D.D blev sur på dem, da jeg fortalte om det. Som han siger, har de slet ikke forstået, at du får det for at undgå, at det går galt igen, nu har vi prøvet det så mange gange. Han insisterede på, at vi skulle ringe til min egen jodermoder, så hun kunne få det noteret i min journal.
Men ak jeg orker sgu ikke mere, og vil hellere blive syg igen end at skulle kæmpe mere med dem!

Til sidst ønskede jeg bare, at jeg ville føde imorgen.
Det er som om, at det ingen ende vil tage.
Jeg er havnet i en ond cirkel. Kan ikke lave meget herhjemme af det huslige på grund af plukveerne, og hvad er det lige jeg er for min mand i øjeblikket?
Han siger, at jeg er super, og at jeg bestemt ikke er nyttelyst, selvom jeg føler det sådan.
Han siger til mig, du er jo gravid og du bærer vores barn, så gør jeg gerne alt det andet.

Jeg har brug for en pause fra at føle mig som en belastning for andre, men jeg aner ikke, hvordan jeg kommer ud af de her følelser.
Samtidig er jeg hunderæd for at miste Spirren, når jeg har født.
Jeg ved, jeg gentager mig selv. Men jeg troede, det var så meget mere overskueligt, når jeg blev gravid om ikke så, når jeg havde født.
Men jo tættere jeg kommer på fødslen, jo mere angst og panisk bliver jeg egentlig for det hele.

Barselsbesøg

Vi har igår været på barselsbesøg. Første gang i tre år, hvor jeg ikke var misundelig eller ked af det i forbindelse med et barselsbesøg.

Det jeg tænkte mest på var faktisk, at det lille barn havde ligget isin mors mave i så lang tid og var nu kommet ud.
Jeg var så forundret over, hvordan det lille menneseke kunne ligge sammenkrøllet i maven på sin mor.
Straks tænkte jeg selvfølgelig på Spirren, og at den også må ligge lidt sammenkrøllet.
Jeg forstår faktisk slet ikke, at det overhovedet er muligt at føde så stort et hoved og en krop. Av for fand.. siger jeg bare....

Det føltes så urealistisk, at det næste gang er os, der sidder med et lille barn i armene!
Jeg fatter det faktisk ikke, mon jeg gør det, når jeg har født?????

Kønnet???

Kønnet kender jeg ikke via en scanning.
MEN min intuition siger konstant en pige. Når jeg har prøvet de forskellige ting som pendul og kinesisk kalender, så viser det en pige.
Ydeligere har kvalmen også været en stor del af min graviditet, og så har jeg drømt det fire gange, at det blev en pige og aldrig en dreng.
Men altså jeg ved det jo reelt ikke!

Spirren er blevet meget livlig her i den sidste uge, formentlig fordi jeg har slappet så meget af. Desværre er smerterne i underlivet blevet mere intense og værre, end da de startede i sidste uge.
Der er ingen problemer, når jeg ligger ned, men så snart jeg går bare en smule, så kommer de væltende. En gang imellem er de meget voldsomme, så de trækker tåre frem. De vare i 5-10 sekunder og forsvinder igen som regl.
Jeg har tænkt på, om det måske kan være underlivsbetændelse, jeg kan ihvertfald ikke få det til at stemme med, at det skal gøre så ondt.
Men så længe, jeg kan mærke Spirren, så bekymrer det mig ikke vildt meget.
Men imorgen skal jeg til jordermoder, og så vil jeg tage en snak med hende.
Det er sikkert de plukveer, problemet er bare, at maven bliver hård, men jeg synes ikke, at jeg kan mærke det som sammentrækninger kun som smerte.
Kamn man have plukveer på den måde????

Update
Smerterne er en kombination af plukveer og et overbelastet bækken!
Jeg skal have en henvisning til en fysioterapeut, som formentlig vil kunne hjælpe mig med nogle øvelser.
plukveerne e stadig ok, så længe de ikke er reglmæssige.
Jeg glæder mig til nummer to en gang. Så vil al min erfaring komme mig til gode:-)

Livlige Spirre

Jeg er sgu så glad.
Jeg har slappet meget af på alle niveauer, og det ser ud som om, at det har en rigtig god virkning på plukveerne.
Det er dejligt. Egentlig tror jeg den størte hjælp har være roen. Der indfandt sig en overvældende ro i mig, igår dagen efter, jeg havde fået kørt strimmelen og fået af vide, at alt var tip top.

Spirren må også kunne have mærket det, for den var om nogt livlig igår og stort set hele dagen.
Da vi havde spist, sparkede hun pludselig, og gæt hvad, jeg kunne tydeligt mærke en lille fod.

Det fik mig næsten til at græde af glæde. Den oplevelse var så fantastisk og så intens. Jeg følte mig så tæt på mit lille barn inde i maven.
Det fik mig samtidig til at smile over hele hovedet. Jeg kunne skrive om det i timevis, det var så stort så stort at opleve suk. Og misandten om jeg ikke fik lov at opleve det igen, da jeg var gået i seng.
Det er første gang, jeg har mærket og oplevet noget så stort i min graviditet.

Ydeligere har jeg nu haft tre kvalmefrie dage. Optankningen hver 14 dag, ser ud til at virke.

Åh altså kan man være mere glad og tilfreds i sit liv lige nu, når man er, hvor jeg er? nej vel:-)

Rigtig god weekend til jer alle........

Plukveer!

Tak for jeres støttende kommentarer.

Jeg har masse af plukveer. V blev taget imod af en meget sød jordermoder, som har været det i 40 år.
Hun taklede os og mine bekymringer, lige som jeg havde brug for.
Jeg er glad for, at vi tog derned.

Jeg fik kørt en strimmel, og jeg har masse af plukveer. Men de havde ikke påvirket "fødekanalen", alt var som det skulle være ellers. Spirren havde det godt.

I forhold til plukveerne er det ok at have dem nu og vist også lidt almindeligt. Det eneste jeg ikke må, er at få reglmæssige plukveer, så ville de se mig straks.
Så det jeg skal gøre, er at tage det med ro og ligge mig og slappe af, når plukveerne kommer. Hvordan mon jeg snart kan slappe mere af:-)

Når men ihvertfald har jeg fået ro i sjælen, og jeg er glad for, at jeg fulgte min intuition, som I også råder mig til.

Go`nat til jer alle...

Sårbar eller tudeMarie????

Jeg ringede for kort tid siden til fødegangen. Jeg ved, de har altid meget travlt, og det er let at føle, at man forstyrrer, hvis man ringer til dem.

Måske derfor har jeg ikke haft ringet i eftermiddag. Men da D.D kom hjem og smerterne i underlivet er tiltagende og som begyndende menstrationssmerter, synes vi, at det var bedst at ringe.

Jeg frygtede, at jeg ville komme til at føle mig som et unødvendigt problem. D.D overbeviste mig om, at det var jeg ikke, og at det var bedst at ringe, så det gjorde jeg.

Og så skete det, en stram jordermoder tog telefonen, og lod mig forstå at hun var presset. Hun fik mig i den grad til at føle mig forkert, og jeg fortrød inderligt, at jeg havde ringet op. Jeg fortalte om situationen, sagde at jeg synes, at Spirren var lidt mere aktiv her til aften, men maven stadig var hård og de tiltagende agtige menstrationssmerter!
Hun sagde i en hård tone, ja ok men det er fordi, vi har meget travlt. Jeg sagde til hende, det ved jeg, og jeg ringer også kun, fordi jordermoderen bad mig om det, og fordi jeg har fået flere smerter.
Hun bad mig komme forbi ved 19-20 tiden, så ville hun se, hvad de kunne gøre. Men det var plukveer.
Hun nåede lige at sige, ok, inden hun hastigt smed røret på.

Bagefter tuede jeg. Jeg gidder sgu ikke mere, og slet ikke at få så stram en tante i røret. Jeg kan jo ikke gøre for, at de har travlt.
Jeg kom i den grad i tvivl, om det var forkert, at jeg havde ringet???

Det er lige præcis de oplevelser, der gør, at jeg en anden gang bare inorerer smerter og ligende.

Hvor fik hun mig til at føle mig som et kæmpe problem, og at det jeg ringede om var bageteller???
Måske er jeg bare en tudeMarie, og ingenting skal til at vælte mig.
Men jeg skal vel reagere, når det gør så ondt, skal jeg ikke???????

Kom nu Spirre please vær`aktiv bare lidt

Det er så hårdt, når Spirren driller mig. Det har den gjort siden igår aftes.

Min mave har været stenhård, og jeg mærkede kun Spirren svagt, da jeg gik i seng.
Spiste en is her til formiddag, og den sparkede svagt. Men langt fra, hvad den plejer.
Ydeligere har jeg haft ondt i underlivet både igår aftes og lidt idag.
Jeg kan ikke lide den stenhårde mave. Få gange bliver den blød hvorefter at blive hård igen.
Det gør ingen forskel om jeg går rundt eller ligger ned.

Jeg har prøvet med iskold vand og skubben til maven.
Jeg fik koldsved, og tankerne begyndte at køre i mig til middag.
Så jeg ringede til min jordermoder. Hun synes, at jeg skulle hvile mig og så tage på sygehuset i eftermiddag og få kørt en strimmel , hvis ikke den er vågnet lidt op iden da.
Hun var ikke bekymret, men synes jeg skulle gøre det, så jeg kunne se, den havde det godt.

Så nu prøver jeg at slappe af og få tiden til at gå.
Jeg kan ikke falde i søvn, og jeg er så bange for, at jeg aldrig får lov at møde min guldklump levende.
Jeg er ikke bange for at gå i fødsel nu, men jeg er bange helt ind i hjertet for, at den dør.

Kan den hårde mave være plukveer??? og hvorfor er de der hele tiden.
Hvor er det dog svært at få beroliget mig selv.
Jeg er så opbrugt psykisk, og græder hvert øjeblik, for jeg orker sgu ikke mere nu.
Jeg glæder mig sådan til, at Spirren bliver født, og at jeg ikke er alene om at mærke angsten og bekymringerne mere. Men at jeg til den tid også 100 % kan dele dem med D.D.