Det er lige præcis sådan det er

tænkte jeg, da jeg for lidt siden læste Miras indlæg på Søs blog idag.

Lige meget hvor ordentlig og samlet jeg fastholder mig selv til at være i forhold til vores første IVF forsøg, ja så kommer det bare op til overfladen, når det selv vil.

Jeg prøver at styre det, men opdager hver gang, at det er det, der styrer mig.
Gad vide om man nogen sinde få tillært sig at forholde sig til dette behandlingsmiljø og liv på en afslappet måde.

Lige nu synes jeg, at der er ubeskrivelig lang tid til tirsdag og alligevel ikke. Nu vil jeg bare gerne over på den anden side og være for alvor igang og alligevel ikke.
Jeg tør ikke 100 % at sige ja tak til de nederlag, der måske følger med....

Hvorfor skal det være sådan

Ja så er jeg der igen.
Jeg er lige præcis nået til det sted, hvor jeg bare bliver så skide nervøs.
Jeg skal scannes Tirsdag næste uge, og det er som om, at jeg bare har lyst til at hoppe af toget.
Det er så kaotisk for mig, at jeg ved, at jeg ikke kan styre de næste fem uger.
Jeg kan få hjertebanken og ondt i maven nu bare ved at tænke tanken om, at vi skal i behandling.

Jeg er glad for at være nået hertil, og at vi skal starte i behandling, men det hele ville bare være så meget nemmere, hvis jeg kunne hoppe udenom følelserne.

Hvordan skal jeg få en hverdag til at hænge sammen, når vi går igang. Det er ikke medicinen eller hormonerne, ej heller ægteskabet der bekymrer mig.
Det er angsten for, at vi ikke opnår en graviditet. Efter den kommer angsten for, at vi ikke vil nå det indenfor de tre forsøg.

Puha jeg føler mig så indespærret og jeg aner ikke, hvordan jeg skal kunne holde de næste fem uger ud.
Jeg vil bare af, jeg tør ikke at bevæge mig længere ind i ilden.
Mine talentløse ideer om at afdramatisere min indre virkelighed holder bare ikke en meter mere.
Puha Der er noget der strammer, måske er det kåben. Jeg mærker den om min hals. Please tag den af mig. Jeg er bange for, at den kan kvæle mig, og at jeg mister luften uden at opdage det først.
Den står bare på sidelinjen og griner af mig.
Hvorfor har jeg ingen kontakt med mig selv. Jeg føleler mig slet ikke som en del af dens spil.
Den har mig i sin hule hånd, og den har bare al for godt fat i mig.

Jeg vil have den af nu, jeg kan ikke trække vejret, og jeg har det som om, at jeg skal kaste op.
Den formår at flå alt ud af mig, nu hvor jeg skulle være fyldt med energi.

Tilbage

Så er jeg tilbage i blogland.

Desværre har jeg af personlige årsager måttet slette min gamle blog og starte op på ny.

Jeg har været væk i nogle dage, og det er meget overvældende at opleve al Jeres omsorg på tæt hold i form af mails osv.
Tusind tak for Jeres tanker. Hvor er I dejlige.

Alt i alt er det egentlig lidt svært for mig at kunne beskrive helt præcis, hvordan jeg har det.
Men hold da op, hvor er jeg heldig at være en del af et så stærkt fællesskab, hvor man bla. oplever et medansvar for hinanden, der strækker sig langt ud over det sædvanlige.

Jeg bliver nød til at gentage mig selv. Tak for jeres støtte og varme omsorg.... I er bare kanone tøser, og jeg er meget glad for at have mødt Jer.

Jubii vi er med

i denne runde.
Vi skal scannes første gang den 3 maj, og vi er lige nu vildt glade.

Jeg glæder mig til at komme i gang, og alligvel er det lidt underligt.

Juhuu

Menstrationen har meldt sin ankomst, og vi har tilmeldt os behandling for vores infertilitet.
Vi vil få svar imorgen eller dagen efter, om vi er med i denne omgang.

Update: har idag onsdag ringet til klinikken, da vi intet har hørt.
De ringer altid svar tilbage torsdag eller fredag !
Hmn tålmodigheden står sin prøve.