Blogdag

Som overskriften fortæller, skal denne post handle om at ses i blogland.
Jeg har af og til forstillet mig at mødes med andre i blogland. Jeg tror faktisk, at det kunne være ganske fornøjligt, hyggeligt og givende !
Nu kunne jeg skrive mange linjer om fordele og ulemper ved at ses. Men det gidder jeg egentlig ikke.

Jeg vil hellere kaste ideen frem på bordet og undersøge, hvor mange der har de samme tanker om at ses, for der må da være andre end mig !

PIGER ER DER STEMNING FOR AT SES I BLOGLAND ?????????

Bitte små fødder - bitte små strømper

De her strømper kaldte på mig i butikken.
Det gør babytøjet af og til, og normalt går jeg bare forbi det.

Men nu har jeg jo en anledning til at købe det, fordi jeg skal være moster igen :-)
Bare størelsen på dem kan gøre mig blød i knæene.

Ny blogger

er fundet på google.
Slå et smut forbi Monja - monja.smartlog.dk
Det er vist lang tid siden, hun sidst skrev på bloggen, men måske kan vi vække hende i blogland :-)

Opdatering

Ok jeg giver mig, jeg er vist helt normal i forhold til jeres kommentarer på mit sidste indlæg ;-)

Det er underligt, som tiden bare går helt af sig selv, og jeg har slet ikke problemer med at fylde den ud. Helt anderledes er det, end da jeg gik og ventede på dagen, hvor jeg skulle have taget graviditetsblodprøven.

Behandlingen har rykket sig i baggrunden nu, det har egentlig været det i en uges tid.
Jeg NYDER muligheden for at kunne drikke en kold øl. En brandert er tilmed også meget billig for mit vedkommende - en øl og det danser rundt for mig for en kort stund. Sådan går det, når man intet har rørt af alkoholiske drikke i lang tid.

Jeg er begyndt at kunne glæde mig til vores sommerferie, som vil være i udlandet. Det er først til August, men jeg glæder mig til at komme afsted og til at kunne samle energi til andet ISCI forsøg.
jeg har det godt med, at der kommer til at gå nogle måneder. Det føles rigtigt for mig. Nogen gange overvejer jeg at skubbe det ydeligere en måned. Om ikke andet så bare for at teste min psyke.
Vi taber jo ikke noget ved det, og vi har tiden med os.
Det vigtigste for mig er dog, at det ikke kommer til at støde sammen med tidspunktet for min søsters fødsel. Hun er sat til sidt i november, men mon ikke de ser dages lys en månedes tid før.

Jeg glæder mig stadig på at skulle møde mine to nye nevøer eller niecer eller måske en af hver, og til at jeg skal være moster igen. Det er en skøn rolle, jeg elsker.

Problemet for mig i øjeblikket er ikke, at hun venter sig. Men al den opmærksomhed hun for på sin graviditet. Det er fadme svært.

Jeg har det også lidt underligt i blogland. Ja undskyld, jeg håber ikke, at jeg rammer nogen, men i øjeblikket er jeg så misundelig på Jer gravide herinde i blogland, og det er en rigtig skodfølelse at sidde med.
I skal vide, at jeg under Jer det af hele mit hjerte, og jeg ved, at Jeres vej har været lige så lang omend ikke længere end min egen. Men for faen hvor jeg misunder Jer Jeres maver og beskrivelser af graviditet, jeg ønsker sådan, at det var mig.
Jeg håber, at I kan bære over med mig, for jeg glæder mig oprindeligt på Jeres vegne, men jeg måtte samtidig også bare have luft for mine skodfølelser!

Er jeg svær at forstå ?

Hmn har prøvet at formuleren og forenkle dette indlæg i hovedet, men det forekommer mig meget svært, så her kommer orderne bare i sin egen rækkefølge.

Jeg havde på en eller anden måde forstillet mig en del mere responds på mit sidste indlæg.
Jeg synes, det er mærkeligt. Mange gange kommer der en massse responds på indlæg, som jeg lige præcis ikke havde regnet med, og det modsatte.

Nu er det ikke sådan, at jeg går rundt og regner med, at få responds på min blog evig og altid. Jeg ved, at jeg på ingen måde kan forvente, at andre synes, det er interessant, det jeg skriver, eller at de gidder at bruge ord på det.
Det er min blog, og alt må så selvfølgelig derfor så også stå på min egen regning.

Men når det er sagt eller skrevet, vil jeg også sige, at jeg rent faktisk synes, at vi er gode, her i blogland, til at kommentere og ikke mindst støtte og hjælpe hinanden, idet omfang, der nu er muligt gennem nettet.

Måske endte jeg op med at undre mig, fordi jeg havde brug for at få bekræftet, at det er almindeligt at føle fiasko efter et mislykket forsøg !
Jeg synes selv, at spørgsmålet var klart, men måske var det kun klart for mig selv. Og måske er det ikke almindeligt for alle andre !

At være efterladt eller at opdage

Alle ting har vel altid noget andet med sig - godt som skidt.

Det her ISCI forsøg har haft en masse med sig undervejs.
Nu her 3 dage efter den negative blodprøve er jeg på vej op igen.
Min reaktion på den negative blodprøve var langt fra, som jeg havde forstillet mig det.
Jeg var overbevist om, at min verden ville smuldre om ikke andet så for en kort stund.
Det gjorde den ikke. Jeg var samlet. Det kom bag på mig.

Jeg, og D.D, var begge triste i onsdags, og jeg var sårbar og let til tårer.
Ingen ord eller oplevelser kunne fylde mit hul ud.
Det var som om, at dagen forløb i slowmotion. Jeg fulgte med den i mig helt eget tempo, og i situtioner var det som at være en zombie. De situationer, hvor jeg mærkede at være til stede var, når D.D holdt om mig, krammede og kyssede mig.

Det mærkelige er nu, at det mislykkedes forsøg i sig selv er kommet på plads, og jeg ved, hvornår vi starter op igen osv.

Men jeg er ikke selv kommet på plads.
Det mislykkedes forsøg har efterladt mig i mig selv på en mærkelig måde.
Det er som om, at jeg konstant minder mig selv om at være en fiasko.
Jeg leder næsten kun efter de dårlige ting eller fejl, jeg laver. Når det sker, rammer det mig med 120 i timen.

Jeg føler mig så FORKERT. Forkert fordi jeg ikke bare kan blive gravid, og at jeg ingen gang kan holde på æggene, der endda blev lagt op i mig. Enda to stk. så jeg havde to chancer.
Jeg ved, at jeg gjorde, alt det jeg kunne.
Men jeg føler stadig, at jeg forspildte chancerne.


Jeg havde aftalt at følges med D.D på vej hjem fra arbejde igår. Omstændighederne gjorde, at jeg kom senere afsted.
D.D ringede for at høre, hvor jeg var. Jeg fortalte, at jeg endnu ikke var kørt. Han var næsten nået hjem, og sagde at vi jo bare sås derhjemme så.
Jeg blev så ulykkelig, og jeg tudede. Jeg kunne ikke stoppe tårene igen.
D.D prøvede at trøste mig i telefonen, men jeg kunne ikke stoppe det.
Lige pludselig holdte det op af sig selv, og mit humør ændrede sig igen.
Jeg blev så ked af, at jeg ikke havde overholdt aftalen. Jeg tænkte, at ikke en gang det kunne jeg holde.

Lige meget, hvor hårdt jeg kæmper mig ud af det, så kommer jeg bare ikke længere end til at føle mig som en stor fiasko.
Mon det vil ændre sig igen, og er det mon normale følelser !!!!!

Negativ

blodprøve.
Alt føles lige pludseligt tomt for mig, og det meste bliver ligegyldigt.

Jeg føler mig lige nu som den største fiasko i verden.
Det skulle bare ikke være denne gang.

Gad vide om det ville være nemmere at vinde i lotto.

Vi venter med at gå igang igen til efter vores sommerferie i august !
Lige nu er jeg også ligeglad med det.

Jeg føler mig så snydt.
For en stund, havde vi chancen og stod med den i hænderne og lige pludselig blev den bare taget fra os igen.
Jeg synes, det er så uretfærdigt.
Hvorfor må vi ikke være forældre, når vi ønsker os det så højt!

Testedag

Ja tænk jeg er nået helt til den 15 juni, altså blodprøvedag, uden selv at teste.
Det er meget godt ikke :-)

Ok stadig intet blod. Så ja efter vores motto i blogland er der jo stadig håb.
Men dens udebliven kan altså stadigvæk være på grund af stikpillerne.

Jeg har fået taget blogprøv forkert blogprøve prøver lige igen blodprøve imorges.
I nat sov jeg rigtig dårligt, og vi kørte ved 6.30 tiden imorges. Det betød, at jeg var nummer tre i køen.
Så nu håber jeg, at de denne gang kan nå at sende svaret afsted til klinikken idag, så jeg ikke behøver at vente på svaret til imorgen.

For de interesserede kan jeg sige, at svaret kan vi ringe om mellem 14 og 15 !

Venter på ?

I de sidste 4 dage har jeg egentlig bare gået og ventet på min menstration.
Den er så ikke kommet endnu.
Det er blodprøvedag imorgen, og nu ved jeg egentlig ikke helt, hvad jeg venter på mere.

D.D tror på, at det er gode tegn, at menstrationen ikke er kommet endnu.
Jeg tør ikke tro på noget lige nu.

Nogen gange kæmper håbet sig dog op til overfladen for at blive der et par sekunder.
Det er også i de sekunder jeg drømmer om, at denne graviditet rent faktisk bliver til noget.
Men drømmene bliver hurtig kastet væk igen.

Jeg ville teste den anden dag, men D.D har ret. Det er kun blodprøven, der kan give os det rigtige svar.
Men testen, som ligger i skuffen, skriger højt og længe på mig, hver gang jeg bevæger mig forbi den.

Jeg havde i den føste uge ondt i underlivet dog mest i æggestokkene, og grunden gav ligesom sig selv.
Jeg har haft hovedpine et par gange eller tre.
Jeg har haft kvalme en gang.
Mine brøster er ej så ømme mere. De følger mit normale menstrationsmønster.
Jeg har ikke oppustet mave.

Og mest af alt føles alt bare dødt i min livmoder lige nu.
Jeg tror, jeg er en af de personer, hvor progestanstikpillerne holder min menstration tilbage.

Så har jeg gjort det igen

10 point til dig M !!!!!!!!!!

Idag har jeg fri, og hvad ender jeg selvfølgelig op med at sidde foran computeren og surfe rundt i blogland kun for at undersøge, hvornår man kan begynde at bløde....

Jeg håbede, at jeg kunne finde det svar, jeg ønskede mig. At jeg kunne få bekræftet, at jeg ikke ville begynde at bløde, hvis jeg klarede mig igennem første uge uden at bløde.
Jeg ved, at det tager æggene 3-4 dage at celledele sig færdig. Herefter bryder de ud af deres skal for at sætte sig fast.
Hvis ikke ægget sætter sig fast, vil det blive tilintetgjort af kroppens egne indvendige funktioner. Det man bløder er derfor ikke ægget i sig selv men slimhinden.
Så det logiske for mig var, at hvis man ikke bløder i den første uge, så må ægget jo have sat sig fast ik !.

Men nej så enkelt er det selvfølgelig ikke, fordi progesteronpillerne kan tilbageholde menstrationen eller det omvendte.

Er jeg lost eller hvad.
Jeg har allermest brug for bare at gå ud i den farge verden og komme videre. At bryde ud af mit eget fængsel, hvor det føles som om, at der bliver mindre og mindre luft at trække.
Jeg kvæler mig selv.

Imorges kunne jeg mærke mine ømme bryster - OG NEJ JEG VIL INGENTING HØRE OM, AT DET KAN VÆRE ET TEGN PÅ GRAVIDITET - som når menstrationen er på vej.
Jeg tænkte, så kom dog menstration, hvorfor skal du blive ved at holde mig for nar.
Hvis jeg alligevel skal blive ked af det, så lad mig dog blive det nu.

Hvorfor skulle det lige gå godt for mig.

Nu kører tankerne bare igen.
Jep jeg har gjort det igen - virkelig godt gået M.
Du forstå at gøre livet surt for dig selv.

Jeg har brug for hjælp, jeg aner ikke, hvordan jeg skal kunne komme videre herfra.

Mit kontrolproblem

viser sig så tydeligt for mig i øjeblikket.

Jeg har som barn haft et kæmpeansvar, der bestemt ikke var alderssvarende.
Som voksen betyder det, at jeg har svært ved dels at give mig selv lov til at få omsorg både af mig selv og andre, men også at jeg sætter enorme store krav til mig selv.
Det er svært for mig at blive tilfreds, og sværest er det for mig, at blive tilfreds med det jeg udfører. Mine krav til mig selv fortæller mig, at jeg sagtens kan gøre det bedre.

Siden ægoplægningen har jeg prøvet at kontrollere, at det gik godt.
Jeg delte denne ventetid op i dage, og sagde til mig selv, når vi nåede dertil, ville jeg blive rolig og slappe af.

Men jeg kunne ikke slappe af, for hver gang jeg nåede til enden, af det jeg havde planlagt, opdagede jeg bare, at det startede påny.
For hvergang det startede påny, blev jeg bare mere presset.
Til sidst tog jeg mig selv i, at opbygge en verden herhjemme i hulen.
Jeg fik overbevist mig slv om, at jeg jo måtte opholde mig her, og egentlig kun her, hvis /når jeg begyndte at bløde. For hvis eller når det skete, så ville min verden styrte i grus. Det her forsøg blev liv eller død for mig.
For hver dag der gik, pressede jeg citronen, og tårene hobede sig bare mere og mere op.

Men faktum er, at jeg gør jo det bedste, jeg kan. Jeg tager pillerne, jeg spiser fornuftigt, jeg nyder ikke alcohol eller vin, og jeg overbelaster ikke min krop.
Jeg har ingen indflydelse ellers på, hvordan det videre vil gå basse 1 og basse 2.
Så derfor har jeg ændret mine indre planer endnu en gang.
Jeg prøver at ligge mærke til, alt det andet der også sker rundt om mig og for mig.
Jeg prøver ikke at ignorere frygten for at begynde at bløde, for det kan jeg alligevel ikke lade være med at frygte helt.
Men det er som om, at frygten fylder meget lidt de dage, hvor jeg har turde givet slip. Give slip på ansvaret for, om basserne bliver hos, og turde kaste mig ud i troen på, at jeg ingen indflydelse ellers har på det. At det nok skal gå, selvom jeg ikke hver dag anstrenger mig hårdt for at få det til at gå.

Jeg begynder langsomt at tro på, at det er godt nok, det jeg gør hele tiden.

Av

Det er en af de dage, hvor alting synes at gøre mere ondt inden i mig.
En af de dage, hvor jeg bare ikke kan overskue det mere.
En af de dage, hvor jeg føler og frygter at gå i oplysning og at gå i stykker.
Og en af de dage, hvor jeg bare græder, græder og græder.
Lige nu er jeg træt.
Tårene og følelserne har kørt mig træt.

Jeg udstyrede mig med troen på og håbet om, at dette ville lykkedes.
Nu giver jeg op. Jeg kan mærke menstrationssmerterne komme snigende langsomt.

Jeg rammes af skyldfølelse og magtesløshed.
At blive mor synes lige meget og nytteløst for mig.
Måske har jeg kørt mig selv for hårdt i illussionen om på den måde at kunne holde angsten og smerten udenfor døren.

Men sådan hænger virkeligheden ikke sammen.
Det går op for mig, at der inggen måde findes i denne verden, hvorpå man kan beskytte sig mod angsten og frygten.
Situationen ændrer sig konstant.
Under udredningen var illussionen, at det hele blev nemmere, når vi nåede til enden.
Men så startede forsøget, og jeg overbevidste mig selv om, at når vi kom igang for alvor, så blev det nemmere.
Så kom vi igang, og jeg har indtil nu tænkt, at hvis vi nåede til en positiv blodprøve, så ville, der falde ro, og jeg kunne slappe lidt mere af.

Men sådan er det slet ikke vel, for pointen er, at situationenerne ændrer sig hele tiden, og der vil altid være grundlag for frygten og angsten i den her del af livet.
Når barnet er født, vil der opstå et nyt grundlag for frygten og bekymringerne.

Det kan meget let forenkles.
Men det er bare så helvedes hårdt at være i og at turde mærke, hvad angsten og frygten gør ved mig.

Ventetiden

Og hvordan er det så lige, man får de her 14 ventedage til at gå.
Ja de går jo helt af sig selv.

I nat var jeg op at tisse et par gange. Det gik ok, og angsten for at se blodet i trusserne har på nuværende tidspunkt heldigvis ikke meldt sig som min faste følgesvend.

Det første jeg tænkte på, da jeg slog øjnene op imorges var selvfølgelig basse 1 og basse 2 (navnene er hermed offenliggjort Rikke). På hvordan de havde det, og om de nu også var i fuld færd med at dele sig, som vi har aftalt.

Tankerne vil meget gerne kredse om flere dage ad gangen. Men jeg øver mig i kun at tænke i en dag ad gangen.
Det er RIGTIG svært, for noget minder konstant en om dagene, der kommer fremover.

Jeg er MEGET opmærksom på min krops signaler og synes at have lidt ondt i underlivet nærmere æggestokkene. Dog er det mest, når jeg sidder ned. Når jeg går rundt eller ligger ned, er det slet ikke det samme.
Jeg kæmper med panikken og angsten, der konstant prøver at presse sig ind foran mig.
Men jeg gør den faktuel og smidder den efterfølgende væk. På den måde går det ok et langt stykke hen ad vejen.

Jeg sover og drikker meget. Og jeg taler ofte med D.D om, hvordan jeg har det. Han holder mig i hånden hele tiden, og opfodrer mig til at fortælle ham om det, hvis frygten eller andet melder sig.
Det er dejligt, fordi det er med til, at jeg igen kan komme af med den.

Ægoplægning

Skal gerne foregå idag.
Aftalen er, at de ringer mellem 8 og 8.30, hvis der ingen æg er at ligge tilbage.
Jeg er overbevist om, at der er masse af æggebasserne, der har fundet sammen med sædbasserne og er blevet til guldæg.

Nu er der 15 minutter tilbage, jeg har dog en annelse sommerfugle i maven.


-------------------------------------------------------------

Jeg er lige kommet hjem nu....
og nej de ringede heldigvis ikke mellem 8 og 8.30.

Ud af de 19 æg, der var taget ud, var 16 befrugtet. 3 ud af de 16 havde delt sig.
Det ene have kun delt sig 2cellet.
Det andet havde delt sig 3cellet.
Det sidste havde delt sig 4cellet.
Det 2cellede gik til forskning, de vidste, at det ikke ville kunne overleve en nedfrysning.

De skal have delt sig 2-6cellet, før de lægger æg op, og de ser gerne, at de er 4cellet, dem der bliver lagt op.
Desværre er det ikke nok, at vores har delt sig til 3 og 4 cellet, for kvaliteten af ægget har ydeligere noget at gøre med, hvor mange forsnoninger, der er rundt om ægget. Her er det så, sæden har indflydelse.

Jeg har fået lagt de to æg op. Grunden til at lægen overhovedet ville ligge to æg op, er deres kvalitet.
Jeg spurgte på en skal fra 1 til 10, og de fik scoren 1/2.

Jeg havde nok forventet mere, eftersom jeg leverede 19 æg, som er langt over gennemsnittet.
Så jeg blev meget trist efter at have hørt resulstatet.
Som sygeplejesken sagde til os, så er labrietoriet meget skrappe, og de kaserer alle de æg, som de ikke tror, har en chance.

Hmn lægen havde hele tiden sagt et æg, men hun lagde to op. Det er selvfølgelig betinget af kvaliteten.
På den anden side, turde hun åbenbart ikke at lægge alle tre æg op !!!!

Jeg græd på vej hjem, vist mest fordi følelserne sidder ude på tøjet af mig i øjeblikket.
På vej hjem spiste vi en frokost. Vi skålede for overhovedet at være kommet hertil.
Jeg blev pludselig glad og fortrøstningsfuld.
Jeg er begyndt at forholde mig til dem - æggebasserne - og de har fået navne.
Jeg har lovet mig selv at tro på dem begge. Det skylder jeg mig selv og D.D.