Mit kontrolproblem

viser sig så tydeligt for mig i øjeblikket.

Jeg har som barn haft et kæmpeansvar, der bestemt ikke var alderssvarende.
Som voksen betyder det, at jeg har svært ved dels at give mig selv lov til at få omsorg både af mig selv og andre, men også at jeg sætter enorme store krav til mig selv.
Det er svært for mig at blive tilfreds, og sværest er det for mig, at blive tilfreds med det jeg udfører. Mine krav til mig selv fortæller mig, at jeg sagtens kan gøre det bedre.

Siden ægoplægningen har jeg prøvet at kontrollere, at det gik godt.
Jeg delte denne ventetid op i dage, og sagde til mig selv, når vi nåede dertil, ville jeg blive rolig og slappe af.

Men jeg kunne ikke slappe af, for hver gang jeg nåede til enden, af det jeg havde planlagt, opdagede jeg bare, at det startede påny.
For hvergang det startede påny, blev jeg bare mere presset.
Til sidst tog jeg mig selv i, at opbygge en verden herhjemme i hulen.
Jeg fik overbevist mig slv om, at jeg jo måtte opholde mig her, og egentlig kun her, hvis /når jeg begyndte at bløde. For hvis eller når det skete, så ville min verden styrte i grus. Det her forsøg blev liv eller død for mig.
For hver dag der gik, pressede jeg citronen, og tårene hobede sig bare mere og mere op.

Men faktum er, at jeg gør jo det bedste, jeg kan. Jeg tager pillerne, jeg spiser fornuftigt, jeg nyder ikke alcohol eller vin, og jeg overbelaster ikke min krop.
Jeg har ingen indflydelse ellers på, hvordan det videre vil gå basse 1 og basse 2.
Så derfor har jeg ændret mine indre planer endnu en gang.
Jeg prøver at ligge mærke til, alt det andet der også sker rundt om mig og for mig.
Jeg prøver ikke at ignorere frygten for at begynde at bløde, for det kan jeg alligevel ikke lade være med at frygte helt.
Men det er som om, at frygten fylder meget lidt de dage, hvor jeg har turde givet slip. Give slip på ansvaret for, om basserne bliver hos, og turde kaste mig ud i troen på, at jeg ingen indflydelse ellers har på det. At det nok skal gå, selvom jeg ikke hver dag anstrenger mig hårdt for at få det til at gå.

Jeg begynder langsomt at tro på, at det er godt nok, det jeg gør hele tiden.