Tuesday, May 29, 2007

Når det bedste ikke er godt nok!

Jeg er vokset op med "at hjælpe andre er det rigtige". Endvidere at hjælpe andre frem for dig selv. Det har jo aldrig været et bevidst valg fra mine forældres side tværtimod, det er bare det de (nok mest min mor) er vokset op med og har lært gennem sin barndom.
Det afføder en masse ting hos mig som voksen efter jeg selv er blevet mor. I over 30 år har jeg set et billede af, via mine forældre, at det var vigtigt at være klar, når andre bad om hjælp, trods det, at det måske ikke lige passede ind i mine forældres hverdag, da der blev bedt om hjælpen.
Jeg kommer også fra en familie, hvor man hjælper hinanden. Det forventes måske ligefrem i det skjulte, at man hjælper, når andre har brug for det. Til gengæld kan man også altid regne med hjælpen fra de andre, man kommer aldrig til at stå alene. Det betyder også at min familie er meget socialt anlagt også helt ud i mine "mosterled". For sådan har det formnetlig været tilbage i min mors barndom og opvækst.
Det er en masse godt i det, men der er også mange dårlige ting.
Det har taget mig en del år for det første at finde min grænse og derefter at lære at sætte den over for andre. For med det stærke sociale sammenhold bliver grænserne hurtigt rykket og nogen gange helt usynlige, det blev de ihvertfald for mig. Eller jeg har jo godt vist og kunne mærke, når de blev overtrådt, men det var svært for mig at håndhæve grænsen, ved fx. at sige nej til en, der ønskede min hjælp, selvom det ville betyde, at jeg måtte tilsidesætte mig selv. For hvis jeg trak grænsen og fx. sagde nej til vedkommende, så blev følelsen inde i mig "at være forkert". Det var også en gang en kollega, der lånte 100 kr af mig til en julefrokost. Han glemte det sidenhen, og jeg fik faktisk aldrig sagt til ham, at han skyldte mig dem. For i mig var det ikke ok, at tage retten til at få mine penge igen, det var forkert at kræve mit! Så var det nemmere og mere rigtigt at sige når vel pyt og vente på, at han selv kom med dem. Det gjorde han selvfølgelig aldrig!
Jeg er også vokset op med at yde mit bedste og knokle for tingene, at det ikke var ok og sætte sig ned og sige, nu kan jeg ikke mere, eller nu holder jeg lige en pause og samler kræfter. Nej op på hesten igen og derud af, det var det rigtige.
For mig idag betyder det for det første, at jeg har udviklet en enorm figtherånd, jeg får altid det, jeg har besluttet mig for at ville have. Fx. med det nye job, da jeg læste jobannoncen på nettet, sagde jeg til D.D, det job vil jeg bare have, og jeg fik det. Det er en gave for mig at kunne figthe mig til tingene. En gang fik jeg faktisk en figtherpokal i en sporstgren, fordi dommerne var så imponeret over min evne til at ville vinde hele stævnet:-)
Men den evne har også nogle bagsider selvfølgelig. En af dem er, at jeg bliver forkert, hvis ikke jeg kan "gøre det færdigt", det jeg er i gang med.

Det er lige præcis, det mit indlæg handler om idag. Min barsel er slut imorgen, og D.D tager over i tre måneder. Jeg under ham det af hele mit hjerte og jeg glæder mig til, at trolden nu skal have alle de intense oplevelser med sin far og omvendt. Men inden i mig, har der været og er der til dels, en følelse, der siger "du er ikke god nok nu, for en god mor forlader ikke sin unge, før den er flyvefærdig".
Det lyder måske nok totalt åndsvagt og skævt for andre og jeg der læser, men ikke destro mindre er det sådan det har været i min virkelighed - i mit hjerte og sind. For i min hjerne er det jo ikke virkeligheden. I det her tilfælde er mit sind, det lille barn, der lærte i sin barndom at det ikke er godt nok, hvis det ikke er perfekt, eller hvis det kunne have været bedre. Min hjerne som i det her tilfælde er min voksne person ved jo godt, at det lige præcis er det bedste. At jeg M.S gør det bedste enda både for mig selv mit barn og min mand. Jeg arbejder hårdt hver dag, og har gjordt det i de sidste par uger med at få mine to viirkeligheder samlet, så jeg kan bliver ok, med at slutte min barsel og begynde på arbejde.
Jeg ved det er vigtigt at arbejde med, for hvis ikke det blvier rigtigt for mig helt derinde i hjertet, så bliver det ikke nemt for D.D at tage over. Overleveringen skal være god, så de kan få en god start.
Jeg ved også, at det er vigtigt at bryde mit møsster fra opvæksten, for hvis ikke jeg gør det nu, så giver jeg det jo videre til min søn, og det VIL jeg ikke.
Men for pokker da, hvor er det svært at bryde gamle mønstre og erstatte dem med nye, og det koster bare så meget energi på så mange måder!
Nu ved jeg, hvorfor ens egen barndom pludeslig bliver så tydelig, når man selv er blevet mor. Det er fordi, det "piller" ved noget helt derinde i dit hjerte og alle de systemer, du er og bruger hver dag.
Jeg er glad for at kunne mærke dem, og at jeg har styrken og viljen til at ændre på dem, så jeg kan give noget andet og forhåbenligt bedre til min søn.
Jeg vil lære ham, at han er god nok, som han er. At han ikke behøver at yde det optimale (uopnålige) hele tiden for at være god nok. At der er ok ikke at kunne slå til hver gang.

Wednesday, May 23, 2007

Hurra

Sikke en fantastisk dag det er idag med det skønneste vejr:-)

Monday, May 21, 2007

Overtid opdate

En klog kvinde sagde igår til mig "kan det ikke være fordi, du måske stresser lidt med nyt job og skal væk hjemmefra din lille unge" Jeg havde slet ikke overvejet den mulighed, men en time senere meldte menstrationen sig atter på banen!
Jeg nåede da at få en lille stref af glæde over en eventuel graviditet, og den var helt gratis :-)

Sunday, May 20, 2007

Overtid!

Fuldstændig skørt at gå over tid, når nu min menstration har været reglmæssig på sekundet siden lillemandens fødsel.
Endnu mere skørt er det altså, at jeg i sekunder bilde mig selv ind, at jeg måske var blevet gravid sådan helt uden om behandlingen!!!!!!

Monday, May 14, 2007

I det lille hjem

går det rigtig godt.
Det har været godt for mig, at sørge over min barsel snart har sin ende, og at jeg skal til at have en helt anden hverdag med min lille unge. Jeg har vigtigst af alt givet mig selv lov til at være ked af det, når jeg havde brug for det, og jeg har kunne dele det med D.D.
Ydeligere har jeg haft farvelbesøg på det gamle arbejde, og det var en meget god og ordentlig afslutning. Godt for mig, for det er vigtigt for mig at få lov til at sige ordentlig farvel for at kunne sige ordentlig goddag til noget nyt. Jeg tror, jeg er noget halvvejs, jeg har stadig stunder, hvor jeg bliver lidt trist, men de fleste af stunderne er begyndt at være med glæde til opstart på den nye arbejdsplads. Jeg glæder mig til at udforske den og lære igen. Jeg ved det er et sted med mulighed for udvikling, hvad der er nødvendigt for mig. Jeg er sikker på det bliver godt.

Jeg glæder mig også så meget til at kommer hjem, og nu høre alle historierne om guldklumpens dag fra hans far, istedet for det er mig, der fortæller dem. Jeg af og til været væk nogle timer. Igår var jeg væk 5 timer, og jeg glæde mig som en gal til at komme hjem til min lille familie igen:-)
Det er det bedste at køre ind i indkørelsen og se far komme trillende med en glad dreng i klapvognen, hvor jeg dog elsker de to så højt.

Trolden går det også rigtig godt med. Han er nu begyndt at spise igen. Vi havde en lille uges tid, med lidty opkast og tynd mave og lidt appetit. Senere fandt vi ud af, at det var tand nummer to, der banede sig frem.
Han sidder nu selv, har gjordt det i nogle uger, så godt, så jeg godt kan gå væk fra ham, mens han sidder og leger på gulvet.
Han bakker også, når han ligger ned og vil meget gerne stå på alle fire. Hvis der så er noget spændende foran, så kaster han sig frem.
Så har trolden en meget klog mor :-) Han synes, at hans morgen skulle til at begynde klokken 20 i fem om morgenen. Det var moren bestem ikke enig i, og hængte derfor en sort dug op foran vinduet , hvor han sover. Det virker ganske godt, for nu sover han til 7-8 stykker. Det er godt for ham, for før blev han meget træt i løbet af dagen.

Så har jeg over de sidste tre uger begyndt at erstatte brystmåltidet med noget andet. Han får stadig en tår ved 5-6 tiden, når han vågner og sover igen. Så får han havregrød ved 8 tiden, og rugbrød igen ved 11-12 tiden, alt efter hvor længe han sover i barnevognen. Typisk sover han igen ved 14 tiden, og iden der får han et stykke frugt eller kiks eller ligende. Om eftermidagen får bryst og aftensmad ved 17/18 tiden. Klokken lidt i 19 bliver han puttet og får en godnat tår inden. Så vågnede han i lang tid ved 1 tiden for at få en tår, men det har han nu rykket til ved 3 tiden. Eftermiddagsmåltidet skal i næste uge erstattes med grød.
Jeg ved godt, han ikke har fysisk behov for bryst ved 3tiden om natten. Men vi har med vilje ikke givet ham vand istedet, da der i forvejen er blevet taget en del fra ham i løbet af dagen. Samtidig tror jeg, at han selv vil stoppe det, når frokosten med rugbrød også kommer til at køre rigtig godt. Han har jo allerede selv rykket det frem et par timer.
Planen er forsat at tilbyde ham en tår ved 5/6 tiden og den inden han bliver puttet, når jeg starter op på job igen.

I skrivende stund glæder jeg mig, og det er fedt at mærke den følelse igen. Jeg glæder mig over min dejlige familie, rollen som mor og til det der venter på mig derude lige rundt om hjørnet.

Friday, May 04, 2007

Tåre

Der sker mange ting for øjeblikket. Mest sker de inde i mit hoved.
Der er som om, at jeg for alvor, med fuld styrke, mærker nogle af mine grundsten. De følelser, der i min barndom blev lagt i mig og udviklet.
De er ikke alle rare, og det at jeg selv er blevet mor, har sat min egen barndom på rewind.
En af dem er følelsen "at blive valgt fra". Jeg opdagede for nylig, hvor godt, den føelse har fat i mig og egentlig altid har haft det. Men det er først nu, jeg gennem erkendelsesprocessen, for alvor mærker den. Den gør ondt og kræver mange tårer. Noget af mit forsvar i forhold til den følelse har været at lukke af. Det er også det der er sket på det sidste i forhold til D.D. Jeg vidste ikke, hvad det handlede om, og han vidste det ikke. Derfor har vi langsomt bare endt i dikusitioner og ligegyldighed overfor hinandens velvære. Vi har begge altid været eninge om, at det var ikke sådan vores guldklump skal vokse op.
I dag startede morgenn sådan. Heldigvis valgte vi, at tale om det, når lillemanden var puttet i barnevognen for at tage sin formiddagslur. Han sov, og mor og far fik talt og talt. Mest fik hans mor fortalt, hvor svært det i øjeblikket er inde i hendes hoved og sind. Far fik fortalt, hvad det gør ved ham. Sammen nærmede vi os hinanden igen. Jeg fik også grædt og grædt spandevis af tåre. Tåre over smerten at skulle mærke og erkende, at barndommen ikke helt har været som jeg i årenes løb har prøvet at overbevise mig selv om.
Det lettede, og jeg er så taknemlig og glad for den mand, jeg har. Han er det eneste menneske, der fuldt ud giver mig lov til at have det svært, når jeg har allermest brug for det.
Hvor jeg dog elsker ham for lige præcis det.

Wednesday, May 02, 2007

Jeg ved det jo godt

Det er mig, der skal give slip på min lille unge, og ikke omvendt jeg ved det jo godt. Tænk hvis tingene bare en gang imellem var lige så nemme at omsætte til handling, som de var at sige med ord!

Det er svært for mig at afslutte min brsel med min lille unge. Jeg arbejder med det hver dag, og jeg synes, at jeg er godt på vej allerede.