Anden bro

er passeret, og igår så vi et fint lille hjerteblink.
Alt så godt ud, og spirren var 9,7 mm stor:-)

Jeg er ikke i tvivl om, at den bliver der og kommer ud og hilser på sin mor og far til September.

Det meste bliver dog stadig overskygget af, hvordan jeg har det, og det er bestemt ikke blevet bedre. Det er dog som om, at jeg ikke kaster lige så meget op, når jeg ligger ned, så det er sådan det er herhjemme i øjeblikket.
Derfor kommer jeg heller ikke så tit forbi blogland lige i øjeblikket, men jeg tænker på Jer alle.

En dag ad gangen

Tusind tak for alle jeres hilsner, det varmer i den grad hos mig.
Det sidste dørgn har været et helvede. Jeg var syg fra 6 morgen til klokken 3 i nat.
Desværre fortsatte det, da jeg stod op.
Det eneste jeg med kamp kan holde i mig er sodavandsis, dem man selv fryser, så frysseren er fyldt op med dem.
Jeg har den sidste halve time været opkastfri. det er guld værd, og jeg er så, for det er en enorm befrielse at mærke.
Jeg er holdt op med at drømme om, at det forsvinder igen lige om lidt.
Jeg har forberedt mig på endnu små to måneder denne vej.
Hvis jeg er heldig, forsvinder det måske inden.

Om alt er, så er det bare som det er, og jeg ved, at jeg ikke kan lave det om. Min eneste mulighed er at tage en dag ad gangen. Når det er rigtig slemt tænker jeg på spirren, som jeg vil gøre dette for, lige så lang tid den har brug for det.
Jeg er så taknemlig for, at vi overhovedet er her.

Jeg var ved lægen idag. Han kunne som alternativ give mig noget mod kvalmen, men han vil helst ikke de første tre måneder. jeg vil også kun i allersidste nødløsning, så hellere være så syg, som jeg er end at risikere noget. Jeg ved det stopper en dag.
Forløblig har han sygemeldt mig i et par måneder, og så skal jeg til vægtkontrol på fredag.


Den første bro vi skulle over var, da jeg stoppede med progesteronpillerne. Jeg var hundeangst for, at jeg skulle begynde at bløde. Men det gjorde jeg jo ikke.

Anden bro er torsdag, hvor vi skal scannes på klinikken. Jeg er, selvom jeg prøver at lade være, begyndt at være nervøs for, at der ikke er noget hjerteblink. Jeg trækker vejret dybt og kaster tanken væk igen.
Vi ved med ret stor sandsynlighed, at der kun er en og ikke to. Dels på grund af hcgtallet, men også fordi jeg ville være ramt "hårde" med overstimuleringen, hvis der var to.
Igen er jeg ubeskrivelig taknemlig for overhovedet at være gravid, men med risiko for at blive misforstået vil jeg sige, det skal ingen hemmelighed være, at jeg ville blive glad, hvis der var to.
Så vidste jeg med garenti, at jeg aldrig skulle igennem dette igen.

Opkast og kvalme

Tingene har igen taget en drejning.
Siden lørdag har jeg stort set boet ude på mit toilet.
Jeg har en enom kvalme og kaster ofte op.
Det varer i timevis, og jeg vil give næsten hvad som helst for bare en halv time uden opkast og kvalme.
Jeg har aldrig troet, at man kunne blive så syg af at være gravid.

Jeg er selvfølgelig glad for, at det lykkedes for os, men hvis det her fortsætter, bliver det nogle meget lange uger.
Jeg tæller dagene ned. Jeg klarer mig.
Men jeg er sgu begyndt at blive bekymret for spirren, om den nu får det den skal.
Hvis ikke det ændrer sig imorgen, bliver jeg vist nød til at køre til lægen.

Lad mig dog være

Det går godt med overstimuleringen, som stort set er et overstået kapitel nu ihvertfald fysisk.

Jeg er så træt, og jeg er træt af at bruge mine ord. Jeg har ikke energi til flere forklaringer eller besvarelse af spørgsmål.
Jeg kom hjem onsdag, torsdag blev D.D meget syg, som har betydet meget lidt nattesøvn for os begge i de sidste dage.
Sent igår nåede det toppen, og vi var igen ved vagtlægen.
De har beholdt ham, og regner med en 2-3 dages indlæggelse.

Så nu har jeg igen fortalt og forklaret i telefonen i 2½ time til familien, som naturligvis er bekymret.

Jeg ved, jeg bare gentager mig selv, men jeg er udmattet og afkræftet psykisk, og jeg slæber mig igennem dagen.
Vi er sgu hårdt ramt lige nu!

Jeg savner om noget den omtalte alenetid med D.D uden sygehus og alle andre mennesker.
Jeg vil bare så gerne være almindelige M.S.
Hvor jeg dog længes efter hende og roen om mig selv.


----------------------------------------------------------------------------

D.D er kommet hjem igen, og tingene er ved at vende herhjemme igen.
Jeg håber, I alle får en god weekend med minndst en glædelig ting til Jer hver.

På vej hvorhen?????

Der kører så mange tanker rundt i hovedet på mig hvert eneste minut.
Alligevel ved jeg slet ikke, hvordan jeg kan skrive dem ned.

Da jeg var indlagt, og det hele falt sammen om mig, var jeg sikker på, at jeg igen en dag ville få overblikket. Nu kan jeg komme i tvivl. Jeg har en da tænkt, om jeg måske ville ende med en fødselsdepression.

Det har været en mærkelig tid, som jeg aldrig har kunnet forstille mig det kunne være, efter vi fik af vide, at blodprøven var positiv.
Der er selvfølgelig hele problematikken i, at jeg ikke kan forholde mig til, at det er mig, der venter mig. Når vi taler om det herhjemme, så har det stadig ikke noget med mig at gøre. Samtidig med det, så kan jeg i den grad stadig undre mig, når andre taler om, at det er svært for dem at forholde sig til, at de er gravid. For set fra mig her udefra, så er det jo soleklart, de er blevet gravide, de har nået målet, hvor svært kan det være at forstå?

Jeg ved, at jeg er i en proces, og det er sjældent nemt at bevæge sig fra et sted til et andet. Da vi langt om længe var færdig med udredningen, bevægede jeg mig videre til behandlingen. Så blev målet, at jeg blev gravid, for så viste vi, at det kunne lade sig gøre. Det ved vi nu.
Og nu er jeg igen ved at bevæge mig videre med en positiv graviditet.

Overstimuleringen, som forhåbentlig er på retur, har fyldt meget. Fysisk har/er den været sej at komme igennem. Problemerne kommer altid, når jeg har spist, så får jeg meget ondt, kaster op, og maven bliver fuldstændig udspilet. Sådan vil det være i et stykke tid endnu, sagde lægerne til mig.
Så mit egentlige fokus har været meget hvile og at komme på benene igen.

Psykisk har jeg følt mig indvaderet. Det er gået op for mig, at vi intet privatliv har haft i 1½ år. Vi måtte ydeligere fortælle det til familien.
JEG SAVNER TID, HVOR KUN MIG OG D.D ER SAMMEN.
Jeg savner, at nogen havde forberedt mig på, at det bestemt ikke behøver at være lykken, selvom graviditeten er opnået.
Jeg ved at mange formentlig bliver harm og vrede på mig nu, at jeg kan tillade mig, at skrive sådan, når nu jeg har været heldig.
Men det må jeg tage med, for lige nu har jeg det sådan.

Nogen har formentlig også forberedt mig, men jeg har ikke kunnet høre!
Det er så hårdt at skulle erkende disse følelser, at intet er rart, lyserødt eller romantisk i forhold til graviditeten.
Det fysiske har bare været min start, og det gør jeg gerne 100 gange om, hvis det betyder min baby i armene.
Men det psykiske efterspil jeg gennemlever for tiden, den er sej, og den kan om noget sætte mig ud på et sidespor.

Hjemme igen

Jeg fik voldsomt ondt i maven i søndags og tog derfor til min egen læge om mandagen.
Han kunne godtmærke, at der sad noget og sendte mig derfor videre til ydeligere undersøgelse på sygehuset.
Jeg ringede til D.D, som starks kørte fra arbejdet og mødtes med mig på sygehuset.

Smerterne var der, fordi jeg var overstimuleret og havde væske og en del vandcyster i begge æggeledere.
Jeg vidste jo godt fra sidste gang, at jeg var i risikozonen. Sidste gang havde jeg også symptomerne, men de blev aldrig til mere, fordi jeg ikke var gravid!
Det vil sige at hcgtallet stimulerer overstimuleringen.
Så i forhold til graviditeten er det et godt tegn, men selvfølgelig ikke rart at gennegå.

Egentlig troede jeg bare, at jeg skulle undersøges. Men de vidste ikke, hvilken vej det ville gå, og ville derfor beholde mig.
Jeg var overrasket og langt fra forberedt på det men kunne godt se, at det bedste var at blive.
Planen var bare en overnatning, men det blev jo desværre til tre dage på sygehuset.

Indtil videre skal jeg være sygemeldt i en uges tid, slappe af og passe på mig selv, og så skulle de sidste rester gå i sig selv igen.
Jeg har det meget bedre er helt klart på vej i den rigtige retning.

Men det har været hårdt for mig pykisk og i går væltede min verden bare, og jeg græd mig i søvn.
Jeg tror, der skete en følelsesmæssig kortslutning i mine følelser, og jeg kunne bare ikke mere.
Familien vidste jo ingenting, men vi blev enige om, at fortælle vores forældre + søskende ang. indlæggelsen og orienterer dem om forløbet.
Jeg synes, det var det rigtige der, men fortrød så meget, at vi ikke bare havde sagt til mine forældre, at jeg var indlagt grundet mavesmerter.
Jeg kunne slet ikke forholde mig til deres glæde over vores graviditet, for jeg oplever ikke mig selv på nogen måde gravid, det er stadig en anden for mig.
Deres udtryk for glæde gjorde mig både vred og ked af det.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var samtidig også ked af, at jeg ikke fik muligheden for at fortælle dem det, på den måde som jeg så længe har drømt om.
Jeg havde mange smerter, og jeg lå på et sygehus, hvor der hele tiden kom fremmede mennesker ind på stuen for at snakke med mig. Jeg troede bare, at jeg skulle tjekkes, men jeg blev istedet indlagt.
Jeg følte mig på alle måder indvaderet af fremmede mennesker, og jeg havde fået nok.
Jeg ønske mig så langt væk med D.D væk fra alle andre.
Jeg brød sammen i telefonen om aftenen, da jeg talte med D.D, efter han var kørt hjem.
Jeg følte mig så alene, og jeg kunne ikke mere, det hele faldt sammen om mig. Tårene pakke mig i søvn.

Det lettede mig meget, da jeg idag fik af vide, at jeg skulle hjem. Det var dejligt at komme hjm i de vante omgivelser igen.
Jeg har det stadig meget dårligt med, at familen ved det.
Det ligger et pres på mig, og det får mig stadig til at føle mine grænser meget overskredet.
Vi har orienteret dem om, at vi siger til, hvis vi har lyst til at tale om det eller graviditeten. Det respekterer de meget allesammen.
Problemet for mig er bare, at selvom de respekterer grænsen til det yderste, så forsvinder følelsen ikke hos mig.
For jeg ved de ved det, og det bliver noget som "katten om den varme grød", når vi for eftertiden skal være sammen.

Måske løser det sig selv, eller måske tager jeg bare en pause fra familien, til jeg er blevet ok med min graviditet og får lyst til at dele den med dem.

Jeg er ikke langt henne helt præcis i uge 5, og så meget kan ske endnu.
Men jeg begynder at glæde mig, den glæde vil nemlig altid være noget dejligt for mig, lige meget hvad der sker i min graviditet.
For hvis det ulykkelige skulle ske, og jeg mistede spirren, så ville sorgen jo ikke være mindre, bare fordi jeg ikke havde glædet mig tidligere!