Hjemme igen

Jeg fik voldsomt ondt i maven i søndags og tog derfor til min egen læge om mandagen.
Han kunne godtmærke, at der sad noget og sendte mig derfor videre til ydeligere undersøgelse på sygehuset.
Jeg ringede til D.D, som starks kørte fra arbejdet og mødtes med mig på sygehuset.

Smerterne var der, fordi jeg var overstimuleret og havde væske og en del vandcyster i begge æggeledere.
Jeg vidste jo godt fra sidste gang, at jeg var i risikozonen. Sidste gang havde jeg også symptomerne, men de blev aldrig til mere, fordi jeg ikke var gravid!
Det vil sige at hcgtallet stimulerer overstimuleringen.
Så i forhold til graviditeten er det et godt tegn, men selvfølgelig ikke rart at gennegå.

Egentlig troede jeg bare, at jeg skulle undersøges. Men de vidste ikke, hvilken vej det ville gå, og ville derfor beholde mig.
Jeg var overrasket og langt fra forberedt på det men kunne godt se, at det bedste var at blive.
Planen var bare en overnatning, men det blev jo desværre til tre dage på sygehuset.

Indtil videre skal jeg være sygemeldt i en uges tid, slappe af og passe på mig selv, og så skulle de sidste rester gå i sig selv igen.
Jeg har det meget bedre er helt klart på vej i den rigtige retning.

Men det har været hårdt for mig pykisk og i går væltede min verden bare, og jeg græd mig i søvn.
Jeg tror, der skete en følelsesmæssig kortslutning i mine følelser, og jeg kunne bare ikke mere.
Familien vidste jo ingenting, men vi blev enige om, at fortælle vores forældre + søskende ang. indlæggelsen og orienterer dem om forløbet.
Jeg synes, det var det rigtige der, men fortrød så meget, at vi ikke bare havde sagt til mine forældre, at jeg var indlagt grundet mavesmerter.
Jeg kunne slet ikke forholde mig til deres glæde over vores graviditet, for jeg oplever ikke mig selv på nogen måde gravid, det er stadig en anden for mig.
Deres udtryk for glæde gjorde mig både vred og ked af det.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg var samtidig også ked af, at jeg ikke fik muligheden for at fortælle dem det, på den måde som jeg så længe har drømt om.
Jeg havde mange smerter, og jeg lå på et sygehus, hvor der hele tiden kom fremmede mennesker ind på stuen for at snakke med mig. Jeg troede bare, at jeg skulle tjekkes, men jeg blev istedet indlagt.
Jeg følte mig på alle måder indvaderet af fremmede mennesker, og jeg havde fået nok.
Jeg ønske mig så langt væk med D.D væk fra alle andre.
Jeg brød sammen i telefonen om aftenen, da jeg talte med D.D, efter han var kørt hjem.
Jeg følte mig så alene, og jeg kunne ikke mere, det hele faldt sammen om mig. Tårene pakke mig i søvn.

Det lettede mig meget, da jeg idag fik af vide, at jeg skulle hjem. Det var dejligt at komme hjm i de vante omgivelser igen.
Jeg har det stadig meget dårligt med, at familen ved det.
Det ligger et pres på mig, og det får mig stadig til at føle mine grænser meget overskredet.
Vi har orienteret dem om, at vi siger til, hvis vi har lyst til at tale om det eller graviditeten. Det respekterer de meget allesammen.
Problemet for mig er bare, at selvom de respekterer grænsen til det yderste, så forsvinder følelsen ikke hos mig.
For jeg ved de ved det, og det bliver noget som "katten om den varme grød", når vi for eftertiden skal være sammen.

Måske løser det sig selv, eller måske tager jeg bare en pause fra familien, til jeg er blevet ok med min graviditet og får lyst til at dele den med dem.

Jeg er ikke langt henne helt præcis i uge 5, og så meget kan ske endnu.
Men jeg begynder at glæde mig, den glæde vil nemlig altid være noget dejligt for mig, lige meget hvad der sker i min graviditet.
For hvis det ulykkelige skulle ske, og jeg mistede spirren, så ville sorgen jo ikke være mindre, bare fordi jeg ikke havde glædet mig tidligere!