På vej hvorhen?????

Der kører så mange tanker rundt i hovedet på mig hvert eneste minut.
Alligevel ved jeg slet ikke, hvordan jeg kan skrive dem ned.

Da jeg var indlagt, og det hele falt sammen om mig, var jeg sikker på, at jeg igen en dag ville få overblikket. Nu kan jeg komme i tvivl. Jeg har en da tænkt, om jeg måske ville ende med en fødselsdepression.

Det har været en mærkelig tid, som jeg aldrig har kunnet forstille mig det kunne være, efter vi fik af vide, at blodprøven var positiv.
Der er selvfølgelig hele problematikken i, at jeg ikke kan forholde mig til, at det er mig, der venter mig. Når vi taler om det herhjemme, så har det stadig ikke noget med mig at gøre. Samtidig med det, så kan jeg i den grad stadig undre mig, når andre taler om, at det er svært for dem at forholde sig til, at de er gravid. For set fra mig her udefra, så er det jo soleklart, de er blevet gravide, de har nået målet, hvor svært kan det være at forstå?

Jeg ved, at jeg er i en proces, og det er sjældent nemt at bevæge sig fra et sted til et andet. Da vi langt om længe var færdig med udredningen, bevægede jeg mig videre til behandlingen. Så blev målet, at jeg blev gravid, for så viste vi, at det kunne lade sig gøre. Det ved vi nu.
Og nu er jeg igen ved at bevæge mig videre med en positiv graviditet.

Overstimuleringen, som forhåbentlig er på retur, har fyldt meget. Fysisk har/er den været sej at komme igennem. Problemerne kommer altid, når jeg har spist, så får jeg meget ondt, kaster op, og maven bliver fuldstændig udspilet. Sådan vil det være i et stykke tid endnu, sagde lægerne til mig.
Så mit egentlige fokus har været meget hvile og at komme på benene igen.

Psykisk har jeg følt mig indvaderet. Det er gået op for mig, at vi intet privatliv har haft i 1½ år. Vi måtte ydeligere fortælle det til familien.
JEG SAVNER TID, HVOR KUN MIG OG D.D ER SAMMEN.
Jeg savner, at nogen havde forberedt mig på, at det bestemt ikke behøver at være lykken, selvom graviditeten er opnået.
Jeg ved at mange formentlig bliver harm og vrede på mig nu, at jeg kan tillade mig, at skrive sådan, når nu jeg har været heldig.
Men det må jeg tage med, for lige nu har jeg det sådan.

Nogen har formentlig også forberedt mig, men jeg har ikke kunnet høre!
Det er så hårdt at skulle erkende disse følelser, at intet er rart, lyserødt eller romantisk i forhold til graviditeten.
Det fysiske har bare været min start, og det gør jeg gerne 100 gange om, hvis det betyder min baby i armene.
Men det psykiske efterspil jeg gennemlever for tiden, den er sej, og den kan om noget sætte mig ud på et sidespor.