Vi tænker forskelligt!

Jeg har haft en snak med D.D om, det der skete den anden dag.

Han siger til mig, at han godt kan forstå, at det gør ondt på mig, da min søster fik sagt de uheldige ting. Han ved, det er lige som at gnide salt i det åbne sår.
Samtidig prøver han også at forklare mig, at vi ikke kan slå dem i hovedet, når de ingenting aner om vores situation.
Det er jo vores ansvar siger han, og det er os, der har valgt, det skal være sådan her. Han fortsatte med at sige til mig, at vi ville komme på et sidespor, hvis vi begyndte at give alle andre skylden for, hvordan vi har det.

Jeg bliver så meget irreteret på ham, når han kan sætte sig fri af følelserne og se det hele i et helikoptersyn.
For jeg kan ikke, når jeg er der, som jeg var den anden dag.

Jeg forklarede ham tilbage, at jeg kender alle orderne og de rigtige løsninger i hovedet. Men at de ord bare ikke hjælper mig, når jeg har det på den måde.
Jeg kalder det for tudedagene.
D.D forstå godt, hvad jeg siger til ham. Men jeg tror, det er meget hårdt for ham at se mig være så ked af det.

Jeg fik forklaret ham, at de dage er der bare, og at de vil komme igen. At det lige præcis er hans kram og omsorg, deer for mig til at komme igennem dagen.

Vi havde også den lange snak om forskellen på manden og kvinden, og på hvor forskelligt, vi tackler det her.
Heldigvis er vi blevet meget bedre til at forstå og acceptere den forskel og til at vente på hinanden, så vi stadigvæk kæmper sammen, også selvom vi måske ikke er helt samme sted eller helt tænker på den samme måde.

Umyndiggørelse

Inden vi skulle starte op på ICSI #2 var min størte frygt, at jeg skulle begynde at græde uden varsel.
Det er ikke et problem for mig, når jeg er ude, for så kommer resktionen altid først når jeg er alene, eller når jeg er kommet hjem.

Jeg har lige talt med min søster, og jeg måtte slutte, fordi tårene væltede ned af kinderne ad mig.
Mærkeligt nok handler det ikke om hendes nyfødte børn længere.
Det handler om, hvordan jeg føler at blive gjort ikke stemmeberettiget, fordi jeg ikke har nogen børn.

Det hele handler om, når vi i "den store familie" skal samles og være sammen. Det skal vi både idag og søndag.
Idag er tidspunktet også udfra min ene søster, fordi hendes børn skal med.
På Søndag var muligheden eftermiddag eller aften. Jeg havde givet udtryk for til min mor, at vi kun kunne om aftenen, fordi vi skal være sammen med D.D´familie om eftermiddagen.
Igår fortælle hun mig så, at det bliver om eftermiddagen, fordi min søster og mand bedst kan der i forhold til børnene.
Jeg talte om overstående med min søster i telefonen og gav udtryk for min irretation over, at tidspunktet skal rettes efter dem, fordi de har børn.
Hun svarede, at vi bare kunne holde det om aftenen så, men så kunne de bare ikke deltage, men at det var iorden for dem.
Jeg sagde, at jeg var så træt af ikke at blive taget i betragtning, fordi vi ikke har nogen børn.
Jeg regnede med, at hun om nogen kunne forstå mig. Men så var det, at hun fik sagt til mig "jammen det er bare svært, at få tingene til at hænge sammen, når man har to nyfødt, det vil du selv opleve, når I engang selv får børn".

Jeg ved, at jeg er meget opmærksom på, hvornår andre krænker mig i forhold til, at jeg ikke har nogen børn, og at jeg i øjeblikket er pumpet med medikamenter der påvirker humøret og følelserne.
Jeg ved også, at hun mente det anderledes og forklarede sig ud fra hendes egne situation.
Men hvor hun dog sårede mig med de ord.

Det er og bliver det værste andre kan sige til mig eller retfærdiggøre dem selv med, at de har børn og vi har ikke, så vi ved ikke bedre.

På den ene side forstår jeg det godt, og på den anden side er noget af det vigtigste for mig i øjeblikket, at der også bliver taget hensyn til mig.
Det er så hårdt at kæmpe imod den umyndiggørelse.

Hvorfor ikke mig?

Jeg chattede med en af mine veninder igår. Hun kunne fortælle om, at det nu var lykkedes for dem at blive gravid med barn nummer to.
Dejligt sagde jeg, for det er klart dejligt for dem.

Men for mig som infertil, der har kæmpet i over to år og som har set på at vores venner eller familie i mellem tiden har ventet og født 12 børn, er det bare ikke dejligt.
Ydeligere ved jeg, at jeg når som helst kan blive indhentet igen, fordi jeg med sikkerhed ved, at to andre vennerpar også prøver med deres barn nummer to.
Så er der alle de andre om os, som vi kender men ikke har noget at gøre med, der også har fået et hav af børn og som oven i købet også venter sig.

Det er ikke retfærdigt, og selv om jeg ihærdigt prøver at forberede mig og adskille mig, så bliver jeg bare banket ned hver gang, andre fortæller mig om deres åndsvage graviditet.

Hvad er det, jeg ikke gør godt nok, og hvad skal jeg kunne før jeg bliver godkendt til at vente mig og til at lave min egen familie med D.D?

Jeg var så ked af det hele dagen. Alt synes at være nytteløst for mig. Jeg spiste ikke hele dagen havde ingen appetit.
Det eneste der fungerede for mig var at græde og have ondt af mig selv.

Det var hårdt for D.D, og han gjorde alt hvad han kunne for at trøste mig og tale med mig.
Han prøver at holde mit håb og mod oppe.

Han siger til mig, at dem som venter på noget i lang tid for noget godt ud af det.
Men så giv mig da for helvede snart noget godt, og sæt alle andre venners liv på standby, for nu må det være vores tur.

Måske er jeg bare den grimme ælling, der ikke skal have oplevelsen af at blive en familie med børn????
Måske har jeg vitterlig ikke gjort mig fortjent til det?

Bivirkninger

Øv tiden med bivirkninger var ganske kort.
Fra i Lørdags har jeg fået kvalme, hver gang jeg har brugt næsesprayen, og som noget af det værste hæver min krop vildt. Det værste er dog ansigtet og mine hænder. Oven i det er min mave meget oppustet. Ydeligere blusser mit ansigt op mest om morgenen og om aftenen.

Ved sidste nedregulering havde jeg ingen bivirkninger overhovedet.

Jeg føler mig som en kæmpe elefant.

Godt igang

Nu har jeg taget næsesprayen i to dage, og jeg har stort set ingen bivirkninger.

Weekenden står i festens tegn, og mine lækre niecer er kommet hjem fra sygehuset.
Umn jeg går dejlige dage imøde, hvor jeg ved, at mit besøg hos min søster og svoger vil blive modtaget med kyshånd.
Godt at der er fridage i sigte i næste uge.

Dejligt bare at kunnr være glad!

Rigtig god weekend til Jer alle.

ICSI #2 og første scanning

Er blevet scannet idag, og alt var som det skulle være.
Så jeg er startet med nedregulering igen, åh ja tilbage til den grimme smag og snotnæsen, men jeg gør det nu gerne.

Næste scanning er den 30 november.

D.D og jeg afsluttede startskudet med cafehygge.
Føler mig ikke så meget hægtet af livet mere tuller bare stille og roligt med det i mit helt eget tempo!

Hvor er jeg?

Jeg har før følt mig i vildrede, men jeg har aldrig givet op.
Et af mine triufkort har altid været min stærke vilje til at ville frem på godt og ondt.

Før i tiden gjorde jeg det bare. Jeg kom frem, og jeg tænkte aldrig over vejen.
Det gør jeg nu, og det er som om, at de tunge tider føles som mere end bare en udfordring for mig.

Måske bliver man bare mere såbar med alderen.
Eller også er udfordringen netop ikke at tænke for meget over tingene.

Jeg har det som om, at noget omfattende er ved at ændre sig i mig.
Jeg kan ikke gøre noget ved det, bare vente på at jeg selv kan følge med igen.

Jeg er blevet moster til to sunde og skønne tøser, og jeg har spist dem op til flere gange.

Om to dage skyder vi ICI #2 igang, og mit mod er så langt væk.
Jeg føler mig ikke kun som en nitte mere, men jeg føler mig om noget overhalet og hægtet af livet.

En nitte !

Jeg har før skrevet et indlæg om, når en del af følelserne, fra at være i behandling for barnløshed, borer sig helt ind i eksistensen.

Jeg er der igen. Men mærkeligt nok er det på en anden måde.

Vi er jo i behandling netop fordi, vi ikke selv er blevet gravide i over to års forsøgen.
Det er som om, at der er noget, der bliver ved med at forfølge mig. Noget dårligt.
Jeg jan ikke præcis sige, hvad det er. Men det er der bare, og det er som om, at det trækker mig hen i en retning der gør, at jeg hele tiden opdager alle de ting, jeg
ikke kan.

Langt inde bag ved mig er der denne stemme, der næsten råber mig ind i hovedet, at jeg ikke kan få de børn, selvom jeg arbejder ihærdigt på det.
Og når jeg ikke kan det, så må jeg heller ikke kunne noget andet, og jeg fortjener ikke det gode, for jeg kan jo ikke selv levere noget til det gode.
Jeg får gjort mig selv 100 gange dårlige i mit hoved, end jeg er.
Det kørerer bare sit eget system, og det begynder at følge mig i det fysiske også.
Jeg kommer hurtigt til skade, igår vrækkede jeg for eksempel om på foden. Det er kun kort tid siden, at jeg også kom til skade med foden, som betød sygemelding i en uge, fordi den skulle holdes i ro.
Jeg syness ikke, at jeg passer ind ret mange steder, og de bliver mindre og mindre. Jeg synes, det er forkert, meget af det jeg får sagt.
Jeg kommer i tvivl om nogen egentlig kan lide mig, fordi jeg jo bare er den der omvandrene ting, der bare ikke kan det, som man burde kunne.

Jeg prøver at sige til mig selv, at det ikke er min egen eller vores skyld, at vi ikke kan få børn ad den naturlige vej.
At jeg er et godt mennekse, der gør andre glade, at mange ville blive ked af det, hvis ikke jeg var her mere.
Men det hjælper mig ikke.
Det eneste jeg føler er, at jeg ikke er god nok, og at jeg selvfølgelig heller ikke fortjener det. Jeg bidrager jo alligevel ikke med noget. Så jeg fortjener faktisk ingen gang, at andre gør noget godt for mig. Jeg fortjener jo ikke at få det.

Man kan kun se på mig, hvordan jeg har det, hvis man kender mig.
Jeg fungerer fint ud ad til.
Men indeni er den lille kerne, som er mig, meget lille.
Det er som om, at den skrumper lidt hver dag.
Jeg ved ikke, om det er selvpineri at holde den her blog i live. Eller om den i virkeligheden giver mig mulighed for at gøre noget godt for mig selv.

Det er som om, at alt det jeg i årenes løb har bygget sammen om mig selv, er blevet værdiløs.
Alle dem der satsede på mig, incl. mig selv, har tabt sine penge.
Jeg var en nitte, hvorfår bruge mere tid på det eller mig.
Jeg kan sgu` godt forstå, at de er skuffede og bare drøner videre.

ISCI #2

Vi er med og starter op igen med første scanning og næsespray, hvis alt er som det skal være, den 16/11.

Jeg er ved frisk mod og rigtig klar til at starte op igen.
Udregningen i kaldenderen er selvfølgelig også gjort. Sådan er det bare.

Erfaringerne fra sidste forsøg følels ikke som nogen hjælp for mig lige nu. Tværtimod føles de mere som et pres.
Mit hjerte banker i dette sekund en anelse hurtigere. Fordi jeg ved, hvad der venter mig lige rundt om hjørnet.
De næste mange uger bliver en periode med følelserne uden på tøjet og sårbarheden i højeste gear.

Men sådan er det jo bare, og jeg gør det gerne.