Min søster har lige fortalt mig, at jeg skal være moster igen :-) og denne gang er det til tvillinger.
Jeg er MEGET glad på deres vegne. De har været i behandling i knap to år og har 3 mislykkede iui forsøg bag sig. Det er nu lykkedes for dem 4 gang, og de valgte at få sat to æg op.
Er for nyligt blevet nakkefoldscannet, og alt ser godt ud.
Jeg elsker min søster så højt, og jeg ved om nogen, det de har været igennem, og lige præcis derfor under jeg dem tvillinger.
Samtidig så sidder jeg her og græder, jeg kan ikke stoppe, og jeg føler min verden er styrtet sammen nu.
Jeg skal tage ægløsningssprøjte i aften og æg ud mandag. Onsdag skal vi forhåbentlig have sat æg op. Det vil sige et æg, er det vi vil blive tilbudt.
Jeg ved, at jeg skal være lykkelig for, hvis det ene æg overhovedet sætter sig fast, og jeg har jo heller ikke en masse mislykkede forsøg bag mig, aborter, mistet og så videre. Faktisk burde jeg ikke klage, for alt for mange har været meget mere smertefuldt igennem.
Jeg er så flov over at være så grådig lige nu, og min opførsel helt ærlig, hvad fanden bilder jeg mig egentlig ind.
Jeg ved ikke lige nu, hvordan jeg skal komme igennem bare dette minut eller den næste time. Måske stopper jeg helt af mig selv med at trække vejret.
Alt er bare kaos i mig. Jeg kan ikke finde rundt i mig selv.
Jeg føler mig så PRESSET. Jeg presser mig selv. Jeg ville ønske, at vi kunne blive tilbudt at få sat to æg op. Jeg kan ikke overskue noget af det lige nu.
Jeg kan bare mærke, at jeg er ved at gå i stykker - glasset har slået revner - og lige om lidt er jeg bange for, at det splintrer i millionstykker.
Havde jeg bare fået nyheden efter næste uge, eller efter vi havde fået en positiv graviditetstest.
Jeg tænker helæe tiden på, at jeg gå i stykker, hvis det her forsøg ikke lykkes.
Aldrig har jeg troet, at jeg skulle føle sådan her.
Jeg kender ikke mig selv mere.
Jeg er bange. Er jeg måske på vej til en depression. Måske skal jeg aflyse forsøget.
Måske besvimer jeg om lidt. jeg ved ikke noget.
Jeg havde det på fornemmelsen, at min søster ventede tvillinger, men nu er min fornemmelse blevet en relitet. Jeg kan ikke flygte for tanken mere.
Vil jeg kunne holde ud, at være sammen med min gravide søster og måske gang på gang opleve det ene mislykket forsøg efter det andet.
Mine tåre vil ikke stoppe, og mit hjerte vil ikke heles.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
7 comments:
Kære M.
Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige til dig.
Men hvorfor kan du ikke få 2 æg op hvis der er til det? Vi har helt slev måttet bestemme om vi vil have et eller 2 op når vi kommer så langt og vi er fast besluttede på 2 æg.
Jeg håber at du om lidt mere end 14 dage sidder med en positiv test og råber ud til verdenen: jeg er gravid.
Kram fra mig.
Kæreste MS.
Puha... Jeg har selv været i din situation og kan genkende dine tanker...
Min søster havde 3 børn da vi gik i krig med vores projekt barn (og de var så gamle at jeg bestemt ikke regnede med at der kom flere fra den kant). Vi havde den ene negative test efter den anden og en dag kom de så på besøg - hvilket de ikke gør så tit - for at fortælle at hun var gravid! Jeg fik pænt sagt tillykke - men da de var taget hjem tudede jeg i flere dage. Hold KÆFT hvor jeg syntes at det var uretfærdigt, hvorfor fanden var det ikke mig!
Jeg havde det MEGET svært ved min søster og hendes graviditet - dagen efter hun havde født kunne vi endelig fortælle at vi skulle være forældre - men det var sgu en drøj tid!
Jeg ved godt at du glædes på hendes vegne - og alligevel er ked af det - for du har helt sikkert tanker som hvad nu hvis jeg ikke blive gravid... Jeg kan desværre ikke love dig at du bliver gravid - men bare jeg kunne.
Og du skal have lov til at klage - man kan jo kun tage udgangspunkt i ens egen situation ikk`! Og selvom man tager udgangspunkt i den og ens baggage så skal man stadig have lov til at klage.
DA jeg var i behandling, tænkte jeg: Når jeg bliver gravid skal jeg aldrig klage over at have kvalme eller gå som en ko - men tor mig - man klager og brøler - for det er jo en ny situation man er i.
Da jeg havde mistet Mathias og Simon tænkte jeg, at jeg aldrig burde være sød overfor Amalie - men det kan man ikke - og det skal jeg heller ikke - hun skal også opdrages og ikke altid hav esin vilje...
Flere jeg kender der har fået børn efter at ahve mistet mener at de ikke må være trætte og altid skal tage det i stiv arm - "for det er jo heldigvis et levende barn vi har nu og det skal vo være glade for" - javist men derfor kan man jo godt ønske ungen hen hvor pebret gror fordi man bare ikke kan hænge sammen efter en nat eller flere med et sygt barn på armen...
Søde - jeg ønsker dig en RIGTIG god ægudtagning - og lov mig nu IKKE at blive overstimuleret!
Knus mette
Kære MS
Jeg kan godt forstå din fortvivlelse. Jeg oplevede noget lignende i efteråret, da jeg netop havde fået konstateret mine æggeledere lukkede ved en HSU (det viste sig meget senere at de ikke var lukkede, men det vidste jeg ikke dengang).
Kort tid efter ringede min veninde som jeg har kendt i 20 år og fortalte at hun var gravid. Jeg følte mig så uendelig forrådt. Det var jo meningen at VI skulle være forældre, JEG skulle være gravid. Og når nu JEG ikke kunne, hvorfor skulle HUN så opnå det så nemt (de havde kun prøvet i 2 måneder og regnede ikke med at det ville gå så hurtigt).
Jeg græd i flere dage derefter og havde meget dårlig samvittighed fordi jeg ikke kunne tage rigtig del i hendes graviditet ligesom de andre veninder kunne.
For mig blev det bedre, da hun kom længere hen. Pludselig var hun jo højgravid og det kan jeg slet ikke forholde mig til, ikke på samme måde i hvert fald. Jeg har jo aldrig prøvet at stå med en positiv test, så det jeg drømmer om i min vildeste fantasi, er at BLIVE gravid. Jeg kan slet ikke forestille mig at VÆRE det. Så jeg nåede at forlige mig med tanken med tiden.
Prøv at lade være med at bebrejde dig selv, det får man det kun værre af. Giv dig selv plads til din sorg og til at hade hele verden. Du skal nok komme til at elske den igen. Det er jeg sikker på!
Stort kram,
Solsikke
Åh MS.
Sikke en lussing - kan godt forstå du gik i brædderne...
Har du læst: "Har du børn?" af Ulla Haahr? Den kan jeg varmt anbefale. Jeg lånte den på biblioteket i sin tid og den hjalp virkelig meget...
Ikke at jeg ikke stadig har lyst til at stikke øjnene ud på folk der erklærer sig gravide efter 14 dages forsøg ;) Men den har hjulpet mig til at se at det er en helt normal reaktion... det handler ikke om at jeg er specielt egoistisk eller onsdindet... eller at jeg er så smålig at jeg ikke under andre glæde...
Kram til dig - det skal nok gå! Og eftersom du får en positiv test snart så kan i jo blive forældre sammen ;)
Årh pis M.! Jeg fa'me også tude, hvis min søster pludselig skulle have tvillinger - oveni i de to børn hun allerede har. Jeg har faktisk en gang drømt netop det og jeg vågnede hulkende op... Det er helt normalt og ok at have det sådan - så lad nu dig sel være ked.
Tanker S.
selv!
Kæreste ven
Du har al god grund til at føle som du gør. Og din søster vil være den første til at forstå det - hun har selv været igennem det samme shit.
Det eneste jeg kan love dig er at det bliver nemmere med tiden. En dag vil du vågne op og så er det lige pludseligt ligegyldigt hvor mange der går rundt og bliver gravide omkring dig. For så vil du enten have din egen mave at klappe på eller være igang med nogen andre planer.
Lige nu håber og krydser jeg for det første.
Mange knus Rikke
Post a Comment