Fødselsberetning

Min lille trold er snart to uger gammel, og han forandrer sig næsten hver dag. Det er så fantastisk at kunne opleve.
Han er meget mild, og græder stort set kun, når han er sulten, for så vil han have mad og venter ikke på det:-)
De sidste dage har han også haft lidt mavekneb. Det er det mest frustrerende at mærke og opleve ham have ondt, og jeg kan intet andet gøre end trøste.
Han får ca. mad 1 gang om natten og så igen tidligt om morgenen.

Jeg var fra starten vild med min fødsel af vores søn, men for hver dag der går, bliver jeg mere og mere vild med den. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg ville gøre det mange gange endnu.
Jeg kan slet ikke beskrive, hvordan det var først at føde ham og derefter få det lille menneske op på min mave. Han lå bare der og kikkede på mig med sine fantastiske store øjne. Hvor jeg elsker det øjeblik.

Torsdag nat ved totiden fik jeg veer.
De fortsatte med 15 minutters mellemrum og varede i ca. et halvt minut. Jeg kastede hyppigt op, og D.D sad ved siden af mig, masserede mig og skiftede hyppigt kluden ud på panden.
Da klokken var 11 ringede vi til fødegangen. Her var der stadigvæk 15 minutter mellem veerne. De bad os så stille og roligt om at trille derindad.
Da klokken var 12 fedag middag kom vi ind til sygehuset.
Mens D.D parkerede bilen tog veerne pludselig til. De varede længere tid, og de gjorde mere ondt. Med stop undervejs nåede vi op på fødeafdelingen, og jeg blev undersøgt.
Denne gang havde jeg åbnet mig 3 cm, og de mente med garanti, at jeg ville føde denne gang. Jeg fik et klyks, og jeg var om noget lettet og glad. Tænkte endelig er vi nået hertil. Vi var begge glad og kunne grine mellem veerne indtil videre.

Timerne gik og efter et par timer havde jeg åbnet mig 5 cm. Veerne klarede vi via vejrtrækningen, det hjalp mig meget, at D.D guidede mig gennem dem. På den måde mærkede jeg det mindre, når der kom en ve.
Veerne tog til igen, og nu var de nede på 6/8 minutter mellem dem, og de varede mellem 1 til 1½ minut.
Jeg bad om smertestillende og sagde først ja tak til akkupunkttur. Men veerne blev hurtigt kraftigere, og jeg blev tilbudt lattergas, inden de nåede at sætte alle nålene i.
Spirren stod skævt med hovedet, og de ville derfor gerne have mig om på alle fire at lægge, så han kunne komme lidt tilbage og måske på den måde få rettet lidt op.
Så der lå jeg i nogle timer hængende over hovedegæret af sengen ovenpå en sækkestol stående på alle fire med lattergas i hånden.
Jeg fik hurtigt lært at bruge lattegassen, og det var faktisk behageligt at sidde sådan.
Så ville jeg jo gerne føde i vand og blev tilbudt det, da jeg var 7 cm åben. Men da jeg fandtud af, at jeg ikke kunne få mit lattergas med, takkede jeg pænt nej.
Jeg skulle om på ryggen, fordi jeg igen skulle undersøges. Det var lidt svært for mig, da veerne nu kom hurtigt efte hinanden med et minut eller to imellem.
Samtidig kastede jeg voldsomt op nogle gange. Det var det mest ubehagelige både at kaste op og have veer samtidig.

Da klokken var ca. 7 fik jeg presseveer. Pludselig var der dobbelt så mange mennesker inde på stuen, end der havde været hidtil, og jeg fornemmede, uden at forstå hvad der skete, at noget var, som det ikke skulle være. Jeg blev bange og begyndte at græde, jeg var i et sekund sikker på, at vi ville miste vores barn. Jeg viste ikke, hvad der forgik om mig og råbte bare til dem, om der var noget galt med barnet.
Både D.D og jodemoderen havde åbenbart forinden forklaret at de ville tage nogle prøver på den lille for at sikre sig, at han havde det godt.
Men jeg forstod ikke, det de sagde og mærkede kun angsten komme tromlende. Jeg kikkede på D.D, mens jeg knuede hans hånd hårdt fast, og han sagde, at den lille havde det godt, men at de tog nogle prøver på ham for at passe ekstra godt på ham.
Det gjorde mig igen rolig, men det var ikke rart kun overfladisk at kunne forstå, hvad der skete om mig.
Spirren havde navlestrengen om halsen, da han blev født. Så inden presseveerne kom dykkede hans hjertelyd første gang, lynhurtigt blev der tilkaldt ekstra læger. Den ene læge startede med at prikke hul på forstervandet, som heldigvis var helt klart. Herefter tog de blodprøver på ham, for at se hvordan han iltede blodet. Hjertelyden dykkede igen, og de overvejede at lave et akut kejsersnit og evt. sugekop. Men eftersom han iltede blodet fint, og at han kom med ned, hver gang jeg fik en presseve, valgte de at se tiden an.
Efter en halv time, havde jeg født ham.

Til jer der stadig har fødslen til gode vil jeg bare sige: glæd Jer.
Mit bedste råd vil være, lyt til jer selv og stol på kroppen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gjorde ondt, for det gjorde det selvfølgelig.
Men det gør ondt på en måde, som kroppen er klar til, når i kommer i fødsel.
Når I så har født og holdt ud i timer, så kommer det gode, som slår alt. I får Jeres lille baby op på maven, og det er den fedeste oplevelse i livet og det efterfølgende med manden, hvis I spørger mig.

Jeg glæder mig til at skulle føde igen, hvis jeg en gang skulle være heldig at blive velsignet med en graviditet anden gang også.

Elsker at leve livet

Lad mig starte med at sige, jeg er så lykkelig. Det er overvældende for mig at føle mig så lykkelig. Så stadig græder jeg en tåre eller to hver dag, når jeg mærker den lykke, der bor solidt inde i mit hjerte.
Tænk engang jeg har verdens dejligste drengebarn her hos mig hele tiden, han er min, og ingen kommer og tager ham, han er ikke til låns men bare min dreng. Jeg forstår nok ikke helt endnu, at lige præcis jeg skal have lov til at være mor til ham.
Så har jeg ydeligere verdens bedste og dejligste mand, min mand som er den bedste far, nogen kunne ønske sig på denne jord.
Han forguder sin søn på en måde, jeg ikke troede var mulig, og han giver sin kone så meget omsorg, og elsker hende på en helt eventyrlig måde.
Jeg græder egentlig lige nu, men det er fordi, jeg er så glad for livet, og alt det det giver mig.
Jeg er så taknemlig for at få lov til at opleve, denne ubeskrivelige del i mit liv.
Hvor er jeg heldig mere end heldig.
Hver dag studerer jeg min dejlige søn, hans mimik, hans lyde og hans milde og lyse sind.
Åh hvor jeg dog allerede elsker den dreng. Alt andet er ligegyldigt, sådan føles det ihvetfald. Lige nu, og i den sidste uge, er min skønne dreng og hans far verdens navle for mig. Alt kunne gå i stå udenfor, og jeg ville ikke opdage det!

Tak til alle Jer her i blogland, der bare har været der og støttet mig, hver gang jeg havde brug for det.

Jeg er mor nu :-)

Fredag aften fødte jeg verdens dejligste dreng.
Knap 4 kilo og 55 cm. lang.

Jeg ønsker, at der var dobbelt op i døgnet, for jeg og D.D føler ikke, at døgnets 24 timer er nok til at elske og studere vores dejlige søn.
Det er så fantastisk.

Jeg vender tilbage.......

Status 41+0

I nat har jeg haft mange plukkeveer, som har gjort det umuligt for mig at sove. Heldigvis kan jeg jo bare sove og slappe af i løbet af dagen.
Spirren mosler stadig rundt, som den plejer, og det er rart at mærke hver aften.

Jeg var ved egen læge igår, og der er ikke bakterier i urinen, og jeg havde heller ikke sukker i urinen den dag. Så formentlig har det hos jodermoderen bare været et udtryk for, at mine nyrer har været på overarbejde.

Jeg skal til jodemoderen senere idag, og jeg vil tale med hende om proceduren for igagsættelse.
Jeg har kastet op i stort set hele graviditeten og gør det desværre stadigt, været indlagt et par gange, fået fast drop, slimproppen er væk, fået hindeløsning, har været igang 3 gange, har åbnet mig, og babyen har en fin størrelse til at komme ud nu.
Jeg ved godt, at deres argument for ikke at sætte igang vil være, at veerne er bedre ved en naturlig igangsættelse, og at der ikke er garanti for, at det går igang, bare fordi man prøver at sætte det igang.
Men det set i forhold til, hvordan jeg har det, så vil jeg stadig gerne hellere have igangsættelse.

Nu må vi se, hvad hun siger idag. Måske føder jeg selv inden onsdag alligevel, men en evt. dato ville klart gøre det nemmere for mig at komme gennem den næste uge.

Status: 41+0

Vægt: + 10,0 kg
Spirrens vægt:?

Mave: 115 cm

Liv: Stadig mest aktiv om aftenen.

Tanker: Vil bare gerne have den baby ud nu.
Kan til tider blive bekymret for, at der er noget galt, siden fødslen går i stå igen. At den måske ligger lidt skævt med hovedet og derfor ikke kan skrue sig ned, når jeg får veer.
Er lidt bange for, at den når at blive så stor her på det sidste, så det vil gøre ondt at føde den.

Gener: Tilbage i det gamle med at være dårlig hele dagen og kaste meget op.
Har ofte ondt i maven omkring Spirren, den presser alle mine organer ud til siden nu, fatter ikke hvordan hun kan være derinde, stakkels baby!

Søvn: Sover meget dårligt om natten, fordi jeg må vende mig hele tiden.

Tiltag: Næ vist ingen nye

Indkøb: Alt er købt !

UPDATE

Skal have kørt en strimmel på Lørdag, hvor jeg vil være 41+3, herefter skal vi tale med dem om en dato for gangsættelse.

Jeg har kastet op igen det meste af dagen, og tro mig alle sejl vil blive sat ind på Lørdag for en igangsættelse.
Spirren blev skønnet til at veje 34-3600 g, så hun har da taget et par hundrede gram på i den sidste uge.

En tur på sygehuset

og hjemme igen.
Lørdag ved 19 tiden begyndte jeg at få heftige men ureglmæssige veer. Det var som sammentrækninger af de grove, og de blev mere og mere reglmæssige.
Ved 23 tiden var der 5 minutter imellem og til sidst kom vi ned på 3/4 minutter imellem. Så ringede vi til fødegangen endnu en gang, og fik tilbudet om at komme ind og blive tjekket.
Jeg kunne ikke være nogen steder på grund af smerterne, så vi kørte afsted.
På vej derind, begyndte der igen at gå længere tid mellem veerne, for at gå igang igen skiftevis.

Jeg blev undersøgt indvendigt, og der var stadig ingenting sket. Jeg er stadig kun en cm åben og har også stadig en cm livmodermund tilbage!
Spirren var træt og sov det meste af tiden, den vågnede dog lidt op, da jodermoderen havde skubbet og mast til den i adskillige minutter.
Jeg lavede en urinprøve, og der var blod i urinen, men det har der jo været så mange gange i løbet af graviditeten.
Der var også stadig sukker i urinen.
Jodermoderen konfererede med forvagten, fordi det måske kunne være en blærebetændelse oven i. Hun overvejde at sætte mig på pencilin, men de valgte til sidst at dyrke urinen istedet for, og så fik jeg endnu en gang en henvisning med hjem til en glukosebelastning! Jeg/vi sagde fra, da jeg blev så syg og kastede op i en hel dag, sidst jeg fik den lavet.
De vil kontakte mig, hvis der er bakterie i urinen efter et oar dage.

Suk igang med veer endnu en gang. Denne gang gik det da først i sig selv efter 5 timer, det er vist rekorden og reglmæsssige veer i to timer også rekord, tror jeg.

Det undrer mig, at jeg kan have så mange smerter i forbindelse med veerne, og så sker der ikke en meter alligevel. Det frustrerer mig og gør mig usikker. Hvorfor går det ikke bare igang, hvad holder det tilbage?

Update

Ingen fødsel i nat og ingen svar på glukosèbelastningen, for jeg kastede det hele op, lige så hurtigt jeg havde fået det ned!
En venlig læge i nærheden afgjorde heldigvis, at det var bedre at lade mig få den baby ud end at udsætte mig for sådan en omgang til! Dejlig mand.

Jeg ved jo godt, at jeg kun har en mulighed i al det her, og det er at vente.
Men det er svært, og det begynder bare at kunne mærkes nu psykisk.
Hver mogrgen når jeg står op, prøver jeg ikke at fokusere så meget på, om mon det bliver idag. Men det er stort set umuligt, for det er bare det, tankerne kredser sig om nu. Jeg ved ikke, om det ville have været meget nemmere, hvis ikke jeg havde været igang 3 gange. Men det er som at side i det her tog, der er så tæt på målstregen, der mangler lige det sidste stykke, og jeg kan enda se målstregen. Tre gange har toget kørt men kun et lille stykke hver gang.
Jeg aner ikke, hvornår det for alvor har tænkt sig, at køre mig derhen, jeg har bare sådan en ulidelig trang til at hoppe ud od selv skubbe det. Men det kan jeg bare ikke, jeg kan kun side og vente på, at det selv går igang igen. Jeg kan ingenting gøre.
Hvordan skal man andet end blive lidt brugt og slidt op, når det snart har stået på i to uger?????????

Når det så er oven i sådan en dag som idag, hvor jeg har været dårlig og kastet op det meste af dagen på grund af det lortedrik, så gør det bestemt ikke humøret bedre.
Jeg har bare mest lyst til at tude, øv jeg synes ikke, det er sjovt mere......

40+0

Jeg har været ved jodemoderen idag. Spirren havde det godt, og reagerede som den skulle:-)
Hun skønnede den til at veje 33-3400 g.
Jeg talte med hende om forløbet den sidste 1½ uge. På den baggrund ville hun ikke mene, at jeg ville gå 42 uger.

Hun undersøgte mig indvendigt og tilbød at løsne fosterhinden, det sagde jeg hjertelig tak til. Det ville kunne sætte fødslen igang indenfor de næste 4 døgn.

Desværre havde jeg +3 sukker i min urin, så jeg skal have lavet en glucosèbelastning i morgen tidlig.
Eller også skal jeg jo bare føde i nat :-)

Stadig gravid!

Spirren har endnu ikke valgt at komme ud til os.
Den har dog været på spring nogle gange siden sidste indlæg. Faktisk har jeg haft veer og opstart igen fredag nat og Lørdag nat. Men endnu en gang gik det hele i sig selv igen.

Hun har ikke været så aktiv siden Fredag, som hun plejer. Ydeligere havde jeg igår ondt i maven og begyndende veer om morgenen. Derfor ringede vi endnu en gang til fødeafdelingen. Jeg var bekymret og kunne mærke, at jeg havde brug for at få det hele tjekket.
De synes også, at vi skulle komme ind og få kørt en strimmel og blive undersøgt, så det gjorde vi igår aftes.

Spirren havde det rigtig godt sov dog det meste af tiden :-)
Jeg havde stadigvæk kun åbnet mig 1 cm, men til gengæld var der kun en ½ cm af livemodermunden tilbage. Så det går den rigtige vej vist bare lidt langsomt.
Sent i aftes havde jeg blod i trusserne. Først tænkte vi, at det kunne være tegnblødning og blev lidt glade, for så ville fødslen ikke være langt væk. Men det var kun det, og da vi gik i seng, regnede vi med, det stammede fra den indvendige undersøgelse.

Men her i dag er det begyndt igen. Dog meget minimalt men alligevel.
Så endnu en gang er der jo bare at vente........