Update

Ingen fødsel i nat og ingen svar på glukosèbelastningen, for jeg kastede det hele op, lige så hurtigt jeg havde fået det ned!
En venlig læge i nærheden afgjorde heldigvis, at det var bedre at lade mig få den baby ud end at udsætte mig for sådan en omgang til! Dejlig mand.

Jeg ved jo godt, at jeg kun har en mulighed i al det her, og det er at vente.
Men det er svært, og det begynder bare at kunne mærkes nu psykisk.
Hver mogrgen når jeg står op, prøver jeg ikke at fokusere så meget på, om mon det bliver idag. Men det er stort set umuligt, for det er bare det, tankerne kredser sig om nu. Jeg ved ikke, om det ville have været meget nemmere, hvis ikke jeg havde været igang 3 gange. Men det er som at side i det her tog, der er så tæt på målstregen, der mangler lige det sidste stykke, og jeg kan enda se målstregen. Tre gange har toget kørt men kun et lille stykke hver gang.
Jeg aner ikke, hvornår det for alvor har tænkt sig, at køre mig derhen, jeg har bare sådan en ulidelig trang til at hoppe ud od selv skubbe det. Men det kan jeg bare ikke, jeg kan kun side og vente på, at det selv går igang igen. Jeg kan ingenting gøre.
Hvordan skal man andet end blive lidt brugt og slidt op, når det snart har stået på i to uger?????????

Når det så er oven i sådan en dag som idag, hvor jeg har været dårlig og kastet op det meste af dagen på grund af det lortedrik, så gør det bestemt ikke humøret bedre.
Jeg har bare mest lyst til at tude, øv jeg synes ikke, det er sjovt mere......