Fødselsberetning

Min lille trold er snart to uger gammel, og han forandrer sig næsten hver dag. Det er så fantastisk at kunne opleve.
Han er meget mild, og græder stort set kun, når han er sulten, for så vil han have mad og venter ikke på det:-)
De sidste dage har han også haft lidt mavekneb. Det er det mest frustrerende at mærke og opleve ham have ondt, og jeg kan intet andet gøre end trøste.
Han får ca. mad 1 gang om natten og så igen tidligt om morgenen.

Jeg var fra starten vild med min fødsel af vores søn, men for hver dag der går, bliver jeg mere og mere vild med den. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg ville gøre det mange gange endnu.
Jeg kan slet ikke beskrive, hvordan det var først at føde ham og derefter få det lille menneske op på min mave. Han lå bare der og kikkede på mig med sine fantastiske store øjne. Hvor jeg elsker det øjeblik.

Torsdag nat ved totiden fik jeg veer.
De fortsatte med 15 minutters mellemrum og varede i ca. et halvt minut. Jeg kastede hyppigt op, og D.D sad ved siden af mig, masserede mig og skiftede hyppigt kluden ud på panden.
Da klokken var 11 ringede vi til fødegangen. Her var der stadigvæk 15 minutter mellem veerne. De bad os så stille og roligt om at trille derindad.
Da klokken var 12 fedag middag kom vi ind til sygehuset.
Mens D.D parkerede bilen tog veerne pludselig til. De varede længere tid, og de gjorde mere ondt. Med stop undervejs nåede vi op på fødeafdelingen, og jeg blev undersøgt.
Denne gang havde jeg åbnet mig 3 cm, og de mente med garanti, at jeg ville føde denne gang. Jeg fik et klyks, og jeg var om noget lettet og glad. Tænkte endelig er vi nået hertil. Vi var begge glad og kunne grine mellem veerne indtil videre.

Timerne gik og efter et par timer havde jeg åbnet mig 5 cm. Veerne klarede vi via vejrtrækningen, det hjalp mig meget, at D.D guidede mig gennem dem. På den måde mærkede jeg det mindre, når der kom en ve.
Veerne tog til igen, og nu var de nede på 6/8 minutter mellem dem, og de varede mellem 1 til 1½ minut.
Jeg bad om smertestillende og sagde først ja tak til akkupunkttur. Men veerne blev hurtigt kraftigere, og jeg blev tilbudt lattergas, inden de nåede at sætte alle nålene i.
Spirren stod skævt med hovedet, og de ville derfor gerne have mig om på alle fire at lægge, så han kunne komme lidt tilbage og måske på den måde få rettet lidt op.
Så der lå jeg i nogle timer hængende over hovedegæret af sengen ovenpå en sækkestol stående på alle fire med lattergas i hånden.
Jeg fik hurtigt lært at bruge lattegassen, og det var faktisk behageligt at sidde sådan.
Så ville jeg jo gerne føde i vand og blev tilbudt det, da jeg var 7 cm åben. Men da jeg fandtud af, at jeg ikke kunne få mit lattergas med, takkede jeg pænt nej.
Jeg skulle om på ryggen, fordi jeg igen skulle undersøges. Det var lidt svært for mig, da veerne nu kom hurtigt efte hinanden med et minut eller to imellem.
Samtidig kastede jeg voldsomt op nogle gange. Det var det mest ubehagelige både at kaste op og have veer samtidig.

Da klokken var ca. 7 fik jeg presseveer. Pludselig var der dobbelt så mange mennesker inde på stuen, end der havde været hidtil, og jeg fornemmede, uden at forstå hvad der skete, at noget var, som det ikke skulle være. Jeg blev bange og begyndte at græde, jeg var i et sekund sikker på, at vi ville miste vores barn. Jeg viste ikke, hvad der forgik om mig og råbte bare til dem, om der var noget galt med barnet.
Både D.D og jodemoderen havde åbenbart forinden forklaret at de ville tage nogle prøver på den lille for at sikre sig, at han havde det godt.
Men jeg forstod ikke, det de sagde og mærkede kun angsten komme tromlende. Jeg kikkede på D.D, mens jeg knuede hans hånd hårdt fast, og han sagde, at den lille havde det godt, men at de tog nogle prøver på ham for at passe ekstra godt på ham.
Det gjorde mig igen rolig, men det var ikke rart kun overfladisk at kunne forstå, hvad der skete om mig.
Spirren havde navlestrengen om halsen, da han blev født. Så inden presseveerne kom dykkede hans hjertelyd første gang, lynhurtigt blev der tilkaldt ekstra læger. Den ene læge startede med at prikke hul på forstervandet, som heldigvis var helt klart. Herefter tog de blodprøver på ham, for at se hvordan han iltede blodet. Hjertelyden dykkede igen, og de overvejede at lave et akut kejsersnit og evt. sugekop. Men eftersom han iltede blodet fint, og at han kom med ned, hver gang jeg fik en presseve, valgte de at se tiden an.
Efter en halv time, havde jeg født ham.

Til jer der stadig har fødslen til gode vil jeg bare sige: glæd Jer.
Mit bedste råd vil være, lyt til jer selv og stol på kroppen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gjorde ondt, for det gjorde det selvfølgelig.
Men det gør ondt på en måde, som kroppen er klar til, når i kommer i fødsel.
Når I så har født og holdt ud i timer, så kommer det gode, som slår alt. I får Jeres lille baby op på maven, og det er den fedeste oplevelse i livet og det efterfølgende med manden, hvis I spørger mig.

Jeg glæder mig til at skulle føde igen, hvis jeg en gang skulle være heldig at blive velsignet med en graviditet anden gang også.