Underlig følelse

Jeg sluger stadig min lille dreng råt i døgnets 24 timer. Jeg/vi er dog så småt begyndt at vende tilbage til den civilicerede verden igen.
D.D har stadig en uges barsel tilbage, og det nyder vi alle tre.

Jeg er også ved at "affinde" mig med min vante krop igen. Det var meget mærkeligt, da jeg kom hjem fra sygehuset. Dels at have en lille baby ved mig heruden for min mave, men også at have et normalt liv igen uden opkast og kvame.
I så lang tid og i så mange timer, har jeg ligget på sofaen og kastet op, og nu er der ingenting, nu kan jeg bare spise. Det mest mærkelige er faktisk, at jeg ikke tæænker over det. Graviditeten kan jeg heller ikke huske som ikke den bedste del i mit liv. Den er mere som bare neutral for mig. D.D mener, jeg skal undersøges mentalt:-) Når jeg tænker på graviditeten, er det i forbindelse med, at min lille guldklump lå derinde, og at han er det hele værd.

Faktisk er det ført nu, jeg ikke er misundelig på alle de gravide. Ja det lyder nok lidt mærkeligt men sådan er det altså for mig. På sygehuset kunne jeg faktisk blive misundelig på dem, der havde født efter mig, og på dem, jeg vidste stadig ikke havde født. Jeg tror, det er fordi, jeg ved alt det gode, de har til gode endnu.
Jeg er stadig vild med den fødsel, og hvis du spørger mig lige nu, kommer der ikke til at gå år, før vi hopper på den igen.
Det er som om, at jeg slet ikke kan få nok af det. Det var faktisk lidt øvagtigt at pakke størstedelen af mit graviditetstøj ned igår. Det ryger ikke langt væk:-)

Samtidig så har jeg/vi det også sådan, at selvfølgelig kommer der til at gå lang tid, før vi igen går igang med behandling, men det er kun fordi, vi udelukkende vil nyde vores lille guldklump nu, og at tiden ikke skal gå fra ham.
Jeg kan jo ikke rigtig vide mig sikke på, hvordan garviditeten vil forløbe næste gang????!!!