Jeg har før skrevet et indlæg om, når en del af følelserne, fra at være i behandling for barnløshed, borer sig helt ind i eksistensen.
Jeg er der igen. Men mærkeligt nok er det på en anden måde.
Vi er jo i behandling netop fordi, vi ikke selv er blevet gravide i over to års forsøgen.
Det er som om, at der er noget, der bliver ved med at forfølge mig. Noget dårligt.
Jeg jan ikke præcis sige, hvad det er. Men det er der bare, og det er som om, at det trækker mig hen i en retning der gør, at jeg hele tiden opdager alle de ting, jeg
ikke kan.
Langt inde bag ved mig er der denne stemme, der næsten råber mig ind i hovedet, at jeg ikke kan få de børn, selvom jeg arbejder ihærdigt på det.
Og når jeg ikke kan det, så må jeg heller ikke kunne noget andet, og jeg fortjener ikke det gode, for jeg kan jo ikke selv levere noget til det gode.
Jeg får gjort mig selv 100 gange dårlige i mit hoved, end jeg er.
Det kørerer bare sit eget system, og det begynder at følge mig i det fysiske også.
Jeg kommer hurtigt til skade, igår vrækkede jeg for eksempel om på foden. Det er kun kort tid siden, at jeg også kom til skade med foden, som betød sygemelding i en uge, fordi den skulle holdes i ro.
Jeg syness ikke, at jeg passer ind ret mange steder, og de bliver mindre og mindre. Jeg synes, det er forkert, meget af det jeg får sagt.
Jeg kommer i tvivl om nogen egentlig kan lide mig, fordi jeg jo bare er den der omvandrene ting, der bare ikke kan det, som man burde kunne.
Jeg prøver at sige til mig selv, at det ikke er min egen eller vores skyld, at vi ikke kan få børn ad den naturlige vej.
At jeg er et godt mennekse, der gør andre glade, at mange ville blive ked af det, hvis ikke jeg var her mere.
Men det hjælper mig ikke.
Det eneste jeg føler er, at jeg ikke er god nok, og at jeg selvfølgelig heller ikke fortjener det. Jeg bidrager jo alligevel ikke med noget. Så jeg fortjener faktisk ingen gang, at andre gør noget godt for mig. Jeg fortjener jo ikke at få det.
Man kan kun se på mig, hvordan jeg har det, hvis man kender mig.
Jeg fungerer fint ud ad til.
Men indeni er den lille kerne, som er mig, meget lille.
Det er som om, at den skrumper lidt hver dag.
Jeg ved ikke, om det er selvpineri at holde den her blog i live. Eller om den i virkeligheden giver mig mulighed for at gøre noget godt for mig selv.
Det er som om, at alt det jeg i årenes løb har bygget sammen om mig selv, er blevet værdiløs.
Alle dem der satsede på mig, incl. mig selv, har tabt sine penge.
Jeg var en nitte, hvorfår bruge mere tid på det eller mig.
Jeg kan sgu` godt forstå, at de er skuffede og bare drøner videre.
8 comments:
Jeg kender de der tanker så godt - jeg tror vi alle har dem. I perioder mere end andre! Men ingen andre synes du er en nitte - det eksisterer kun i dit eget hoved - det må du holde fast i - jeg ved det er svært. Jeg lærte en teknik da jeg var i terapi: Hver gang du får tanken; at du ikke er noget værd skal du spørge dig selv: Er det realistisk - så tvinger du dig selv til at forholde dig kritisk til tanken i stedet for bare at banke dig selv i nødden med den... det virker, man skal bare lige vænne sig til at gøre det!
Tanker S.
Kære M.
Jeg har ikke kendt dit "gamle jeg" - og jeg synes i allerhøjeste grad, at du er et dejligt, dejligt menneske lige præcis som du er i dag - og du er langt fra en nitte.
At man er en fumlerøv i ny og næ og kommer til skade med foden eller noget andet - ja det skyldes sikkert ofte, at tankerne er et andet sted, så man ikke lige kan koncentrere sig om motorikken. Og tankerne er jo et helt, helt andet sted... Især tæt på behandlingerne, som du jo er ved at være nu...
Jeg kan mærke, at jeg bliver helt ked af det, når jeg læser dit indlæg - jeg håber, at du "bare" er en tur i kælderen og vender stærkt tilbage igen. Alternativt så giv lyd, så kaster jeg et reb ned til dig og haler dig op, til jeg bliver lilla i hovedet :o) Hva' fanden - jeg haler sgu, til du er helt oppe igen - uagtet ansigtskulør.
En million knus,
Snowie
Infertil eller ej, vi er mange, der har de tanker... Jeg kan genkende fra mig selv, hvordan det er at have de tanker. Sådan er det desværre at være udstyret med lige dele analytisk tankevirksomhed og til tider lavt selvværd. Men sådan tænker andre mennesker heldigvis ikke om dig. Hvad tænker du f.eks. om andre infertile? Jeg er ikke meget for psykoanalyse, men een god ting, det har lært mig er at kigge i spejlet, når jeg får det sådan, for så kan jeg se mig selv som hel person og ikke kun tvære mig selv ned inde i hovedet. For jeg lever i mit hovede, det gør resten af verden heldigvis ikke, den ser mig som hel person - uden den nedsættende tankevirksomhed :-)
Ville så gerne skrive en masse klogt til dig - jeg kender det ... er der - og det er jo netop fordi det ikke "bare" er det uopfyldte ønske om et barn, vi kæmper med ... det rammer så langt dybere ... det rammer selvværdet ... og det gir anledning til solid nedtur ...
Jeg synes bestemt ikke du er en nitte - jeg nyder at læse din blog og jeg synes du virker til at være en varm og klog kvinde.
kram C.
Gu' er du da ej en nitte. Vil du straks holde op med at tænke sådan. Jeg ved, at det er svært at få alt det negative vendt til noget positivt. Men ... du er nødt til at lade være at stresse dig selv ved at tænke sådan.
Hvis du i længere perioder er så langt nede, kan jeg klart anbefale terapi hos en psykolog - er der selv lige nu... Og det hjælper!
Glem så alt om at være en nitte - jeg ved, at der er mennesker omkring dig, som synes, at du er den helt store gevinst i deres liv. Hold fast i det!
Sidder midt i mit åbne kontormiljø og har meget svært ved at holde tårerne tilbage... du skriver mine tanker, - det er præcist sådan, der ser ud inde i mit hoved...
KH C
Du er absolut ikke en nitte. Du er og bliver helt sikkert med tiden sejere end de fleste fordi du går igennem en masse ting som normale mennesker ikke går igennem.
Men når det er sagt forstår jeg dig udemærket, jeg kan også godt tit føle mig som et nul især ved siden af folk der har børn og i interaktionerne med dem.
Nu må du ikke være så hård ved dig selv, vel? Der er jo ikke et gran af sandhed i alle de negative tanker. Du bliver NØDT til at få fokus over på de positive ting og de ting du rent faktisk kan og er god til. Jeg håber at Alice D bogen kan hjælpe dig lidt med at jage alle de negative tanker på flugt.
Knus
Post a Comment