Vi tænker forskelligt!

Jeg har haft en snak med D.D om, det der skete den anden dag.

Han siger til mig, at han godt kan forstå, at det gør ondt på mig, da min søster fik sagt de uheldige ting. Han ved, det er lige som at gnide salt i det åbne sår.
Samtidig prøver han også at forklare mig, at vi ikke kan slå dem i hovedet, når de ingenting aner om vores situation.
Det er jo vores ansvar siger han, og det er os, der har valgt, det skal være sådan her. Han fortsatte med at sige til mig, at vi ville komme på et sidespor, hvis vi begyndte at give alle andre skylden for, hvordan vi har det.

Jeg bliver så meget irreteret på ham, når han kan sætte sig fri af følelserne og se det hele i et helikoptersyn.
For jeg kan ikke, når jeg er der, som jeg var den anden dag.

Jeg forklarede ham tilbage, at jeg kender alle orderne og de rigtige løsninger i hovedet. Men at de ord bare ikke hjælper mig, når jeg har det på den måde.
Jeg kalder det for tudedagene.
D.D forstå godt, hvad jeg siger til ham. Men jeg tror, det er meget hårdt for ham at se mig være så ked af det.

Jeg fik forklaret ham, at de dage er der bare, og at de vil komme igen. At det lige præcis er hans kram og omsorg, deer for mig til at komme igennem dagen.

Vi havde også den lange snak om forskellen på manden og kvinden, og på hvor forskelligt, vi tackler det her.
Heldigvis er vi blevet meget bedre til at forstå og acceptere den forskel og til at vente på hinanden, så vi stadigvæk kæmper sammen, også selvom vi måske ikke er helt samme sted eller helt tænker på den samme måde.