Inden vi skulle starte op på ICSI #2 var min størte frygt, at jeg skulle begynde at græde uden varsel.
Det er ikke et problem for mig, når jeg er ude, for så kommer resktionen altid først når jeg er alene, eller når jeg er kommet hjem.
Jeg har lige talt med min søster, og jeg måtte slutte, fordi tårene væltede ned af kinderne ad mig.
Mærkeligt nok handler det ikke om hendes nyfødte børn længere.
Det handler om, hvordan jeg føler at blive gjort ikke stemmeberettiget, fordi jeg ikke har nogen børn.
Det hele handler om, når vi i "den store familie" skal samles og være sammen. Det skal vi både idag og søndag.
Idag er tidspunktet også udfra min ene søster, fordi hendes børn skal med.
På Søndag var muligheden eftermiddag eller aften. Jeg havde givet udtryk for til min mor, at vi kun kunne om aftenen, fordi vi skal være sammen med D.D´familie om eftermiddagen.
Igår fortælle hun mig så, at det bliver om eftermiddagen, fordi min søster og mand bedst kan der i forhold til børnene.
Jeg talte om overstående med min søster i telefonen og gav udtryk for min irretation over, at tidspunktet skal rettes efter dem, fordi de har børn.
Hun svarede, at vi bare kunne holde det om aftenen så, men så kunne de bare ikke deltage, men at det var iorden for dem.
Jeg sagde, at jeg var så træt af ikke at blive taget i betragtning, fordi vi ikke har nogen børn.
Jeg regnede med, at hun om nogen kunne forstå mig. Men så var det, at hun fik sagt til mig "jammen det er bare svært, at få tingene til at hænge sammen, når man har to nyfødt, det vil du selv opleve, når I engang selv får børn".
Jeg ved, at jeg er meget opmærksom på, hvornår andre krænker mig i forhold til, at jeg ikke har nogen børn, og at jeg i øjeblikket er pumpet med medikamenter der påvirker humøret og følelserne.
Jeg ved også, at hun mente det anderledes og forklarede sig ud fra hendes egne situation.
Men hvor hun dog sårede mig med de ord.
Det er og bliver det værste andre kan sige til mig eller retfærdiggøre dem selv med, at de har børn og vi har ikke, så vi ved ikke bedre.
På den ene side forstår jeg det godt, og på den anden side er noget af det vigtigste for mig i øjeblikket, at der også bliver taget hensyn til mig.
Det er så hårdt at kæmpe imod den umyndiggørelse.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
3 comments:
uh træls - men spændende emne. Har det selv på samme måde. På en eller anden måde sidder vi fast i en evig teenagealder - da vi ikke er rykket videre til det næste "forventede" skridt i livet...
Det er møgirriterende og sårende at få at vide: "Det vil du lære når i selv får børn"... I mine øjne kunne de ligesågodt sige: "Det vil du forstå når du bliver voksen"...
Den er led den der...
Jeg har for et par år siden haft en snak med min mor om en lignende type dilemma - det fact at man som single altid bliver placeret et mærkeligt reste-sted til familiefester... F.eks. ved siden af en 60 årige enkemand - eller ved den ledige plads ved børnebordet! Hos mig hjalp det at have en ambassadør i min mor, hun kunne så tage de følsomme snakke med de ignorante tanter osv...
Håber at din familie kan forstå budskabet - og tænke mere på dig også.
PUK
jep, den kender jeg godt. Det er SÅ hårdt at få små børn....det kan alle forholde sig til. Men at det er hårdt ikke at have børn forstår ingen, eller kun meget få. Kun få har fingerspitzengefühl nok til at forstå og tage hensyn. Og ja, folk der har børn har en tendens til at tale ned til en, fordi man jo ikke ved hvordan det er. Det gør ondt, fordi man føler sig mindre værd, fordi man føler at folk synes man er et forvokset barn, fordi det gnider salt i det åbne barnløshedssår.
Post a Comment