Tåre

Der sker mange ting for øjeblikket. Mest sker de inde i mit hoved.
Der er som om, at jeg for alvor, med fuld styrke, mærker nogle af mine grundsten. De følelser, der i min barndom blev lagt i mig og udviklet.
De er ikke alle rare, og det at jeg selv er blevet mor, har sat min egen barndom på rewind.
En af dem er følelsen "at blive valgt fra". Jeg opdagede for nylig, hvor godt, den føelse har fat i mig og egentlig altid har haft det. Men det er først nu, jeg gennem erkendelsesprocessen, for alvor mærker den. Den gør ondt og kræver mange tårer. Noget af mit forsvar i forhold til den følelse har været at lukke af. Det er også det der er sket på det sidste i forhold til D.D. Jeg vidste ikke, hvad det handlede om, og han vidste det ikke. Derfor har vi langsomt bare endt i dikusitioner og ligegyldighed overfor hinandens velvære. Vi har begge altid været eninge om, at det var ikke sådan vores guldklump skal vokse op.
I dag startede morgenn sådan. Heldigvis valgte vi, at tale om det, når lillemanden var puttet i barnevognen for at tage sin formiddagslur. Han sov, og mor og far fik talt og talt. Mest fik hans mor fortalt, hvor svært det i øjeblikket er inde i hendes hoved og sind. Far fik fortalt, hvad det gør ved ham. Sammen nærmede vi os hinanden igen. Jeg fik også grædt og grædt spandevis af tåre. Tåre over smerten at skulle mærke og erkende, at barndommen ikke helt har været som jeg i årenes løb har prøvet at overbevise mig selv om.
Det lettede, og jeg er så taknemlig og glad for den mand, jeg har. Han er det eneste menneske, der fuldt ud giver mig lov til at have det svært, når jeg har allermest brug for det.
Hvor jeg dog elsker ham for lige præcis det.