Når det bedste ikke er godt nok!

Jeg er vokset op med "at hjælpe andre er det rigtige". Endvidere at hjælpe andre frem for dig selv. Det har jo aldrig været et bevidst valg fra mine forældres side tværtimod, det er bare det de (nok mest min mor) er vokset op med og har lært gennem sin barndom.
Det afføder en masse ting hos mig som voksen efter jeg selv er blevet mor. I over 30 år har jeg set et billede af, via mine forældre, at det var vigtigt at være klar, når andre bad om hjælp, trods det, at det måske ikke lige passede ind i mine forældres hverdag, da der blev bedt om hjælpen.
Jeg kommer også fra en familie, hvor man hjælper hinanden. Det forventes måske ligefrem i det skjulte, at man hjælper, når andre har brug for det. Til gengæld kan man også altid regne med hjælpen fra de andre, man kommer aldrig til at stå alene. Det betyder også at min familie er meget socialt anlagt også helt ud i mine "mosterled". For sådan har det formnetlig været tilbage i min mors barndom og opvækst.
Det er en masse godt i det, men der er også mange dårlige ting.
Det har taget mig en del år for det første at finde min grænse og derefter at lære at sætte den over for andre. For med det stærke sociale sammenhold bliver grænserne hurtigt rykket og nogen gange helt usynlige, det blev de ihvertfald for mig. Eller jeg har jo godt vist og kunne mærke, når de blev overtrådt, men det var svært for mig at håndhæve grænsen, ved fx. at sige nej til en, der ønskede min hjælp, selvom det ville betyde, at jeg måtte tilsidesætte mig selv. For hvis jeg trak grænsen og fx. sagde nej til vedkommende, så blev følelsen inde i mig "at være forkert". Det var også en gang en kollega, der lånte 100 kr af mig til en julefrokost. Han glemte det sidenhen, og jeg fik faktisk aldrig sagt til ham, at han skyldte mig dem. For i mig var det ikke ok, at tage retten til at få mine penge igen, det var forkert at kræve mit! Så var det nemmere og mere rigtigt at sige når vel pyt og vente på, at han selv kom med dem. Det gjorde han selvfølgelig aldrig!
Jeg er også vokset op med at yde mit bedste og knokle for tingene, at det ikke var ok og sætte sig ned og sige, nu kan jeg ikke mere, eller nu holder jeg lige en pause og samler kræfter. Nej op på hesten igen og derud af, det var det rigtige.
For mig idag betyder det for det første, at jeg har udviklet en enorm figtherånd, jeg får altid det, jeg har besluttet mig for at ville have. Fx. med det nye job, da jeg læste jobannoncen på nettet, sagde jeg til D.D, det job vil jeg bare have, og jeg fik det. Det er en gave for mig at kunne figthe mig til tingene. En gang fik jeg faktisk en figtherpokal i en sporstgren, fordi dommerne var så imponeret over min evne til at ville vinde hele stævnet:-)
Men den evne har også nogle bagsider selvfølgelig. En af dem er, at jeg bliver forkert, hvis ikke jeg kan "gøre det færdigt", det jeg er i gang med.

Det er lige præcis, det mit indlæg handler om idag. Min barsel er slut imorgen, og D.D tager over i tre måneder. Jeg under ham det af hele mit hjerte og jeg glæder mig til, at trolden nu skal have alle de intense oplevelser med sin far og omvendt. Men inden i mig, har der været og er der til dels, en følelse, der siger "du er ikke god nok nu, for en god mor forlader ikke sin unge, før den er flyvefærdig".
Det lyder måske nok totalt åndsvagt og skævt for andre og jeg der læser, men ikke destro mindre er det sådan det har været i min virkelighed - i mit hjerte og sind. For i min hjerne er det jo ikke virkeligheden. I det her tilfælde er mit sind, det lille barn, der lærte i sin barndom at det ikke er godt nok, hvis det ikke er perfekt, eller hvis det kunne have været bedre. Min hjerne som i det her tilfælde er min voksne person ved jo godt, at det lige præcis er det bedste. At jeg M.S gør det bedste enda både for mig selv mit barn og min mand. Jeg arbejder hårdt hver dag, og har gjordt det i de sidste par uger med at få mine to viirkeligheder samlet, så jeg kan bliver ok, med at slutte min barsel og begynde på arbejde.
Jeg ved det er vigtigt at arbejde med, for hvis ikke det blvier rigtigt for mig helt derinde i hjertet, så bliver det ikke nemt for D.D at tage over. Overleveringen skal være god, så de kan få en god start.
Jeg ved også, at det er vigtigt at bryde mit møsster fra opvæksten, for hvis ikke jeg gør det nu, så giver jeg det jo videre til min søn, og det VIL jeg ikke.
Men for pokker da, hvor er det svært at bryde gamle mønstre og erstatte dem med nye, og det koster bare så meget energi på så mange måder!
Nu ved jeg, hvorfor ens egen barndom pludeslig bliver så tydelig, når man selv er blevet mor. Det er fordi, det "piller" ved noget helt derinde i dit hjerte og alle de systemer, du er og bruger hver dag.
Jeg er glad for at kunne mærke dem, og at jeg har styrken og viljen til at ændre på dem, så jeg kan give noget andet og forhåbenligt bedre til min søn.
Jeg vil lære ham, at han er god nok, som han er. At han ikke behøver at yde det optimale (uopnålige) hele tiden for at være god nok. At der er ok ikke at kunne slå til hver gang.