Av

Det er en af de dage, hvor alting synes at gøre mere ondt inden i mig.
En af de dage, hvor jeg bare ikke kan overskue det mere.
En af de dage, hvor jeg føler og frygter at gå i oplysning og at gå i stykker.
Og en af de dage, hvor jeg bare græder, græder og græder.
Lige nu er jeg træt.
Tårene og følelserne har kørt mig træt.

Jeg udstyrede mig med troen på og håbet om, at dette ville lykkedes.
Nu giver jeg op. Jeg kan mærke menstrationssmerterne komme snigende langsomt.

Jeg rammes af skyldfølelse og magtesløshed.
At blive mor synes lige meget og nytteløst for mig.
Måske har jeg kørt mig selv for hårdt i illussionen om på den måde at kunne holde angsten og smerten udenfor døren.

Men sådan hænger virkeligheden ikke sammen.
Det går op for mig, at der inggen måde findes i denne verden, hvorpå man kan beskytte sig mod angsten og frygten.
Situationen ændrer sig konstant.
Under udredningen var illussionen, at det hele blev nemmere, når vi nåede til enden.
Men så startede forsøget, og jeg overbevidste mig selv om, at når vi kom igang for alvor, så blev det nemmere.
Så kom vi igang, og jeg har indtil nu tænkt, at hvis vi nåede til en positiv blodprøve, så ville, der falde ro, og jeg kunne slappe lidt mere af.

Men sådan er det slet ikke vel, for pointen er, at situationenerne ændrer sig hele tiden, og der vil altid være grundlag for frygten og angsten i den her del af livet.
Når barnet er født, vil der opstå et nyt grundlag for frygten og bekymringerne.

Det kan meget let forenkles.
Men det er bare så helvedes hårdt at være i og at turde mærke, hvad angsten og frygten gør ved mig.