Ventetiden

Og hvordan er det så lige, man får de her 14 ventedage til at gå.
Ja de går jo helt af sig selv.

I nat var jeg op at tisse et par gange. Det gik ok, og angsten for at se blodet i trusserne har på nuværende tidspunkt heldigvis ikke meldt sig som min faste følgesvend.

Det første jeg tænkte på, da jeg slog øjnene op imorges var selvfølgelig basse 1 og basse 2 (navnene er hermed offenliggjort Rikke). På hvordan de havde det, og om de nu også var i fuld færd med at dele sig, som vi har aftalt.

Tankerne vil meget gerne kredse om flere dage ad gangen. Men jeg øver mig i kun at tænke i en dag ad gangen.
Det er RIGTIG svært, for noget minder konstant en om dagene, der kommer fremover.

Jeg er MEGET opmærksom på min krops signaler og synes at have lidt ondt i underlivet nærmere æggestokkene. Dog er det mest, når jeg sidder ned. Når jeg går rundt eller ligger ned, er det slet ikke det samme.
Jeg kæmper med panikken og angsten, der konstant prøver at presse sig ind foran mig.
Men jeg gør den faktuel og smidder den efterfølgende væk. På den måde går det ok et langt stykke hen ad vejen.

Jeg sover og drikker meget. Og jeg taler ofte med D.D om, hvordan jeg har det. Han holder mig i hånden hele tiden, og opfodrer mig til at fortælle ham om det, hvis frygten eller andet melder sig.
Det er dejligt, fordi det er med til, at jeg igen kan komme af med den.