At være efterladt eller at opdage

Alle ting har vel altid noget andet med sig - godt som skidt.

Det her ISCI forsøg har haft en masse med sig undervejs.
Nu her 3 dage efter den negative blodprøve er jeg på vej op igen.
Min reaktion på den negative blodprøve var langt fra, som jeg havde forstillet mig det.
Jeg var overbevist om, at min verden ville smuldre om ikke andet så for en kort stund.
Det gjorde den ikke. Jeg var samlet. Det kom bag på mig.

Jeg, og D.D, var begge triste i onsdags, og jeg var sårbar og let til tårer.
Ingen ord eller oplevelser kunne fylde mit hul ud.
Det var som om, at dagen forløb i slowmotion. Jeg fulgte med den i mig helt eget tempo, og i situtioner var det som at være en zombie. De situationer, hvor jeg mærkede at være til stede var, når D.D holdt om mig, krammede og kyssede mig.

Det mærkelige er nu, at det mislykkedes forsøg i sig selv er kommet på plads, og jeg ved, hvornår vi starter op igen osv.

Men jeg er ikke selv kommet på plads.
Det mislykkedes forsøg har efterladt mig i mig selv på en mærkelig måde.
Det er som om, at jeg konstant minder mig selv om at være en fiasko.
Jeg leder næsten kun efter de dårlige ting eller fejl, jeg laver. Når det sker, rammer det mig med 120 i timen.

Jeg føler mig så FORKERT. Forkert fordi jeg ikke bare kan blive gravid, og at jeg ingen gang kan holde på æggene, der endda blev lagt op i mig. Enda to stk. så jeg havde to chancer.
Jeg ved, at jeg gjorde, alt det jeg kunne.
Men jeg føler stadig, at jeg forspildte chancerne.


Jeg havde aftalt at følges med D.D på vej hjem fra arbejde igår. Omstændighederne gjorde, at jeg kom senere afsted.
D.D ringede for at høre, hvor jeg var. Jeg fortalte, at jeg endnu ikke var kørt. Han var næsten nået hjem, og sagde at vi jo bare sås derhjemme så.
Jeg blev så ulykkelig, og jeg tudede. Jeg kunne ikke stoppe tårene igen.
D.D prøvede at trøste mig i telefonen, men jeg kunne ikke stoppe det.
Lige pludselig holdte det op af sig selv, og mit humør ændrede sig igen.
Jeg blev så ked af, at jeg ikke havde overholdt aftalen. Jeg tænkte, at ikke en gang det kunne jeg holde.

Lige meget, hvor hårdt jeg kæmper mig ud af det, så kommer jeg bare ikke længere end til at føle mig som en stor fiasko.
Mon det vil ændre sig igen, og er det mon normale følelser !!!!!