Hvorfor skal det være sådan

Ja så er jeg der igen.
Jeg er lige præcis nået til det sted, hvor jeg bare bliver så skide nervøs.
Jeg skal scannes Tirsdag næste uge, og det er som om, at jeg bare har lyst til at hoppe af toget.
Det er så kaotisk for mig, at jeg ved, at jeg ikke kan styre de næste fem uger.
Jeg kan få hjertebanken og ondt i maven nu bare ved at tænke tanken om, at vi skal i behandling.

Jeg er glad for at være nået hertil, og at vi skal starte i behandling, men det hele ville bare være så meget nemmere, hvis jeg kunne hoppe udenom følelserne.

Hvordan skal jeg få en hverdag til at hænge sammen, når vi går igang. Det er ikke medicinen eller hormonerne, ej heller ægteskabet der bekymrer mig.
Det er angsten for, at vi ikke opnår en graviditet. Efter den kommer angsten for, at vi ikke vil nå det indenfor de tre forsøg.

Puha jeg føler mig så indespærret og jeg aner ikke, hvordan jeg skal kunne holde de næste fem uger ud.
Jeg vil bare af, jeg tør ikke at bevæge mig længere ind i ilden.
Mine talentløse ideer om at afdramatisere min indre virkelighed holder bare ikke en meter mere.
Puha Der er noget der strammer, måske er det kåben. Jeg mærker den om min hals. Please tag den af mig. Jeg er bange for, at den kan kvæle mig, og at jeg mister luften uden at opdage det først.
Den står bare på sidelinjen og griner af mig.
Hvorfor har jeg ingen kontakt med mig selv. Jeg føleler mig slet ikke som en del af dens spil.
Den har mig i sin hule hånd, og den har bare al for godt fat i mig.

Jeg vil have den af nu, jeg kan ikke trække vejret, og jeg har det som om, at jeg skal kaste op.
Den formår at flå alt ud af mig, nu hvor jeg skulle være fyldt med energi.