Kaos i mit hoved

Jeg har så mange tanker i hovedet.
Jeg har haft en dum dag igår. I det hele taget skal der ingenting til, før jeg bliver ramt indeni, og så kommer tårene væltende.

Jeg skulle have det sædvanlige drop igår.
Jeg hader at troppe op på sygehuset, når jeg skal tankes op. Hver gang eneste gang skal jeg forklare og fortælle om mit forløb, og hvorfor jeg har brug for droppet! Det bliver aldrig en vane for mig, og hver gang får jeg følelsen af, at der er noget galt med mig, at jeg er et mennesker, der bare bruger det for at få opmærksomhed. Jeg føler mig så forkert og faktisk flov over, at jeg har brug for denne behandling. Det gør mig så pokkers usikker hver gang. Når de står der og kikker på mig, mens de måbende spørger til, hvorfor den løsning er valgt!
Igår var der så mange ambulante, og da jeg ikke lige er fødende eller har veer, bliver jeg naturligvis rykket bag i køen. Det er i sig selv ok, men det er ikke ok, når de stiller spørgsmålstegn til min behandling og får mig til at føle forkert i at dukke op, bare fordi de har travlt.
Hen til mig kommer denne jodermoder nærmest i en anklagende tone "er der egentlig nogle læger involveret" "er der taget blodprøver" "hvor længe skal du egentlig blive ved med det drop" og sådan fortsatte hun, men hun lige skulle gøre maden klar. Jeg følte mig ensom og magtesløs, og tårene pressede sig på. Jeg besluttede mig for at gemme tårene og fik istedet spurgt hende om hun havde læst min journal, får der burde det hele egentlig stå. Det måtte hun så svare nbej til, for det havde hun ikke lige haft tid til.
En anden jordermoder kom til mig, og hun tog i det mindste ansvar for situationen. Hun beklagede, at der ikke var fyldt op på journalen, men at hun ville sætte styr på den nu.
Jeg fortalte hende om, at jeg plejede at få taget blodprøver først og derefter drop. Men at jeg havde haft det rigig godt den sidste uge, så jeg måske ikke behøvede det.
Så aftalen blev blodprøve først, og så ind senere hvis blodprøverne viste, at jeg manglede noget.
Det dejlige er så, at mine tal var meget fine, og det er jeg selvfølgelig glad for.

Men det viser også at min intuition er rigtig, og at den har været det de andre gange, da blodprøverne viste, at jeg manglede!

Åh hvor er jeg træt af, at skulle overbevise, det er jo for fanden i panden mig der ved bedst.
D.D blev sur på dem, da jeg fortalte om det. Som han siger, har de slet ikke forstået, at du får det for at undgå, at det går galt igen, nu har vi prøvet det så mange gange. Han insisterede på, at vi skulle ringe til min egen jodermoder, så hun kunne få det noteret i min journal.
Men ak jeg orker sgu ikke mere, og vil hellere blive syg igen end at skulle kæmpe mere med dem!

Til sidst ønskede jeg bare, at jeg ville føde imorgen.
Det er som om, at det ingen ende vil tage.
Jeg er havnet i en ond cirkel. Kan ikke lave meget herhjemme af det huslige på grund af plukveerne, og hvad er det lige jeg er for min mand i øjeblikket?
Han siger, at jeg er super, og at jeg bestemt ikke er nyttelyst, selvom jeg føler det sådan.
Han siger til mig, du er jo gravid og du bærer vores barn, så gør jeg gerne alt det andet.

Jeg har brug for en pause fra at føle mig som en belastning for andre, men jeg aner ikke, hvordan jeg kommer ud af de her følelser.
Samtidig er jeg hunderæd for at miste Spirren, når jeg har født.
Jeg ved, jeg gentager mig selv. Men jeg troede, det var så meget mere overskueligt, når jeg blev gravid om ikke så, når jeg havde født.
Men jo tættere jeg kommer på fødslen, jo mere angst og panisk bliver jeg egentlig for det hele.