Fotsættelse af angsten

Vi var til jodermoder igår, og det gik rigtig godt.
Hun mærkede på min mave, og sagde at livmoderen var flot stor. Det vil sige, at Spirren også vokser, som den skal. Hvis ikke det ville være fordi, at jeg var scannet allerede og derigennem havde fået fastsat terminsdatoen, så ville hun tænke, at jeg var lægere henne.
Om det bare betyder, at min livmoder og Spirren er gode til at vokse sammen, eller om vi får en kæmpebaby, det ved jeg ikke, men det var rart at mærke hendes tydelige ro omkring det. Hun fandt også hjertelyden med det samme.
Det var så dejligt at lægge der i små fem minutter. At høre Spirren og samtidig mærke jodermoderens hænder på min mave og se hendes tilfredse og glade ansigtsudtryk, det gjorde mig meget rolig, og det var befriende at kunne slippe angsten i de små fem minutter.
D.D var med, og bagefter gik vi på cafè. Jeg kunne forsat tænke på andet end angsten for at miste Spirren.
Jeg var så glad igår og havde det godt fysisk også. Der er store fremskridt. Jeg har ikke kastet op nu i over en uge, og jeg har kun haft kvalme ganske lidt igår, efter jeg havde spist morgenmad.
Det er så befriende for mig ikke kun fysisk men også psykisk. Jeg kan mærke at min krop langsomt begynder at komme med igen. Dog kan den ikke holde til aftaler dage i træk, men det har jeg bare løst ved kun at lave aftaler et par gange om ugen og altid have en dag herhjemme imellem. Det fungerer godt.

Så er det sådan, at når fysiskken er iorden, så melder det psykiske sig på banen.
Jeg bliver stadig narret af tiden. I mit hoved er jeg tidsmæssigt stadig i uge 10-11 stykker. Det kommer dagligt bag på mig, at jeg nu er i 23 uge. De første 19-20 uger føles sammenkørt i mit hoved. Tiden er gået med opkast og dyne på sofaen.
Jeg føler mig i den grad snydt nu. Følsesmæssigt er jeg ved at "komme igang" med min graviditet, for i starten var jeg ikke gravid, der var jeg bare syg og begrænset.
I tankerne ved jeg godt, at jeg ikke kan ændre det, og at jeg bare burde få det bedste ud af det nu, og glæde glæde mig i den tid der er tilbage istedet for at føle mig snydt. Men sådan fungerer det ikke følelsesmæssigt. For der er stadier, man går igennem i løbet af graviditeten. Forskellen for mig er bare, at jeg først har kunnet begynde den udvikling nu.

Det stresser mig i den grad, og jeg reagerer ved at bryde grædende sammen dagligt.
Jeg ved også, at der er en helt anden faktor, der spiller ind. Nu hvor det endeligt er lykkedes for os at blive gravide, så bliver vi, specielt mig, om vi vil det eller ej, indhentet af fortiden. Det er først nu, alvoren i at kæmpe i tre år med behandlingens belastninger, både på min krop og i vores parforhold, gør sig til kende. Virkeligheden er selvfølgelig ikke, som jeg havde forstillet mig , at den ville være, men det kræver vist sin helt egen post en anden dag.

Om alt er så kører der hver dag et tema inden i mig, der hedder at miste.
Jeg er pludselig blevet bange for at miste Spirren, mig selv, mit ægteskab og min mand. Jeg er tæt på at græde i næsten hver en situation, og jeg har hele tiden følelsen af, at jeg ikke holder til det.
Jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg ikke holder til, eller hvad det er, at jeg skal kunne holde til. Jeg ved bare, at det er hårdt, og det føles som at være i krise.
Jeg ved, at jeg har brug for hjælp til at få sat tingene på plads, og jeg ved, at det er det bedste jeg kan gøre for mig selv, min mand og Spirren lige nu.
Efter at være nået til denne erkendelse overfor mig selv, ved jeg også godt, hvad det næste skridt er og bliver.