Gentager bare mig selv

Jeg ved det, jeg har ikke skrevet i meget lang tid.
Hvis jeg havde haft kræfterne og overskudet til det, havde mine indlæg formentlig også bare været gentagelser.
For sandheden er, at jeg stadig kaster en del op, når jeg ikke kaster op er jeg overmandet af en voldsom og ubehagelig kvalme. Det hele gør mig enorm afkræftet og det meste af min tid bruges på sofaen med lukkede øjne.

Det er egentlig utroligt, hvad man kan vænne sig til. Jeg oplever ikke min beskrevende hverdag så voldsomt mere, for sådan er min hverdag endnu en gang bare. Jeg tænker i sig selv ikke så meget mere over den, jeg flyder vel bare med den.
Jeg holder fast i min stærke del og i tankerne om spirren, og at min tilstand er godt for den.

Men selvom at jeg er god til, godt hjulpet af min stædighed, at holde fast i det lyse sind, så er der bestemt også de sorte dage.
De sorte dage er dem, hvor jeg ikke magter tingene mere. Jeg vågner om morgenen og synes ikke at kunne se en ende på det. Det får mig til at græde fuldstændig ukontrolleret.
Så er det, at jeg mærker ensomhed og isolationen. For vi har i sin sandhed været
isoleret i lang tid nu. Vi har ikke været sammen med andre menneske, på nær min familie, siden nytårsaften. Det er ganske enkelt, jeg er dårlig det meste af dagen, og min sofa er det eneste, der kan give det bare en smule ro.

D.D er ubeskrivelig for mig. Han passer i den grad på mig. Så er min forældre og søskende også rigtig søde til at komme forbi eller at ringe, og det varmer i den grad.
Jeg kommer uden tvivl også igennem dette her, som forhåbentlig får en ende om et par uger. Men jeg indrømmer hurtigt, at det er sejt.

Jeg regner med, at spirren har det godt. Vi får lov at hilse på den om et par uger, når vi skal have lavet nakkefoldscanning.

Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det er nakkefoldscan. eller når jeg går ind i 13 uge, der er min tredje bro. Jeg tænker mest på, hvornår jeg er fulde 12 uger, men det er nok nakkefoldscan., der er den tredje bro!