Lidt lysere dage

Jeg fik min menstration fredag morgen.
Mærkeligt nok var det dagen efter, jeg over for mig selv havde smidt håndklædet i ringen.
Om torsdagen troede jeg, at alt ville blive overskueligt igen, hvis og når jeg bare fik min menstration.
Men sådan er det bare ikke.
For det her handler nemlig om det, I alle beskriver i Jeres kommentar på mit sidste indlæg, at acceptere dansen, som den er, for vi kan ikke ændre det.

Jeg måtte sande Jeres kloge ord, da jeg det meste af torsdagen bare græd for at komme endnu tættere på følelsen af at være spændt ud i en bue i mig selv.
Jeg tror, det er den bedste beskrivelse, jeg kan give.
Jeg var om nogen på overarbejde. Jeg kunne ikke geare ned, Jeg kunne ikke slappe af. Mindst af alt kunne jeg overskue tingene - mit liv lige her og nu.
Men som dagen og tiden gik, fandt jeg igen styrken og mig selv.

Dagen efter gik bedre, jeg sprudlede ikke af glæde, men jeg trak vejret dybt, og jeg kom igennem endnu en dag.
Nu ved jeg, at oplevelsen ikke vil være alene. De dage vil komme igen. Nu ved jeg, at de er en del af behandlingslivet. Jeg har stadig ingen facitliste over, hvordan jeg klare dem bedst, eller klare dem, næste gang de dukker op.
Men jeg er blevet en erfaring rigere mest af alt, en erfaring der fortæller mig mest om mig selv.
Næste gang ved jeg, at det bare er en af de her dage, hvor alt ser så sort ud, og det er en af de dage, der bare skal være der, for at tingene igen kan komme til at lysne for mig.