En af de sorte dage.....

Er jeg landet i.
Jeg tuder næsten hvert sekund, og stort set alt synes at være noget møj for mig.

Jeg ved ikke om det er situationen med No Name og tanken om at hendes terminsdato nærmer sig med hastige skridt.
Eller om det er krisen i familen, der bare kører på sin fjerde uge i vildt vigør, og som bare begynder at vise sit sande jeg, og de konsekvenser den har med sig. Konsekvenser D.D og jeg aldrig havde drømt om, kunne ramme lige os. Den har ændret vores dagligdag og vores liv.
Måske er det min meget stærke fornemmelse for min søsters formentlige tvillingegraviditet. Jeg under dem det af hele mit hjerte, men jeg mærker en sorg inden i mig. Sorgen er det værste for mig, at jeg ingen gang kan unde min søster en tvillingegraviditet uden at tænke, av det gør ondt, hvorfor er det ikke mig, hvorfor kunne hun ikke bare nøjes med en. En meget mærkelig følelse at opleve, jeg synes at tænke i mig selv hele tiden, hver gang jeg er sammen med hende, at hvis det kun var en hun ventede, så ville det ikke være så hårdt for mig.
Tænk at man kan være så fej i forhold til sin egen søster, øv jeg bare skammer mig.

Jeg giver op, jeg har ikke mere at give af i forhold til at skulle kunne holde denne behandling ud.
Jeg kan ikke tage en dag ad gang, og tro mig, jeg har prøvet.
Jeg har feber og kvalme, og jeg har bare ondt i livet og synes, at alt er så nytteløst.
Jeg har lyst til at kaste håndklædet i ringen nu, men jeg tør ikke i angsten for at alt vil smuldre mellem hænderne på mig.
Jeg gidder bare ikke mere ikke noget af det.