Pludselig ændrer det hele sig

Igår da vi gik i seng, beklagede jeg mig endnu en gang til D.D over manglende menstration.
Jeg sagde til ham "jeg tør væde på, at den kommer imorgen lidt over otte".

Jeg fik ret. Da klokken var 08.18, fik jeg min menstration.
Jeg skyndte mig at ringe til fertilitetsklinikken og tilmelde os. Jeg ved godt, at det skal ske mellem 16 og 8, men jeg satsede.

Så blev jeg ringet op ved 10tiden af dem. Ups nåede jeg at tænke, står jeg nu til skideballe.
Nej hun var bare forvirret, fordi hun kunne se, at vi var igang!!!
Sidste gang da jeg afmeldte, var der ikke blevet noteret noget om det.
Mysteriet blev opløst, og hun sluttede smilende af med at sige "ok du hører fra os senre på dagen"

Så nu venter jeg bare ihærdigt på at klokken slår.


UPDATE: Klokken slog men telefonen ringede ikke igen øv, de tog den heller ikke, da jeg prøvede.
Øv altså denne omgang ligner en af dem med en masse ventetid.....

Jeg må prøve at fange dem mandag i stedet.


Rigtig god weekend til Jer alle

Kom nu menstration

Jeg er ved at rive hovedet af mig selv.
Menstration er stadig ikke kommet, og ja tissetesten er lavet. Behøver jeg at nævne, hvad den viste, nej vel.

Har søndag og mandag haft de sædvanlige menstrationssmerter. Ja faktisk har jeg siden søndag bare tænkt, nu er den på vej.
Prøver at sige til mig selv, at jeg skal slappe af.

Men det kan jeg jo ikke.
Vil bare have, at den skal komme inden imorgen tidlig klokken 8, så kan vi nemlig tilmelde os i denne omgang.
Kommer menstration efter fredag klokken 8, ja så starter en ny omgang.
Svaret ang. plads får man altid fredag, og jeg gidder ikke at vente en hel uge på at vide svaret.
I forhold til kalenderen er det egnetlig ligegyldigt.
Men jeg GIDDER bare ikke at vente mere.
Den tanke om menstration, den bider sig fast i mig, og jeg kan bare ikke slippe af med den, lige meget hvad jeg prøver.
Den er der bare og vil ikke forsvinde.

Nu vil jeg sgu igang og havbe det her forsøg overstået.

Nogen gode råd til det ene eller andet ?????

Typisk

Faktisk er det mere end typisk ihvertfald for mig.
Her går man troligt og venter på menstrationen.
Jeg bilder mig selv ind, at jeg overhovedet ikke tænker på, hvornår den måske indtræffer.
Men det må jeg jo så gøre alligevel, for hvordan kan jeg ellers nu for tredje gang allerede have regnet ud, hvordan dette forsøg vil sammmenfalde med kalenderen?

Er nu på 32 dagen, og der plejer den altså at komme!

Hvor de dog bare styre irreterende meget de tanker.

Forunderlige verden

Jeg synes, det er så forunderligt, at man som person kan stå midt i en smerte og bare mærke, at den borer sig helt derind i hjertet. I sekundet tænker jeg, om den går på tværs af hjerterytmen, så hjertet stopper med at slå.
Smerten er så overmandende så livet i dette sekund kun kommer til at handle om den intense smerte. Jeg fortrænger alt andet, der ikke har med smerten at gøre.

Overstående varer kun få sekunder, men det er nok til, at smerten føles ubehagelig tæt på og som et stik.
Bagefter sådan en oplevelse er det som om, at jeg er kastet ned i det sorte hul.
I starten er hullet al for dybt til, at jeg overhovedet kan overskue vejen op igen.
Noget i mig giver op bare sådan af sig selv. For vejen lige foran mig er for dyster og fyldt med for mange huller. Det eneste jeg ser er kun hullerne, og jeg ved, at jeg for brug for at kunne navigere mig ud af det.
Men den navigation kræver styrke og overblik. Det føler jeg ikke, at jeg har. For smerten har drænet mig for alt, hvad der hedder overskud og energi. Den har bare efterladt mig i et tomrum. Tomrummet opleves som værende inde i en hvid rund kugle. Der er ikke en kant jeg kan klynge mig til, jeg giver op inden i, og alt synes så langt væk for mig selv livet, som jeg stadig lever.

Så er det jeg opdager, at hver gang smerten rammer mig på den intense måde, så er der åbenbart nogen backup systemer i mig, der fungerer. Heldigvis tager de over helt af sig selv.

Det for mig i den grad til at forundre mig over livet og menneskets eksistens. Måske forundre jeg mig i virkeligheden også over mig selv.
Systemerne giver mig en sikkerhed i at vide, at de hjælper mig over på den anden side igen.
De får mig også til at indse, at det er ok ikke at have noget overskud.
Jeg behøver ikke at klamre mig til tankerne om, om jeg holder til det eller ej.
Jeg ved, jeg holder til det, og det bedste er, at det sker af sig selv.
Også på de dage, hvor sårbarheden føles som det eneste fungerende i min eksistens.

Det presser sig sammen om mig

Min kollega fortalte mig idag, at hun venter sig.
Egentlig blev jeg ikke forbavset, det var også ok for mig i samtalen.
Men efter og nu, hvor natten nærmer sig, kan jeg alligevel mærke tårene presser sig på hos mig.

Jeg er på arbejde og alt for langt væk fra D.D. Jeg har talt med ham i telefonen, men jeg mangler hans varme arme om mig lige nu.
Han prøver at trøste mig med sine ord og siger, at vores dag også kommer.

Jeg ved det.
Men lige nu har jeg bare ikke mere at tage af.

Min søster kan i reliteten føder når som helst nu. To af vores vennepar er i fuld gang med deres barn nummer to, det er kun et spørgsmål om tid.
Nu også en kollega.
Mit arbejdsplads var jo mit fristed.

Det er sejt at vente på at komme igang igen.
Tankerne og følelserne om livet med nerverne og følelserne siddende uden på tøjet har jeg haft.
Desværre tager de også mere og mere plads i mit sind.

Hvordan kommer jeg lige igennem den næste tid.
Jeg ved det ikke.
Værst for mig er det, når jeg ikke kan mærke noget overskud men kun underskud.

Yes

En positiv graviditetsprøve i blogland.

Hjertelig Tillykke Monja, jeg håber, du hermed har startet en bølge i blogland:-)

Jeg tror, hun ved det

Jeg har af og til tænkt på, om min søster har kunnet mærke på mig, at vi er i behandling.

Nu er der ingen tvivl. Jeg er overbevist om, at hun ved det. Jeg kan mærke, at hendes måde at være sammen med mig på har ændret sig.
Jeg har vist formiddlet budskabet om det svære, uden at jeg har sagt det direkte til hende.

Den anden dag skulle vi i et center og shoppe. Min mor skulle også med. På et tidspunkt talte vi om den forlæggende tur, og jeg fandt ud af, at vi kun have tre timer at være afsted i. Jeg ved vi bruger mere tid og forslog derfor, at vi kunne finde en anden dag.
Min mor begyndte at tale om, at min søster ikke kunne holde ud at gå i mere end tre timer osv., jeg forslog pauser.
Men det endte i en endeløs diskusion, og jeg valgte bare at trække mig og blive hjemme.
Iden med turen var, at min søster også skulle hente noget bestilt til børneværelset. Det var ok for mig, men jeg gad ikke tage afsted, hvis der kun kunne blive tid til det.
Jeg fortalte til min søster, at jeg sprang fra, og hun spurgte hvorfor. Jeg fortale om overstående.
Hun forstod mig godt, og sammen fandt vi en løsning, så alle blev tilfredse.

Igår var jeg ved lægen, og hun tilbød straks kørsel. Det var rart, da jeg ikke selv kunne køre. Hun spurgte heller ikke om, hvad jeg skulle der, det ville hendes nysgerrige væsen ellers havde sørget for at gøre førhen.
Vi var hjemme hos hende bagefter og spise.

Jeg kan mærke, at noget er forandret mellem os. Noget godt.
Hun involverer mig kun i børnene og graviditeten, når hun mærker, at jeg gerne vil.
Hun tager hensyn til mig, og hun udviser en kæmperespekt i forhold til, hvordan jeg forholder mig til hendes graviditet og snak om de kommende børn, og hun passer på mig.
Det for mig til at tro, at hun ved, vi er i behandling.

Det er dejligt. En gang kunne jeg ikke overskue, hvordan vi overhovedet skulle kunne være sammen igen.
Nu er vi bare sammen. Lidt som da vi var børn, hvor vi ofte legede sammen og sov sammen.
Hvor er jeg glad for at være kommet hertil på min egen og på vores fælles vej.

Bare fordi

jeg elsker dig sagde D.D igår, da han kom med denne dejlige buket blomster til mig.

Ingenting at skrive om!

Der er temmelig stille på min blog i øjeblikket.
Det er ikke fordi, jeg ikke gidder at skrive, men jeg ved bare ikke, hvad jeg skal skrive om.
Der sker ikke så meget i forhold til den infertile del af mit liv.
Så egentlig går jeg bare og venter og venter, på at menstrationen viser sig, så vi kan få tilmeldt os endnu en gang.

Jeg frygter ikke at skulle igang med næste forsøg, og jeg glæder mig heller ikke helt vildt.
Jeg er bare midt imellem, og det nyder jeg, så længe det varer. For jeg ved, at det hele vil ændre sig igen om et stykke tid.

Anden omgang

Det har været sejt for mig i perioder, når andre omkring os anoncerede deres graviditet.
Misundelsen, vreden, sorgen og tomheden tonsede altid frem i mig. Det tog lang tid og meget øvelse, men med tiden lærte jeg at adskille mig selv fra deres graviditeter og tykke maver.

Jeg blev ved med at sige til mig selv, at vores tid også ville komme en dag. En dag var det mig og D.D, der skulle være forældre.
Jeg har vigtigst af alt lært mig selv at holde det ud og ikke mindst at aceptere det, som det er.
For uanset mine skrig og tårer, så ændrer det jo ingen ting for mig.
Jeg er et eller andet sted tvunget til at lære det, for det er alt for hårdt at kæmpe imod.

Jeg er også blevet bedre til at passe på mig selv.
Hvis jeg på forhånd kan mærke, at det vil blive for hårdt at deltage i noget, hvor der er gravide eller nyfødte, så melder jeg fra.
Hvis det bliver for hårdt for mig, når jeg er i det, så bryder jeg op og trækker mig tilbage.
Hvis ikke jeg gidder at tale om det, så kotter jeg pænt folk af på den ene eller anden måde.

Jeg accepter, at behandlingen fylder, og at den endda nogen gange overskygger det meste i mit liv, at den bliver mit omdrejningspunkt og verdens navle.
At jeg vil have tudeture og være ekstrem sårbar, når vi er midt i behandlingen.
For det er bare sådan det er at være infertil i behandling.
Jeg har også tænkt tanker om, at i dette forsøg behøver jeg ikke være superwoman.
Nej jeg har lovet mig selv, at være 110 % egoistisk, det der skal ud, vil komme ud. Jeg vil ikke kæmpe som en gal for at holde det ud i mig selv bare for at tage hensyn til alle de andre.

Alt dette er med til at give mig og D.D mulighed for også at have et liv, selvom vi er infertile og i behandling.
Lykkeligst af alt har jeg givet mig selv retten til at gøre, som jeg gør, og have de følelser, som jeg har.
Jeg bekymrer mig om mig selv, og om hvad jeg og D.D har brug for.

Jeg har i et stykke tid haft en følelse af, at jeg har udviklet mig meget og med behandlingen gennem det sidste år.
Jeg har haft det godt, og jeg har formået at velplacere infertiliteten i mig selv.
Det har været som min astma, der også er en del af mig.

Men igår skulle jeg opdage noget nyt.
Måske har jeg været naiv, men jeg troede egentlig, at der skulle meget til for at trække mig helt ned i støvet igen, når det gjaldt andres graviditeter.

Men ak igår da jeg talte med min barndomsveninde, og hun begyndte at tale om barn nummer to, der fik jeg en mavepuster.
Ikke en af dem, der kunne trække tåre sådan i sig selv. Men en af de mavepuster, der bare får tankerne og følelserne i højeste gear.

Den værste af følelserne er mærkværdigvis ikke snyd- eller hadfølelsen men tomhed- og failerfølelsen.
Puha den har idag efterladt mig i et vakum, der trækker det dybeste sorte hul frem i mig. Ikke tristhullet men et hul, jeg for alvor mærker.
Det er som om, at jeg ikke kan fylde mig selv ud. Jeg mangler jo noget i den grad.
Det er som om, at jeg på mange måder har fyldt hullerne ud.
Men alligevel står jeg bare på standby og venter og venter.
Jeg vokser og udvikler mig, men jeg står alligevel samme sted.
Jeg mærker livet og fanger øjeblikkene, jeg lever her og nu, men jeg står stadigvæk samme sted.
Som om, at jeg er frosset ned. Når jeg tøes op igen, har hele verden drejet rundt om mig, og alle omkring mig er blevet to/tre år ældre i deres liv. Men jeg er stadigvæk samme alder, som da jeg blev frosset ned !

Jeg føler mig som et ur, jeg går og går, men jeg kommer ingen steder alligevel !

Smil i hele femøren

Jeg står og venter i køen til at betale for mine varer.
Foran mig tripper tre små drenge på 6/7 år.

Den ene siger gentagende gange til den anden "du har ikke penge nok, det har du altså ikke" den anden siger "jo jeg har" mens han viser sin hånd, hvori der ligger mindst 30 kobbermønter.

Kassedamen er i mellemtiden blevet færdig med at slå det hele ind. Drengen med mønterne stivner, da hun siger beløbet. Han mangler 1,25 kr. De siger alle tre øv, da kassedamen sætter sodavanden til side.

Jeg spørger dem, om de gerne vil have resten af pengene til sodavanden.
Den ene dreng smiler over hele hovedet, mens de to andre er lidt mere generte, og siger straks "ja tak"

Jeg giver dem pengene og nyder at se deres uforbeholden måde at udstråle glæden over også at få sodavanden med i købet.

På vej ud af butikken godter jeg mig endnu engang over drengenes smilende kropssprog og tænker, at oplevelsen var alle pengene værd:-)

Glad for livet

Vi rykkede kun dette ICSIforsøg, fordi det ikke hang sammen med resten af kalenderen.
Men frem vokser en sidegevinst.
Jeg føler mig mere og mere fri af at være i behandling.
Det bliver mere og mere ok for mig også helt ind i det ekstentielle.
Det er som om, at jeg ikke har brug for at klynge mig så mere meget til angsten og dramaet.

Jeg mobiliserer tankerne hen i alt det andet, jeg også er foruden at være infertil.
Og mærkeligst af alt, så sker det bare af sig selv.
Jeg har selvfølgelig stadig de sårbare dage, hvor hvert et ord om børn næsten kan skubbe mig om kuld.

Forskellen er, at jeg ikke kæmper imod det mere, sådan er det jo bare at være mig, og det er den måde, jeg lærer livet at kende på.

Livet er fedt, og jeg elsker at leve det.