Min kollega fortalte mig idag, at hun venter sig.
Egentlig blev jeg ikke forbavset, det var også ok for mig i samtalen.
Men efter og nu, hvor natten nærmer sig, kan jeg alligevel mærke tårene presser sig på hos mig.
Jeg er på arbejde og alt for langt væk fra D.D. Jeg har talt med ham i telefonen, men jeg mangler hans varme arme om mig lige nu.
Han prøver at trøste mig med sine ord og siger, at vores dag også kommer.
Jeg ved det.
Men lige nu har jeg bare ikke mere at tage af.
Min søster kan i reliteten føder når som helst nu. To af vores vennepar er i fuld gang med deres barn nummer to, det er kun et spørgsmål om tid.
Nu også en kollega.
Mit arbejdsplads var jo mit fristed.
Det er sejt at vente på at komme igang igen.
Tankerne og følelserne om livet med nerverne og følelserne siddende uden på tøjet har jeg haft.
Desværre tager de også mere og mere plads i mit sind.
Hvordan kommer jeg lige igennem den næste tid.
Jeg ved det ikke.
Værst for mig er det, når jeg ikke kan mærke noget overskud men kun underskud.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
4 comments:
Kære M.S.
Øv, øv, øv... Træls når ens fristed også bliver invaderet af de "tykke kvinder"...
Sender dig mange tanker og tilbyder mig til hygge!
Kram fra Snowie :o)
Søde M.
Det er jeg altså ked af at høre - det er bare det værste, når man har det sådan der. Jeg vil stemme i med din mand og sige: fat mod - din dag kommer!
Øv MS. Jeg kender godt fornemmelsen. Det er bare ikke sjovt når åndehullerne er ved at svinde ind. Håber du genfinder styrken.
Tak for jeres varme og og tanker:-)
Post a Comment