Forunderlige verden

Jeg synes, det er så forunderligt, at man som person kan stå midt i en smerte og bare mærke, at den borer sig helt derind i hjertet. I sekundet tænker jeg, om den går på tværs af hjerterytmen, så hjertet stopper med at slå.
Smerten er så overmandende så livet i dette sekund kun kommer til at handle om den intense smerte. Jeg fortrænger alt andet, der ikke har med smerten at gøre.

Overstående varer kun få sekunder, men det er nok til, at smerten føles ubehagelig tæt på og som et stik.
Bagefter sådan en oplevelse er det som om, at jeg er kastet ned i det sorte hul.
I starten er hullet al for dybt til, at jeg overhovedet kan overskue vejen op igen.
Noget i mig giver op bare sådan af sig selv. For vejen lige foran mig er for dyster og fyldt med for mange huller. Det eneste jeg ser er kun hullerne, og jeg ved, at jeg for brug for at kunne navigere mig ud af det.
Men den navigation kræver styrke og overblik. Det føler jeg ikke, at jeg har. For smerten har drænet mig for alt, hvad der hedder overskud og energi. Den har bare efterladt mig i et tomrum. Tomrummet opleves som værende inde i en hvid rund kugle. Der er ikke en kant jeg kan klynge mig til, jeg giver op inden i, og alt synes så langt væk for mig selv livet, som jeg stadig lever.

Så er det jeg opdager, at hver gang smerten rammer mig på den intense måde, så er der åbenbart nogen backup systemer i mig, der fungerer. Heldigvis tager de over helt af sig selv.

Det for mig i den grad til at forundre mig over livet og menneskets eksistens. Måske forundre jeg mig i virkeligheden også over mig selv.
Systemerne giver mig en sikkerhed i at vide, at de hjælper mig over på den anden side igen.
De får mig også til at indse, at det er ok ikke at have noget overskud.
Jeg behøver ikke at klamre mig til tankerne om, om jeg holder til det eller ej.
Jeg ved, jeg holder til det, og det bedste er, at det sker af sig selv.
Også på de dage, hvor sårbarheden føles som det eneste fungerende i min eksistens.