Jeg har af og til tænkt på, om min søster har kunnet mærke på mig, at vi er i behandling.
Nu er der ingen tvivl. Jeg er overbevist om, at hun ved det. Jeg kan mærke, at hendes måde at være sammen med mig på har ændret sig.
Jeg har vist formiddlet budskabet om det svære, uden at jeg har sagt det direkte til hende.
Den anden dag skulle vi i et center og shoppe. Min mor skulle også med. På et tidspunkt talte vi om den forlæggende tur, og jeg fandt ud af, at vi kun have tre timer at være afsted i. Jeg ved vi bruger mere tid og forslog derfor, at vi kunne finde en anden dag.
Min mor begyndte at tale om, at min søster ikke kunne holde ud at gå i mere end tre timer osv., jeg forslog pauser.
Men det endte i en endeløs diskusion, og jeg valgte bare at trække mig og blive hjemme.
Iden med turen var, at min søster også skulle hente noget bestilt til børneværelset. Det var ok for mig, men jeg gad ikke tage afsted, hvis der kun kunne blive tid til det.
Jeg fortalte til min søster, at jeg sprang fra, og hun spurgte hvorfor. Jeg fortale om overstående.
Hun forstod mig godt, og sammen fandt vi en løsning, så alle blev tilfredse.
Igår var jeg ved lægen, og hun tilbød straks kørsel. Det var rart, da jeg ikke selv kunne køre. Hun spurgte heller ikke om, hvad jeg skulle der, det ville hendes nysgerrige væsen ellers havde sørget for at gøre førhen.
Vi var hjemme hos hende bagefter og spise.
Jeg kan mærke, at noget er forandret mellem os. Noget godt.
Hun involverer mig kun i børnene og graviditeten, når hun mærker, at jeg gerne vil.
Hun tager hensyn til mig, og hun udviser en kæmperespekt i forhold til, hvordan jeg forholder mig til hendes graviditet og snak om de kommende børn, og hun passer på mig.
Det for mig til at tro, at hun ved, vi er i behandling.
Det er dejligt. En gang kunne jeg ikke overskue, hvordan vi overhovedet skulle kunne være sammen igen.
Nu er vi bare sammen. Lidt som da vi var børn, hvor vi ofte legede sammen og sov sammen.
Hvor er jeg glad for at være kommet hertil på min egen og på vores fælles vej.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
6 comments:
Hvor dejligt m.s - så er det jo også nemmere at tale med hende om det hvis du en dag får brug for det /lyst til det.
Knus
Åh MS. Jeg fik faktisk helt tårer i øjnene. Hvor er det dejligt at du har sådan en søster. Hun må kende dig godt, også fordi hun forstår ikke at spørger ind til det. Du bestemmer tempoet og så er hun der, hvis du en dag skulle få brug for hende. Du er heldig at du har sådan en dejlig og forstående mand og sørme også en sød søster.
Knus Monja
Hvor er det dejligt at i har fundet hinanden og i nu kan være sammen. Håber at det bliver ved.
Hvor er det dejligt - for jer begge. Hun må jo også have savnet dig - og du hende!
Sådan har jeg det også med nogen af mine veninder. Jeg har sådan på fornemmelsen at de ved det.
Det er rigtig fedt at hun på sin egen stille måde tager hensyn og forstår dig :-)
Din søster har været igennem samme mølle, ikke? Så er det jo ikke underligt at hun fornemmer det. Skønt at I igen kan være sammen!
Post a Comment