Min kat

Jeg har været til møde idag, og mit hoved var bare fyldt op.
På vej hjem var hovedet ved at sprænge, informationerne ville ud igen på en måde, så det lænede sig op ad det mere irreterende.

Men når man så bliver mødt af en lille sort bevægelig del bag ruden, så er det, at man glemer alt om iretationer og informationer.

Katten min havde hørt bilen og ventede på mig i døråbningen.
Jeg låste op, og ud kom hun til mig og mjavede, mens hun bare ville have kontakt.
Skønt at mærke at man har været savnet.
Savnet ville ingen ende tag, og jeg slugte det hele råt.
Da jeg satte mig ved computeren, placerede hun sine poter på skrivebordskanten og mjavede kæl mig mor, kæl mig mor.

Hun er bare helt speciel dejlig.

At leve livet helt og ikke stykkevis og delt!

Jeg kan mærke, at det rigtige for mig er at udskyde ICSI#2, det løber jo ingen vegne.
Oplevelsen er vigtig for mig.

Måske vil jeg kunne få begge dele samtidigt, men jeg vil ikke løbe risikoen for at skulle fravælge oplevelsen i den sidste ende.
Oven i det, vil jeg heller ikke udsætte mig selv for det stress, det utvivlsomt vil blive for mig hver dag, hvis vi gik igang nu.
Jeg ville bruge tusinde af timer på at udregne og atter udregne.

Sygeplejesken sagde til mig, at jeg jo kunne vente med at beslutte og så tale med lægen om det ved første kosulation.
Men jeg ringer imorgen, så pladsen kan blive tilbudt en anden i stedet for.

Smart ikke så er vi to der bliver glad og tilfreds istedet for kun èn:-)

Vi er med, men

overvejer kraftigt at skyde det endnu en gang.

Lige nu er jeg MEGET i tvivl om, hvad vi skal vælge.
For tingene hænger sammen på følgende måde.

Vi er med, og kan gå igang den 11 Oktober med nedreguleringen.
Det er jo fint, men hvis forløbet med nedgerulering og optur vil arte sig som sidste gang, så vil ægudtagningen ramle sammen med den dag, hvor jeg er garanteret en oplevelse for livet. Noget som jeg aldrig vil få muligheden for igen.

Hvis vi skyder det, ryger det ind i julemåneden, som jeg hele tiden har villet undgå.
Problemet er, at jeg selvfølgelig ikke kan vide det, hvodan det hele vil forløbe.

På den ene side er jeg villig til at tage chancen, men på den anden side, synes jeg, det er dumt, hvis jeg kan få denne oplevelse med ved at skyde behandlingen en måned.
En gang kom behandlingen forud for alt andet, men denne gang, er livet ved siden af lige så vigtigt for mig !

Hvad skal jeg gøre, nogen forslag ????

Tilmeldt

Så er vi igen tilmeldt, og jeg sidder her med udlidelige menstrationssmerter.
For fanden i panden, hvorfor skal det altid gøre så ondt????

Måske får vi en tilbagemelding i eftermiddag, måske først om en uge?
Jeg ved det ikke, og er egentlig også lidt ligeglad.
Har bare tilmedt os for at komme videre.

Jeg kan jo ikke gå og vente i evigheder på, at jeg bliver klar til det vel???.
Nogen gange må man vel bare videre, også selv om man ikke synes, det er det fedeste at skulle gå i gang med.

ISCI # 2 nærmer sig

med hastige skridt.
Egentlig skulle min menstration have meldt sin ankomst i Søndags men stadig ingen spor.
Den er forsinket som altid.
Denne gang må den meget gerne være en uge forsinket, for så vil næste forsøg falde i hak med resten af kalenderen.
Ja nogle fordele skal der jo være ved at være i behandling, som at man selv kan planlægge forsøgene :-)

Mit gode humør er tilbage hos mig igen.
Noget i mig glæder sig også til at komme igang igen.
Spændingen er også ved at være tilbage.

Men håbet er så langt borte.
Sådan får det så også bare lov til at være. Hvis jeg får brug for det, kommer det vil tilbage igen !

På den igen

Mit humør eller sindet er stadig meget op og ned.
Det er ok, når jeg er sammen med andre, så formår jeg at holde på mig selv ihvertfald ud af til.
Men når jeg er alene, så bliver jeg ked af det.
Nogen gange græder jeg også af bar glæde. Jeg kan føle mig helt beruset af kærlighed til min kat for eksmepel. Jeg sidder og kikker på den, og pludselig græder jeg, fordi jeg bare er så glad for den.

Vi har besluttet at tilmelde os ved næste menstration. Beslutningen tog vi for en uges tid siden, og systemet er så småt ved at være gået igang hos mig igen.

Angsten tonser igen ind i mit liv, og den er desværre så magtfuld.
Lige nu er jeg allermest bange for at blive den anden M.S, hende der ikke har hold i følelserne.
Jeg er bange for at følelserne tager styringen fra mig.

Jeg har det som om, at det her bare skal overstås.
Jeg kan ikke lide det men skal bare gøre det.
Jeg glæder mig til, at det igen er overstået. Til at hormonerne igen er kommet ud af mig, så jeg kan blive mig selv igen og vende tilbage til mit ellers normale liv.

Alle tårene der er i vejen

Jeg har idag været ude at shoppe med min søster

Jeg har i meget lang tid kunne lukke af, når det gjaldt graviditeter også i forhold til min søster.
Det er et stykke tid siden, vi sidst har været sammen, og maven er selvfølgelig vokset en del.

Det har været sejt for mig idag.
Jeg græd flere gange indvendigt, jeg er så misundelig på hende.
Jeg havde mest af alt lyst til at sætte mig ned i forretningen flere gange midt på gulvet og bare hyle, hyle til der ikke var flere tåre tilbage.

Jeg følte mig så alene og så langt væk fra alting.
Jeg blev pludselig bange, bange for aldrig at få lov til at opleve at være gravid og at kunne sidde og nusse min tykke mave.
Det gør ondt på mig langt langt ind i mig selv.

Hvornår mon denne smerte holder op?

Hvorfor ligeglad ?

Jeg bliver ved med at spørge mig selv om, hvorfor og hvordan jeg kan være så ligeglad med den her del i mit liv - behandlingen.

Troen, modet og håbet drev mig, lige fra første dag af, hvor lægen blev involveret.
Sådan fortsatte det i lange tider. Der var perioder under udredningen, hvor angsten drev mig men stadig skarpt forfulgt af modet og håbet og ikke mindst troen på, at vi meget snart ville blive gravide.
Selv op til og under første ICSI forsøg troede jeg virkeligt på det.
Jeg bildte mig selv ind, at hvis jeg gav mig selv de bedste betingelser fra dag et, som at tro på det og kæmpe med, så ville det lykkes for os. Jeg præsterede sågar at tænke, at grunden til det, ikke lykkedes for andre, var at de ikke troede på det !

Nu står jeg så her med mine dyrbare erfaringer fra første forsøg.
Min egen teori om bare at tro nok på det failede i aller højeste grad.

Det efterlader mig i et tomrum. Jeg er så ligeglad med den her behandling, så jeg foranledes til at være ligeglad med at få et barn !
Jeg prøver at overbevise mig selv om, at hvis vi skal have børn, så sker det bare af sig selv alligevel.
Jeg behøver ikke atvære en del af den her behandling. Jeg kan jo bare tage telefonen og sige "vi er ude, slet os fra listen".

Jeg har sådan en vældig trang til at tage telefonen og rent faktisk gøre det.
Lige bagefter jeg har tænkt de tanker, tænker jeg ups M.S, det er lige nu, du er ved at blive sindsyg.

Det er meget svært for mig at opdage og at skulle kunne holde forskellen ud. Forskellen fra at have gået ind for det her 100 % og så til at være på vej til igen at gå ud af det med 200 % angegement.

Men alligevel er der noget, der holder mig tilbage fra ikke at trykke nummeret til fertilitetsklinikken.
For inderst inde ved jeg jo godt, at det her formentlig er vejen frem for os.
Så hvad holder mig tilbage ?

Jeg tror, det er den manglende garanti for, at vi gennem behandlingerne vil kunne opnå en graviditet, og et barn i den sidste ende.
Den garanti findes bare ikke vel, og det er lige netop den, der spiller mig et puds hele tiden.
Jeg aner ikke, hvor jeg kan putte den ind i mine systmer. Det er som om, at jeg bare ikke kan finde plads til den.

Derfor ender jeg op med at være total ligeglad.
Jeg ville gennemgå 50 ICSI forsøg, hvis jeg blev garanteret et barn i den anden ende.
Men det gør jeg ikke, og forsøgene bliver derfor lige pludselig så meningsløse for mig.

Hvorfor undelægge mig selv det følelsesmæssige pres og alle dens følger, hvis ikke jeg får noget ud af det alligevel.

Min logiske sans fortæller mig konstant, at jeg skal blive ved med at tro på det.
Men for faen, hvor er den konto dog bare tæt på at være brugt op !

Hvorfor børn ?

Jeg er med i et projekt i det offentlige, og det har bestemt intet med emnet børn at gøre. Det er 5 weekender, som forløber over et år, og denne weekend var en af dem.
Weekenden har været meget inspirerende og oplevelsesrig for mig, og på vej hjem slog det mig, hvor glad og tilfreds jeg var.
Jeg havde det fedt og kunne stadig mærke weekends fede kick. Oven i det var jeg på vej hjem til min mand, som oven i købet bare havde endevendt huset i rengørningens tegn, og som fortsatte aftenen med at forkæle mig i lange baner.

Så har jeg også min kat, som jeg kan øse al min kærlighed på.
Egentlig har jeg det jo godt, og hvorfor er det lige, at jeg vil ændre noget som helst.
Hvad faen er det nu, jeg venter på, og hvorfor venter jeg på noget?

Før behandlingen blev en del af vores liv, var det næste mål netop et barn.
Men som tiden skrider frem, ændrer tingene sig for mig i sådan en grad, så jeg kan blive helt bekymret.
Jeg er bekymret for, at jeg ender med at give slip på drømmen om vores børn.

Denne pause har gjort mig godt. Det vigtigste var faktisk, at jeg/vi besluttede os for, at pausen skulle være på ubestemt tid.
Det var viden om, at jeg ikke kunne kontrollere det, der gjorde, at jeg kunne give slip.
For få dage siden oplevede jeg, hvor langt væk jeg var fra behandlingsverdenen.
Jeg sad i en samtale, der handlede om nedregulering osv. Jeg havde ikke styr på begreberne, og jeg kunne ikke huske procedureren.

Jeg blev overrasket og bange.
For få måneder siden ville jeg kunne fortælle det meste omkring behandlingens trin, selv hvis jeg blev vækket af den dybeste søvn.
I dette skrivende øjeblik kan jeg stadig ikke huske trinene præcist.

Jeg undrer mig i den grad, og lige her og nu frygter jeg, at jeg går i stå i forhold til behandlingen og min drøm om at få børn.

Gejsten forsvinder for mig, det er som om, at jeg står og trækker i den.
Jeg bliver nød til at bruge tonsvis af kræfter, for den glider væk i en hurtig fart.

Jeg er på den ene side klar til at tilmelde mig behandlingen igen ved næste menstration. Men på den anden side har jeg what so ever ingen følelser i det eller for det !
Det rager mig i og for sig en papand.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, ja ok så tager vi de forsøg, bare fordi vi nu en gang er kommet igang og har adgang til dem.

Det truer mig ikke at skulle igang igen. Men det er uden nogen følelser overhovedet !

Hvordan kan man blive så følelseskold omkring noget, der burde sætte gang i så meget ????????
Hvor faen er jeg lige på vej hen ??????