Tredje aften

er overstået med det nye putteritual, og det er jeg rigtig glad for.
Aftenen igår var bestemt ikke bedre end den første, men sådan var det vist også sidste gang, formentlig fordi, han vidste hvad der skulle ske. Faktisk synes jeg, han græd flere tåre end gråd.
Vi har en dreng, der ikke giver op så let, og det er vel i grunden slet ikke dårligt! 50 minutter tog det. Til gengæld har han igen sovet hele natten.

Her til aften har gråden ændret sig mere brok end gråd og med mange pauser uden gråd eller brok. Det er en enorm lettelse. Ydeligere kunne vi også ligge ham ned her til aften, og han blev liggende og stoppede hurtigere med at græde. Enkelte gange, når jeg kom derind for at ligge ham ned, lagde han sig selv ned sødt og rigtig godt gået af min dejlige trold og hans mor og far:-)
½ time tog det idag, jeg er vist blevet bedre til at holde gråden ud, men det gør ikke mindrte ondt at skulle gennemføre...

Falde i søvn i egen seng del 2

Så er trolden kommet ovenpå igen efter sin lungebetændelse, og vi har puttet ham i egen seng her til aften.
Det var præcis lige så hårdt omend ikke mere, som det var sidate gang. Endnu en gang græd han bare hjerteskærende i en halv time og rejste sig op hurtigere, end vi kunne nå ud af døren. Vi sad i sofaen og holdte hænder, mens vi talte om, hvor hårdt det var at høre ham være så ulykkelig. Vi var MEGET tæt på at tage ham op og gå rundt med ham. Men holdte det istedet ud og mindede hinanden om, at sidste gang tod det 1½ time den første dag. Efter den første halve time, begyndte han så småt at have sekundpauser uden gråd, men rejste sig stadig op hver gang, vi lagde ham ned. Til sidst var han meget træt og virkede udmattet eller ihvertfald træt.
Jeg prøvede mange gange at ae ham på ryggen, efter jeg havde lagt ham ned men uden held. Efter 50 minutter lykkedes det mig at lægge ham ned og ae ham på ryggen, hvorefter han blev liggende. Der gik 1 minut, så snorkede den stakkels lille fyr.

Puha nu er den første aften heldigvis overstået.

Hva nu !

Når men indslaget her idag skulle faktisk handle om barn nummer to. Eller ihvertfald om start af behandling med barn nummer to. For vores aftale med klinikken var, at vi skulle starte op med blodprøverne efter sommerferie i starten af September, og nu er vi i Oktober. Vi har endnu ikke kontaktet dem, og vi har ej heller hørt fra dem.


For tre måneder siden ville jeg ikke igang så hurtigt, og det vil jeg vel heller ikke nu og alligevel gerne. Når jeg mærker efter helt derinde, så kan jeg mærker behovet for tid til mig selv. Gennem de sidste to år har jeg været i behandling og sidenhen gravid, hvor meget af tiden blev tilbragt på sofaen. Ydeligere har det sidste år stået i troldens tegn, og det ville jeg aldrig bytte væk. Men nu er han blevet et år og sover bla. igennem. Jeg ammer ikke mere, hvilket giver mig mulighed for at tage afsted og mødes til brunch med veninderne. Eller en ugentlig fritidinteresse. Vi har også fundet os selv som familie. Ydeligere har vi begge skiftet job i løbt af sommeren, DD for nylig, og lillemanden har fået en ny hverdag.


Oven i alt det, så føles det som om, at vi begge har fundet vores plads i vores lille familie og rollen som forældre. Vi er vel det man kan kalde for vokset med opgaven, og nu har vi fundet et godt ståsted sammen. Jeg det jo rigtig godt, sådan som det er nu, og derfor vil jeg egentlig bare gerne mærke og nyde det hele, som det er lige nu.

Jeg ville have svært ved at finde energien til endnu en omgang behandling, og jeg vil også gerne kunne give trolden lidt mere tid, for ham selv inden han skal dele sin mor og far med en søster eller bror.


Og når nu jeg har det sådan, så burde det jo ikke være så svært at ringe vel? Men det er det altså alligevel. For det er modstridende for mig at fravælge hjælpen til noget, der har givet mig så meget her i mit liv. Der har været dage, hvor tanken faktisk har været følt som noget forbudt at gøre. Underligt måske, men sådan er det bare lige nu. Jeg ved godt, at vi til hver en tid kan købe os til endnu en mulighed, men det er slet ikke det, det er den følelse jeg får, når jeg skal fravælge noget, jeg har skullet bruge for at få trolden.

Det er som om, jeg skal have overbevidst mig selv om, at det at fravælge behandlingen nu, jo ikke er afgørende for, om vi senere hen får et barn til.

Gå gå gå

Tak for alle Jeres hilsner, det går alleres meget bedre med trolden og heldigvis undgik vi vagtlægen Søndag.


I mandags tog Trolden for alvor sine første mange skridt og nu starver han rundt:-)

Lungebetændele

Øv trolden har lungebetændelse. Natten mellem torsdag og fredag røg far på sofaen, og lillemanden i den store seng ved siden af sin mor. Han fik det rigtig skidt og var vågen hver ½ time hele natten. Fredag fik vi en tid hos lægen, og nu er han på pencelin og inhalator til hjælp til at kunne trække vejret. Hvor godt vi kom så hurtigt afsted til lægen. Hvis ikke det var blevet merkant bedre søndag, skal vi igen kontakte lægen. Men jeg synes, at han har det meget bedre allerede.
Til aften faldte han i søvn ved mig, og inden han gav sig til at sove havde han klappet talrige takter med sine små hænder:-) Jeg tror, han er klar til egen seng igen Mandag:-)