Når men indslaget her idag skulle faktisk handle om barn nummer to. Eller ihvertfald om start af behandling med barn nummer to. For vores aftale med klinikken var, at vi skulle starte op med blodprøverne efter sommerferie i starten af September, og nu er vi i Oktober. Vi har endnu ikke kontaktet dem, og vi har ej heller hørt fra dem.
For tre måneder siden ville jeg ikke igang så hurtigt, og det vil jeg vel heller ikke nu og alligevel gerne. Når jeg mærker efter helt derinde, så kan jeg mærker behovet for tid til mig selv. Gennem de sidste to år har jeg været i behandling og sidenhen gravid, hvor meget af tiden blev tilbragt på sofaen. Ydeligere har det sidste år stået i troldens tegn, og det ville jeg aldrig bytte væk. Men nu er han blevet et år og sover bla. igennem. Jeg ammer ikke mere, hvilket giver mig mulighed for at tage afsted og mødes til brunch med veninderne. Eller en ugentlig fritidinteresse. Vi har også fundet os selv som familie. Ydeligere har vi begge skiftet job i løbt af sommeren, DD for nylig, og lillemanden har fået en ny hverdag.
Oven i alt det, så føles det som om, at vi begge har fundet vores plads i vores lille familie og rollen som forældre. Vi er vel det man kan kalde for vokset med opgaven, og nu har vi fundet et godt ståsted sammen. Jeg det jo rigtig godt, sådan som det er nu, og derfor vil jeg egentlig bare gerne mærke og nyde det hele, som det er lige nu.
Jeg ville have svært ved at finde energien til endnu en omgang behandling, og jeg vil også gerne kunne give trolden lidt mere tid, for ham selv inden han skal dele sin mor og far med en søster eller bror.
Og når nu jeg har det sådan, så burde det jo ikke være så svært at ringe vel? Men det er det altså alligevel. For det er modstridende for mig at fravælge hjælpen til noget, der har givet mig så meget her i mit liv. Der har været dage, hvor tanken faktisk har været følt som noget forbudt at gøre. Underligt måske, men sådan er det bare lige nu. Jeg ved godt, at vi til hver en tid kan købe os til endnu en mulighed, men det er slet ikke det, det er den følelse jeg får, når jeg skal fravælge noget, jeg har skullet bruge for at få trolden.
Det er som om, jeg skal have overbevidst mig selv om, at det at fravælge behandlingen nu, jo ikke er afgørende for, om vi senere hen får et barn til.
4 comments:
Måske er det ikke et fravalg? Måske er det et til-valg? Du vælger at bruge dine kræfter på din familie her og nu. På Trolden. På dig selv. På manden. Du vælger at puste ud. Få vejret igen efter nogle turbulente år. Du vælger at flyde med i livet og være i nuet i stedet for at halse af sted efter næste punkt på dagsordenen. For du vælger jo ikke barn nummer to fra sådan for tid og evighed. Muligheden vil jo stadig være der om et halvt år, eller om to år. Og chancen vil hverken være større eller mindre til den tid.
Jeg forstår godt dine tanker. Men jeg tror, det er virkelig vigtigt at lytte til din mavefornemmelse - den lyder til at være ret klar?!
Jeg tror osse på mavefornemmelsen.
Hvad er problemet? Er det at finde penge til nr 2 i det private, når/hvis I engang føler jer klar?
@Frøkehat Det er jo det det er - tak for den vinkel.
@Rikke Problemet er egentlig ikke pengene eller dt er ihvertfald ikke det, der fylder. FOR MIG ER DET dit at skule sige nejtak.
Inderste inde føler jeg jo, at jeg siger nej tak til et barn mere!
Om alt er, så skal jeg- ller såvil jeg/en af os ringe i næste uge. Fredag skal vi have ringet....
Jeg synes egentlig ikke der er et valg. Du virker ret afklaret med at du ikke ønsker at starte behandling nu, og så skal i da klart vente. Barn nr. 2 kan altid bringes op senere. Du fravælger ikke eller siger nej tak (andet end til gratis behandling), du udskyder bare beslutningen. Jeg håber i finder ud af den rigtige beslutning og får ringet til klinikken.
Knus Monja
Post a Comment