Hvem ved vi er i behandling ?

Det har før været oppe at vende i blogland - "Hvem ved, at vi er i behandling".
Kommentarer fra forige indlæg inspirer mig til at skrive om det igen.

Vi valgte fra start ikke at fortælle det til nogen.
Overordnet var det fordi, vi ikke ønskede, at behandlingen skulle stå mellem os og de andre.
Vi gad ikke at være M.S og D.D i behandling, vi ville jo bare være os.
Det skulle ikke være behandlingen, der skulle være indholdet i samtalen.
Hertil kom der presset. Ingen af os mente, at vi ville kunne holde til, at telefonen skulle ringe uafbrudt, hver gang vi havde været til undersøgelse, eller når vi var i behandlingen. Det var et hårdt pres i sig selv, bare det at være i behandling.

Hvis andre kendte til det, mente jeg, at der ville være risiko for, at det ville holde mig fast i det infertile. Det ville være svært for mig, at tage pause fra det, hvis andre fastholdt mig i det med deres velmente interesse og spørgsmål.
Jeg ville heller aldrig kunne styre, hvornår det kom fra mig, og hvornår emnet blev bragt på bane af andre.

Det gode ved ikke at dele det med andre er friheden.
Jeg bestemmer altid selv, hvornår, hvordan og hvor meget der skal tales om det.
Hvornår jeg er infetile M.S, og hvornår jeg er M.S uden fokus på den infertile del.

Det svære var i starten alle spørgsmålene om børn. Måske kunne det have afhjulpet, hvis svaret havde været behandling. Men jeg tvivler på, at det havde været en aflastning for mig. Mon ikke spørgsmålene bare ville være skiftet ud med nogle andre med forkus på behandlingen.

Så er der det med min gravide søster.
Her ville det i grunden nok have været nemmest, hvis jeg havde fortalt hende, at vi også er i behandling. Den løsning er også overvejet nogle gange.
Men mit svar ender altid med ikke at fortælle det.

Jeg elsker min søster højt, og jeg er bekymret for, at det ville blive svære for mig, for hende og os imellem, hvis jeg fortalte det.
Hun ville om nogen forstå mig, og jeg ved, at hun ville bruge uendelige mange ressourcer på at tage hensyn til mig.
Derfor ved jeg, at vores samvær altid ville blive styret af de hensyn.
Det ville sætte os bagud. Hver gang vi mødtes, ville vi, altid skulle bruge tid på at tune os ind på hinanden. Hvordan har jeg det i dag, hvordan har min søster det, kan vi overhovedet være sammen idag. Kan jeg sige det, kan jeg gøre det. Hvad skal jeg undgå osv.
Det ville blive for rodet for mig, og selv om det måske lyder dumt og fuldstændig uforståligt, så ville jeg føle, at jeg mistede noget værdifuldt,hvis jeg fortalte min søster om behandlingen.

Jeg elsker hende stadig, selvom hun er blevet gravid, og det vil jeg blive ved med.
Jeg har brug for at få lov til at give hende omsorgen og opmærksomheden om, at det er lykkedes for dem.
Det fungere bedst for mig, at jeg kan trække mig, når det bare bliver for meget.

Af praktiske grunde har jeg fortalt min arbejdsplads om, at vi er i behandling.
Her fungerer det godt med, at jeg bringer det på bane, hvis det overhovedet skal på banen. Det har ingen betydning for mig, andet end flexsibiliteten rent praktisk, når jeg har brug for det, at de ved det.

Så ved et enkelt og nærtstående vennepar, at vi er i behandling. De har altid udvist respekten for, at det er en del af vores privatliv, samtidig med, at de også er der, når vi har brug for at få luft.

Måske ændrer behovet sig en dag. Men lige nu er det bare sådan, det skal være.

Måtte forlade rummet

Vi har været hos mine forældre og spise frokost idag. Vi var alle samlet, og det var egentlig ganske hyggeligt.
Jeg har ikke problemer med at være sammen med min gravide søster sådan rent fysisk mere.
Jeg troede egentlig også, at jeg var kommet lidt videre. At jeg kan unde hende hendes graviditet uden at være misundelig, det synes jeg, var godt gået.

Det er egnetlig heller ikke så meget hendes mave, der skubber til mig mere. Det er al det, den tiltrækker.
I dag blev det så bare for meget for mig. Vi sad der rundt om bordet og snakkede om alt muligt andet en den kommende graviditet. Det var så dejligt befriende. At jeg kunne være sammen med hende, uden jeg skulle forholde mig til maven.

Men pludselig handlede det kun om den kommende tid, de går i møde. Om det de skal have indrettet og noget at have købt. Min mor trak enda den kommende far med hen til skufferne af børnetøj.
Jeg følte mig i den grad udenfor. Jeg havde kun lyst til at skrige rigtigt højt " så hold da kæft, kan I ikke se, hvor ked af det, i gør mig med al Jeres babysnak".
Jeg prøvede at lukke mig ude af deres verden, og jeg sad med hovedet begravet halvt i mine hænder og tænkte mig langt væk.
Det virkede ikke, jeg gik på toiletet for at give mig selv en pause. Men da jeg kom tilbage, blev det bare endnu værre.
Det var som om, at orderne blev tungere og tungere i mit hoved. Jeg kunne bare ikke holde det ud mere, og jeg rejste mig og hviskede nærmest pænt tak for idag. Jeg måtte gå, jeg kunne ikke mere.

At vente på ubestemt tid !

Jeg har igen fået min menstration, dog en uge forsinket.
Jeg nåede den sidste dag i den uge at tænke, måske er jeg gravid. Jeg nåede også at bruge meget af min energi på bekymringer om, at ICSIforsøget havde lavet kludder i min cyklus.
Den har ikke lavet så meget rod i den, men jeg har til gengæld haft MANGE smerter denne gang. Normalt plejer jeg at have ondt de første par timer, og så er det overstået. Det har gjort ondt, når jeg har bevæget mig, og jeg har det bedst ved bare at ligge ned eller sidde stille.
Der er også små klumper af gammelt blod i udflåden, det er også nyt.
Kan det alt sammen skyldes ICSIforsøget, har nogen af Jer oplevet ligende eller forskelle i Jeres cyklus efter et forsøg ????

Så er der det med følelserne. Jeg har tidlige skrevet om mit behov for en pause. Da jeg skrev det indlæg, var jeg ikke presset. Der var lang tid til tilmelding, og jeg havde stadig to menstrationer igen.

Da vi for et års tid siden startede udredning, kunne jeg ikke komme igang hurtigt nok. Jeg havde ingen erfaring i tørretumbleren - sådan opleves forsøget for mig at være i en tørretumbler, hvor du bliver kastet frem og tilbage, op og ned.
Men det har jeg nu.
Egentlig troede jeg, at den tidsbestemte pause var god nok.

Men det er som om, at alt har vendt sig for mig. Allerede nu begynder jeg at tænke, åh nej så skal jeg slides i næste gang, at jeg får min menstration. Der er ikke en anden menstration imellem mere.
Det gør mig urolig, bange og panisk. Jeg panikker rent faktisk i små korte øjeblikke. Jeg kan mærke mit åndredrag forandre sig i de små øjeblikke og jeg bliver varm og klam.
Jeg føler mig spærret inde, når jeg bare tænker på ordet tilmelding. Bagefter den tanke komme alle følelserne, jeg gennemgik i sidste forsøg, trillende forbi mig.

Jeg har allermest lyst til at smide det væk, bare langt væk ud af mit liv.
Når jeg herefter tænker pause på ubestemt tid, så for jeg det MEGET bedre, og det hele synes at fungere i mig igen.

Jeg ved, at jeg kan holde til næste forsøg. Jeg ved, at vi D.D og mig holder til det.
Men jeg ved ikke, hvornår, jeg bliver klar igen.
Det er som om, at jeg ikke har mig selv helt med. Tøretumbleren er hele tiden et skridt foran mig, og jeg halser bare forpustet bag efter den.
Lige nu tænker jeg kun, at jeg ikke vil byde mig selv sådan en tur til.

Projekt Baby

Jeg er blevet færdig med rundebogen, og jeg synes, at den fortjener nogle gode ord med på vejen !

Jeg læser ikke mange bøger om året, og jeg må indrømme, at de første fire - fem lidt kedelige kapitler i Projekt Baby også næsten fik mig til at opgive denne bog.
Men stædigheden bragte mig videre og godt for det.
For da jeg først kom gennem de første kapitler i bogen, så begyndte den at fænge mig.

Det gode ved bogen synes jeg, er forfatterens levende og præcise måde at beskrive, den måde graviditet pludselig bliver temaet i dit liv, når du smider p-pillerne. Endvidere beskrivelsen af besættelsen, som det bliver til, jo længere tid der går, og at at den kommer til at gå forud for alt andet i dit liv.
Hun er også inde på behovet for ligestillede og det ændrende samvær med veninder, som har fået børn.
Om oplevelsen af mandens manglende interesse for, at det ikke lykkes hurtig nok, og forskellen i mandens og kvindens måde at forholde sig til den manglende graviditet på.
Hun formår også at beskrive omverdens voldsomme og grænseoverskridende interesse, som kan følels som snagen, for hvornår man planlægger børn.
Få gange er der også flettet lidt faktuel viden fra behandlingsdelen ind.

Det der trækker bogen lidt ned ville være forfatterens lidt overgearet måde at fortælle historien på. Mange ting ville kunne sorteres fra uden at ødelægge budskabet.
Den kan af og til bekræfte mig i mine egene følelser i forhold til infertiliteten, men den kan ikke fortælle mig noget nyt.

Jeg ved ikke om jeg er ening med anmelderen på bagsiden af bogen om, at den er en morsom roman, men den vil formentlig godt kunne være indsigstfuld for de mennesker, der ikke selv kender til behandlingslivet i den infertile verden.

Gode fornøjelse til Jer, der planlægger at læse bogen :-)

Omgivelserne kan stadig gøre noget ved mig !

Det sker dog ikke så tit mere, at jeg bliver berørt af andres maver eller kommentarer.
Men få få dage siden var jeg sammen med min gravide søster, og hun fortalte mig om børnenes køn. Jeg ved ikke hvorfor, men det var bare for hårdt. Måske fordi det blev mere virkeligt for mig, at hun rent faktisk skal være mor. Hun er 20 uger henne, og man kan se det ganske tydeligt nu.
Helt slemt blev det dog for mig, da hun fortalte mig, at hun få dage inden havde været inde og se på barnevogn og klapvogn og valgt dem. Det gjorde mig ked af det og irreteret på en gang. Jeg viste selvfølgelig kun et smil, men inden i mig kørte det rundt.
Jeg gentager konstant i mig selv, at vores tur også kommer en dag, men jeg har en periode, hvor jeg har meget svært ved at forlige mig med, at hun skal være mor i efteråret og til at leve et familieliv.

Samtidig har jeg også opdaget at svaret for den næste graviditetsblodprøve vil komme til at lægge MEGET tæt på hendes fødsel.

En måned efter

Det er en måned siden, vi fik taget graviditetsblodprøven, som var negativ.
Efter fem dage, kom jeg helt ovenpå igen.
Der blev pludselig plads igen til alt det andet i mit liv.
Selvom det kun var små to måneder, jeg havde levet anderledes, så gjorde de to måneder en markant forskel på mig.

Det overrasker mig i den grad, hvor meget de to måneder egentlig kunne føles andeledes, mens de stod på, og hvor meget plads de bare tog helt af sig selv.
Selvom jeg ikke bevidst tænkte behandling hvert sekund, så var det der bare altid, og hvis ikke det fyldte pladsen ud i forgrunden, så lå det altid lige bagved. Det var som om, at det nogen gange overtog min egen styring.

Så meget holdte det behandlingsliv i live. Alt det fysiske med næsesprayen, sprøjten, scanningerne. Oven i det var der følelserne der også sørgede for at fremhæve behandlingslivet hele tiden.
Det lod sig ikke gøre med tankerne om, når vi en gang får børn. Der var altid tonsvis af andre følelser med i. Hvad vil scanningen vise idag, vil æggene være store nok, vil der være æg, vil der være sæd at hente, vil æggene kunne befrugtes, vil de dele sig. Hvad hvis det ikke lykkes, vil det så nogen sinde kunne lykkes.
Vil vi kunne nå det i de tre forsøg.
Mit følelsesliv var altid sat i et spænd med omverdenen. Alle de graviditeter vi mødte på vejen i omgangskredsen og i familien, de gjorde noget ved mig, mine egne forventninger om et familieliv, og det øgede pres, der altid var at mærke hos andre.
Presset om at være almindelig, at får børn som noget almindeligt.
At skulle kunne holde facaden og at skulle kunne adskille sig fra det, alle andre satte i gang i mig, når emnet blev børn. Samtidig med at jeg skulle kunne holde, alt det behandlingen bød mig, ud.
Der var behandlingslivet og der var altid omverdenens liv. Jeg befandt mig altid i begge verdener mere eller mindre, og hvis ikke jeg forenede de to verdener, blev det hurtigt kaotisk inden i mig.
Selvom vi have valgt at inddrage alle andre i behandlingen tror jeg ikke, det ville have forenet de to verdner meget alligevel, for så ville behandlingen bare komme til at stå imellem os og omverdenen. Så ville jeg aldrig kunne være "almindelige mig" i samværet med andre. Det ville helt sikkert have betydet ligeså meget arbejde for mig selv.

Nu når jeg tænker tilbage på de to måneder, så er det på en måde uvirkeligt for mig. Jeg ved, at jeg var til stede, men det er som om, at det ligger langt væk. Som om at det var "noget" jeg oplevede engang i mit liv.
Det kommer bag på mig, hvor meget det kunne holde gang i sig selv og dermed have sit eget liv. Jeg var som en gidsel i det, for det havde altid fat i mig, på den ene eller anden måde.
Jeg kunne udvikle systemer, hvad jeg også gjorde, som kunne hjælpe mig igennem dagene. Men systemerne var ikke altid nok, for ofte var de sorte tanker et skridt foran mig. Ofte organiserede jeg mig ud af følelserne. Jeg gik op i, hvor meget jeg stadig kunne deltage i på tværs af behandlingen. De tidspunkter hvor jeg gjorde det, blev mine frirum. For når jeg bare forholdte mig til det, så forholdte jeg mig aldrig til, hvad behandlingens op og nedture gjorde ved mig.
Der var dage, hvor jeg gav slip og lod følelserne sætte dagsordenen og andre dage, var det min gode evne til at organinsere, der satte dagsordenen.
Det virkede for mig.

Om få dage vil vi igen kunne tilmelde os behandling. Men vi var eninge om at holde lidt pause, hvis blodprøven var negativ.
Pausen er god for mig, jeg har altid haft brug for at finde mit eget ståsted i mine følelser. Jeg ved af erfaring, at det kan tage sin tid, og det er vigtigt for mig at kunne bruge den tid, det tager, før jeg igen kan føle mig samlet.

Den sidste måneds tid, har jeg brugt på at "afforurene" mig selv, og den næste måned bliver brugt på at forberede mig selv på næste omgang ICSIforsøg med tilmelding i August.