En måned efter

Det er en måned siden, vi fik taget graviditetsblodprøven, som var negativ.
Efter fem dage, kom jeg helt ovenpå igen.
Der blev pludselig plads igen til alt det andet i mit liv.
Selvom det kun var små to måneder, jeg havde levet anderledes, så gjorde de to måneder en markant forskel på mig.

Det overrasker mig i den grad, hvor meget de to måneder egentlig kunne føles andeledes, mens de stod på, og hvor meget plads de bare tog helt af sig selv.
Selvom jeg ikke bevidst tænkte behandling hvert sekund, så var det der bare altid, og hvis ikke det fyldte pladsen ud i forgrunden, så lå det altid lige bagved. Det var som om, at det nogen gange overtog min egen styring.

Så meget holdte det behandlingsliv i live. Alt det fysiske med næsesprayen, sprøjten, scanningerne. Oven i det var der følelserne der også sørgede for at fremhæve behandlingslivet hele tiden.
Det lod sig ikke gøre med tankerne om, når vi en gang får børn. Der var altid tonsvis af andre følelser med i. Hvad vil scanningen vise idag, vil æggene være store nok, vil der være æg, vil der være sæd at hente, vil æggene kunne befrugtes, vil de dele sig. Hvad hvis det ikke lykkes, vil det så nogen sinde kunne lykkes.
Vil vi kunne nå det i de tre forsøg.
Mit følelsesliv var altid sat i et spænd med omverdenen. Alle de graviditeter vi mødte på vejen i omgangskredsen og i familien, de gjorde noget ved mig, mine egne forventninger om et familieliv, og det øgede pres, der altid var at mærke hos andre.
Presset om at være almindelig, at får børn som noget almindeligt.
At skulle kunne holde facaden og at skulle kunne adskille sig fra det, alle andre satte i gang i mig, når emnet blev børn. Samtidig med at jeg skulle kunne holde, alt det behandlingen bød mig, ud.
Der var behandlingslivet og der var altid omverdenens liv. Jeg befandt mig altid i begge verdener mere eller mindre, og hvis ikke jeg forenede de to verdener, blev det hurtigt kaotisk inden i mig.
Selvom vi have valgt at inddrage alle andre i behandlingen tror jeg ikke, det ville have forenet de to verdner meget alligevel, for så ville behandlingen bare komme til at stå imellem os og omverdenen. Så ville jeg aldrig kunne være "almindelige mig" i samværet med andre. Det ville helt sikkert have betydet ligeså meget arbejde for mig selv.

Nu når jeg tænker tilbage på de to måneder, så er det på en måde uvirkeligt for mig. Jeg ved, at jeg var til stede, men det er som om, at det ligger langt væk. Som om at det var "noget" jeg oplevede engang i mit liv.
Det kommer bag på mig, hvor meget det kunne holde gang i sig selv og dermed have sit eget liv. Jeg var som en gidsel i det, for det havde altid fat i mig, på den ene eller anden måde.
Jeg kunne udvikle systemer, hvad jeg også gjorde, som kunne hjælpe mig igennem dagene. Men systemerne var ikke altid nok, for ofte var de sorte tanker et skridt foran mig. Ofte organiserede jeg mig ud af følelserne. Jeg gik op i, hvor meget jeg stadig kunne deltage i på tværs af behandlingen. De tidspunkter hvor jeg gjorde det, blev mine frirum. For når jeg bare forholdte mig til det, så forholdte jeg mig aldrig til, hvad behandlingens op og nedture gjorde ved mig.
Der var dage, hvor jeg gav slip og lod følelserne sætte dagsordenen og andre dage, var det min gode evne til at organinsere, der satte dagsordenen.
Det virkede for mig.

Om få dage vil vi igen kunne tilmelde os behandling. Men vi var eninge om at holde lidt pause, hvis blodprøven var negativ.
Pausen er god for mig, jeg har altid haft brug for at finde mit eget ståsted i mine følelser. Jeg ved af erfaring, at det kan tage sin tid, og det er vigtigt for mig at kunne bruge den tid, det tager, før jeg igen kan føle mig samlet.

Den sidste måneds tid, har jeg brugt på at "afforurene" mig selv, og den næste måned bliver brugt på at forberede mig selv på næste omgang ICSIforsøg med tilmelding i August.