Tuesday, July 12, 2005

En måned efter

Det er en måned siden, vi fik taget graviditetsblodprøven, som var negativ.
Efter fem dage, kom jeg helt ovenpå igen.
Der blev pludselig plads igen til alt det andet i mit liv.
Selvom det kun var små to måneder, jeg havde levet anderledes, så gjorde de to måneder en markant forskel på mig.

Det overrasker mig i den grad, hvor meget de to måneder egentlig kunne føles andeledes, mens de stod på, og hvor meget plads de bare tog helt af sig selv.
Selvom jeg ikke bevidst tænkte behandling hvert sekund, så var det der bare altid, og hvis ikke det fyldte pladsen ud i forgrunden, så lå det altid lige bagved. Det var som om, at det nogen gange overtog min egen styring.

Så meget holdte det behandlingsliv i live. Alt det fysiske med næsesprayen, sprøjten, scanningerne. Oven i det var der følelserne der også sørgede for at fremhæve behandlingslivet hele tiden.
Det lod sig ikke gøre med tankerne om, når vi en gang får børn. Der var altid tonsvis af andre følelser med i. Hvad vil scanningen vise idag, vil æggene være store nok, vil der være æg, vil der være sæd at hente, vil æggene kunne befrugtes, vil de dele sig. Hvad hvis det ikke lykkes, vil det så nogen sinde kunne lykkes.
Vil vi kunne nå det i de tre forsøg.
Mit følelsesliv var altid sat i et spænd med omverdenen. Alle de graviditeter vi mødte på vejen i omgangskredsen og i familien, de gjorde noget ved mig, mine egne forventninger om et familieliv, og det øgede pres, der altid var at mærke hos andre.
Presset om at være almindelig, at får børn som noget almindeligt.
At skulle kunne holde facaden og at skulle kunne adskille sig fra det, alle andre satte i gang i mig, når emnet blev børn. Samtidig med at jeg skulle kunne holde, alt det behandlingen bød mig, ud.
Der var behandlingslivet og der var altid omverdenens liv. Jeg befandt mig altid i begge verdener mere eller mindre, og hvis ikke jeg forenede de to verdener, blev det hurtigt kaotisk inden i mig.
Selvom vi have valgt at inddrage alle andre i behandlingen tror jeg ikke, det ville have forenet de to verdner meget alligevel, for så ville behandlingen bare komme til at stå imellem os og omverdenen. Så ville jeg aldrig kunne være "almindelige mig" i samværet med andre. Det ville helt sikkert have betydet ligeså meget arbejde for mig selv.

Nu når jeg tænker tilbage på de to måneder, så er det på en måde uvirkeligt for mig. Jeg ved, at jeg var til stede, men det er som om, at det ligger langt væk. Som om at det var "noget" jeg oplevede engang i mit liv.
Det kommer bag på mig, hvor meget det kunne holde gang i sig selv og dermed have sit eget liv. Jeg var som en gidsel i det, for det havde altid fat i mig, på den ene eller anden måde.
Jeg kunne udvikle systemer, hvad jeg også gjorde, som kunne hjælpe mig igennem dagene. Men systemerne var ikke altid nok, for ofte var de sorte tanker et skridt foran mig. Ofte organiserede jeg mig ud af følelserne. Jeg gik op i, hvor meget jeg stadig kunne deltage i på tværs af behandlingen. De tidspunkter hvor jeg gjorde det, blev mine frirum. For når jeg bare forholdte mig til det, så forholdte jeg mig aldrig til, hvad behandlingens op og nedture gjorde ved mig.
Der var dage, hvor jeg gav slip og lod følelserne sætte dagsordenen og andre dage, var det min gode evne til at organinsere, der satte dagsordenen.
Det virkede for mig.

Om få dage vil vi igen kunne tilmelde os behandling. Men vi var eninge om at holde lidt pause, hvis blodprøven var negativ.
Pausen er god for mig, jeg har altid haft brug for at finde mit eget ståsted i mine følelser. Jeg ved af erfaring, at det kan tage sin tid, og det er vigtigt for mig at kunne bruge den tid, det tager, før jeg igen kan føle mig samlet.

Den sidste måneds tid, har jeg brugt på at "afforurene" mig selv, og den næste måned bliver brugt på at forberede mig selv på næste omgang ICSIforsøg med tilmelding i August.

4 comments:

Amocca said...

Dejligt at læse nyt ;o) Har savnet dig og manglet dig på msn :D

Kan så meget sætte mig ind i dine følelser - og nikke genkendende. Lige bortset fra det med at andre ikke kendte til hvad vi gik igennem...

Det er langt hårdere at gå igennem end nogen - inklusive en selv - kan forestille sig... det fylder så utroligt meget imens det står på, at der slet ikke er plads til noget som helst andet. Og som jeg står her i ingenmandsland kan jeg knap bedømme og jeg har lyst til at blive hvor jeg er i limbo eller om jeg hurtigst muligt vil igang igen...

Jeg var ked af ikke at komme igang - men på den anden side tager tanken også pusten fra mig... forstår du hvad jeg mener...

Vi ville så gerne være en familie, men det er bare så hårdt at gennemgå... Det truer med at tage forstanden fra een mens det står på, og selvom det stadig fylder i pausen, så er jeg dog mere rummelig følelsesmæssigt når jeg er fri af hormornerne - og kan dermed bedre tackle det...

Jeg sender dig et kram herfra og beklager at jeg har skrevet så lang en kommentar - måske skulle jeg have skrevet et indlæg på min egen blog istedetfor :)

Amocca

Anonymous said...

Dejligt at se dig på banen igen! Det er også min erfaring at man er nødt til at holde nogen pauser væk fra behandlingsræset - ellers bliver man simpelthen sindsyg. Men heldigvis vågner man pludseligt op en dag og føler at nu kan man godt klare en tur mere i trøjen. Så er man klar igen.

Det er sindsygt hård. Langt hårdere end nogen kan forestille sig. Det underlige er at vi alligevel overlever og kommer igennem som hele mennesker.

Nyd nu din pause, så godt som du kan. Kræfterne skal du bruge senere.

QVINDEN said...

Flot skrevet ...

Jeg er endnu ikke så langt, at jeg har været igennem noget behandlingsforlø, men jeg synes alligevel godt, at jeg forstår, hvad det er, du skriver.

Pyh ... Der er noget at forberede sig på - hvis man da ellers kan det.

Du beskriver i hvert fald rigtig flot, hvad det er, du går gennem.

Monja said...

Hej M.S

Jeg kender så godt de følelser som du beskriver. Det er utroligt så meget behandlingen styre ens liv. Ligesom Amocca er jeg også meget ambivalent med at være blevet afvist. Selvfølgelig er jeg skuffet, men det er også blevet en vidunderlig sommer som bare skal nydes.

Knus Monja