At vente på ubestemt tid !

Jeg har igen fået min menstration, dog en uge forsinket.
Jeg nåede den sidste dag i den uge at tænke, måske er jeg gravid. Jeg nåede også at bruge meget af min energi på bekymringer om, at ICSIforsøget havde lavet kludder i min cyklus.
Den har ikke lavet så meget rod i den, men jeg har til gengæld haft MANGE smerter denne gang. Normalt plejer jeg at have ondt de første par timer, og så er det overstået. Det har gjort ondt, når jeg har bevæget mig, og jeg har det bedst ved bare at ligge ned eller sidde stille.
Der er også små klumper af gammelt blod i udflåden, det er også nyt.
Kan det alt sammen skyldes ICSIforsøget, har nogen af Jer oplevet ligende eller forskelle i Jeres cyklus efter et forsøg ????

Så er der det med følelserne. Jeg har tidlige skrevet om mit behov for en pause. Da jeg skrev det indlæg, var jeg ikke presset. Der var lang tid til tilmelding, og jeg havde stadig to menstrationer igen.

Da vi for et års tid siden startede udredning, kunne jeg ikke komme igang hurtigt nok. Jeg havde ingen erfaring i tørretumbleren - sådan opleves forsøget for mig at være i en tørretumbler, hvor du bliver kastet frem og tilbage, op og ned.
Men det har jeg nu.
Egentlig troede jeg, at den tidsbestemte pause var god nok.

Men det er som om, at alt har vendt sig for mig. Allerede nu begynder jeg at tænke, åh nej så skal jeg slides i næste gang, at jeg får min menstration. Der er ikke en anden menstration imellem mere.
Det gør mig urolig, bange og panisk. Jeg panikker rent faktisk i små korte øjeblikke. Jeg kan mærke mit åndredrag forandre sig i de små øjeblikke og jeg bliver varm og klam.
Jeg føler mig spærret inde, når jeg bare tænker på ordet tilmelding. Bagefter den tanke komme alle følelserne, jeg gennemgik i sidste forsøg, trillende forbi mig.

Jeg har allermest lyst til at smide det væk, bare langt væk ud af mit liv.
Når jeg herefter tænker pause på ubestemt tid, så for jeg det MEGET bedre, og det hele synes at fungere i mig igen.

Jeg ved, at jeg kan holde til næste forsøg. Jeg ved, at vi D.D og mig holder til det.
Men jeg ved ikke, hvornår, jeg bliver klar igen.
Det er som om, at jeg ikke har mig selv helt med. Tøretumbleren er hele tiden et skridt foran mig, og jeg halser bare forpustet bag efter den.
Lige nu tænker jeg kun, at jeg ikke vil byde mig selv sådan en tur til.