Virus og meget andet godt fra havet

Herhjemme er vi syge.
Jeg blev det med 40 i feber for en uge siden og om lørdagen, måtte vi ringe til vagtlægen. Hun vurderede, at jeg var så syg, så hun ville have mig indlagt og undersøgt ydeligere. Hvad gør man lige der, når man skal holde barnedåb dagen efter!!!! Jeg/vi tog afsted og kunne heldigvis få lillemanden passet hele dagen.
Det var en virus, og det kan man ikke gøre meget ved. Jeg fik slæbt mig gennem barnedåben. Men hvor er livet bare unfair ik, nu har jeg sgu glædet mig så meget til den barnedåb i så mange år, og så var jeg bare syg syg syg.
Det har også medført, at vi begyndte at give flaske istedet for nogle af måltiderne til lillemanden, da jeg bare var så syg. Jeg har været så tæt på at slå helt over i flaske men samtidig kunne jeg også mærke, at jeg gerne ville amme ham fuldt ud, som planlagt, til han er et ½ år.
Jeg er stædig, og derfor har jeg taget kampen op med flasken. Det vil sige nu herpå 2 dagen, ammer jeg igen fuldt ud, og det tog kortere tid for mig at få produktionenen op igen, end jeg umiddelbart havde regnet med. Det er dejligt.

Jeg er vist ikke så god til at få opdateret med hensyn til troldens udvikling, men altså det går stadig rigtig godt med ham. Han er nu 68 cm lang og vejer 7,750 g. Med al den fløde i mine bryster, ville det da næsten være ærgeligt at gå over på flaske:-)
Vi havde igår besøg af sundhedsplejesken, og hun er rigtig godt tilfreds med ham.
Han samler ting op nu og alt ryger i munden selv hans fødder :-) Han er så småt begyndt at vise interesse for at vende sig, og for at kunne nå og række ud efter tingene rundt om ham.

Det går stadig ikke så godt med putningnen om aftenen, og al den sygdom her har ikke gjort det bedre. Tak for jeres responds.
Vi har lagt en plan. Nu amme jeg ham i stuen, og så putter vi ham, og så giver vi sut og synger en sang. Vi skal kun tage ham op, hvis han bliver "rigtig" ked af det. Det vigtigste er, at det bliver det samme, vi begge gør hver aften.
Sundhedsplejesken mente, at det ville kunne tage op til en uge, før han har fundet ud af det nye system. Jeg er godt nok spændt på, hvordan det vil gå, og hvor lang tid, det vil tage - opdatering følger senere på ugen.....

Tænk engang. Dengang han blev født, ville jeg så gerne stoppe tiden og bare blive stående der midt i hele universet med min nyfødte unge. Jeg troede, at jeg havde mødt toppen for ubetinget kærlighed.
Men virkeligheden er ganske anderledes, det var kun starten dengang. Jeg elsker ham jo højere for hver dag der går, og jeg glæder mig sådan til næste morgen, når vi putter ham. Jeg glæder mig til at møde hans glade dejæige lille ansigt i hans vugge, der bare stråler til mig hver morgen, og jeg glæder mig til at have endnu en dag med ham, oh alt det han giver mig og sin far.
Hvor jeg dog elsker den lille unge.

Søvnmønster

Indtil trolden var 3 måneder ca., sov han fire timer om formiddagen og gerne en times tid igen om eftermiddagen. Han har også altid sovet meget om natten, og vi kunne som regl lægge ham over i vuggen, hvor han faldt i søvn umiddelbart efter.
Det har så ændret sig meget, her hvor han er fyldt de 4 måneder.
De sidste små 14 dage har der været meget klynkeri, når han skulle puttes. Ligeledes sover han nu kun en lille time om formidden og en igen om eftermiddagen generelt.
Når klokken slår syv, er han færdig og meget klar til at sove. Jeg ammer stadig fuldt ud. Putningen forgår på den måde, at jeg ammer ham i soveværelset med kun vågelampen tændt og synger en sang. Så bliver han puttet i vuggen, når han er færdig og får sutten og sit sovedyr. Som regl accepterer han det og ligger gerne og pludre lidt. Så begynder han at kalde på os med sin gråd. De første mange gange går vi ind til ham, og giver ham sutten. Men det varer ikke lang tid, så starter han igen. Det er dog aldrig rigtig gråd, og tager vi ham op, griner han lystigt og begynder at pludre.
Men på et tidspunkt ender det jo selvfølgelig med gråd, og så tager vi ham op og svøber ham ind i sin dyne. Så falder han hurtigt i søvn og kan ligges ned i vuggen og sove videre. Herefter kan han vågne et par gange for at skal have sutten, inden han for alvor sover fast. Det vil sige, at der sagtens kan gå mellem en time til halvanden herhjemme med putning!
Han sover godt, når han først er faldet i søvn, og vågner gerne efter 7-8 timer for at få mad. Det giver jeg ham i vores seng, og han falder uden problemer selv i søvn efterfølgende, når jeg putter ham ned i hans vugge igen. Herefter kan han godt sove fire timer igen, hvor han så får mad igen.

Vi synes at have prøvet alt, og jeg aner ikke hvordan, vi knækker den her kode.
Det er dog som om, at han mangler at lære, hvordan han selv falder i søvn, altså overgangen fra før, hvor han bare faldt i søvn, fordi han var så lille, og så nu er blevet bevidst om sig selv.
Men hvordan pokker kan vi hjælpe ham, og hvad kan vi måske gøre anderledes???????
Jeg håber, er er nogle af Jer lærsere, der har nogle gode råd!

Rykket datoen

Jeg har lige talt med klinikken, og de har rykket datoen frem til den 16-3-07.
Der skal vi så til en førstesamtale. Den kunne hun ikke trække længere, men når bare vi har været til den, så var det lidt nemmere at skyde tiden, for så var vi inde i systemet.
Det er jeg glad for, for så er lillemanden fyldt et ½ år, hvad jeg har det rigtig godt med.

Brev fra fertilitetsklinikken!

Jeg fik sommerfugle i maven, da der igen lå brev fra klinikken.
Vi skal til samtale den 22-2-07, hvad jeg synes er lige om lidt.
Der bliver noget at tage stilling til herhjemme.

Blandede følelser

Vi bor i en af de amter, hvor det, før den nye lovgivning som trådte i kraft den 1-1 07, også var muligt at komme i behandling i det offentlige med barn nummer to, hvis man ikke havde født tvillinger første gang. Efter Rikkes forslag om en henvisning før den 1 januar, kontaktede jeg rent faktisk min læge for at få lavet en henvisning til klinikken en gang til, inden den nye lov trådte i kraft.
Jeg ringede allerførst til klinikken for at forhøre mig, og fortalte det som det var. Også at vi var blevet forældre i September, og at vi ikke havde lyst til at gå igang lige her og nu. Men at vi på den anden side gerne ville spare de 40 -50.000 kr, hvis vi kunne!
De var søde som altid, og hun forslog, at vi fik lavet henvisningen endnu en gang, og så kunne de jo trække tiden lidt i den anden ende.
Det synes jeg lød ok og drog til lægen 3 juledag. Jeg ringede til klinikken 2 dage efter for at høre, om de have modtaget henvisningen, og det havde de.

Vi snakkede om det herhjemme, men jeg tænkte ikke så meget over det, tænkte mest på at få henvisningen i hus og så kunne vi jo bare lade være med at bruge den, hvis ikke det passede ind.
Nu er jeg så begyndt at tænke over det, fordi vi i realiteten kan få brev fra klinikken når som helst, og for hver dag der går, jo mere for jeg en underlig fornemmelse i maven, som jeg ikke helt kan finde rundt i?
Det efterlader så mange blandede følelser i mig. Det gør mig glad, at vi endnu en gang måske skal opleve et lille mirakel igen. Det gør mig også rolig, at vi har en masse erfaring at trække på. Et eller andet sted synes jeg også, at det er spændende at skulle igang igen på et eller andet tidspunkt.
Så er der den anden vægtskål. Jeg frygter, at jeg endnu en gang skal være syg ved en eventuel graviditet. Jeg kan sagtens holde det ud, men kan jeg tillade mig at byde lillemanden 9 måneder, hvor mor bare er syg????, når han ikke er ældre, og vil jeg nogensinde kunne tilbyde ham det? Og kan jeg byde D.D det og hvad med mig selv???
På den anden side, hvis det skulle være, kunne det måske være godt, når D.D holder sine tre måneders barsel. Så er han jo hjemme også med lillemanden, hvis jeg skulle blive syg igen!
Noget af det der også kunne være med til at afgøre tidspunktet vil være henvisningen, hvor længe gælder den ?
Tænk at man begiver sig ud på den rejse igen !

Sol i blogland

Hvilken varme der lige kom forbi blogland:-)
Søs er gravid og tilmed tilbage i blogland, Rikke igang igen, og lykkejærgerens lille fighterspunk holder stadig ved i sin mors mave.
Det gør mig sgu altsammen så glad, så jeg måtte lave en selvstændig post om det:-)

Når ja så er der jo også lige den der henvisning, som vi nåede at få i hus inden den 1 Januar, mere om det en anden gang.

Et nyt år

År 2006 har uden tvivl været et af de bedste år for mig nogen sinde.
Jeg fik lov at tage fat på glæderne allerede inden årskiftet til 2006. Den 28 december skulle jeg arbejde og testede derfor om morgenen, for at kunne forberede mig på en eventuel blødning via en negativ graviditetstest. Men virkeligheden skulle vise sig at være en helt anden. For testen var positiv, og jeg fattede ingenting. Jeg var overbevist om, at det ikke stemte overens med virkeligheden. Jeg kunne ikke forstå, at jeg virkelig var gravid.
To dage efter ringede de fra klinikken og ønskede tillykke.
Imorgen er det så et år siden, jeg for alvor begyndte at mærke graviditeten, og alt det den havde med sig. Det var også i de dage, hvor min verden væltede for mig følsesmæssigt. For en stund mistede jeg pludselig evnen til at navigere og endte istedet med et kaos i mit hoved.
Det sværeste at holde ud var alle de andres glæde, for jeg kunne ikke forbinde graviditeten med mig selv. Ydeligere var der de, som nok ingen kunne have forberedt mig på: lykken fuglte ikke med som en pakkeløsning, da jeg var blevet gravid. I så lang tid havde jeg drømt og fantaseret om denne graviditet, og da jeg så var gravid, blev virkeligheden fuldstændig anderledes i forhold til den romantiske graviditet.
Jeg nåede aldrig at opleve den romantiske del af en graviditet, for hyperemesisen satte hurtigt ind. Vi så et vennepar en gang i løbet af de første 20 uger, ellers var vi herhjemme.
Herefter begyndte jeg at bevæge mig ud, jeg lærte at være ligeglad med alle andre, når jeg skulle kaste op her og der!
I påsken gik det helt galt , kroppen kunne ikke holde til mere, og D.D besluttede, at vi skulle ringe til sygehuset. Jeg var selv fuldstændig ligeglad med det hele på det tidspunkt og indviligede. Jeg blev indlagt og fik forskellige drop. Det gode var, at jeg efterfølgnde fik et par dage uden opkast. Det var også her de besluttede at give mig drop hver 14 dag, så jeg ikke nåede at blive så syg.
Så var der også al problematikken med hende koen fra kommunen. Hun var en ren heks. Jeg kan stadig blive gal på hende! Tænk at udsætte andre mennesker for en sådan behandling.
Det var også svært for mig at erkende, at en sygemelding var nødvendig, at jeg ikke ville komme på arbejde igen før endt barsel. Jeg kom aldrig på arbejde igen i graviditeten, og i lørdags var det faktisk et år siden, jeg sidst var på arbejde.
Så kom plukveerne, og vi var afsted for at få tjekket spirren, det var vi vist et par gange.
Datoen for min termin nærmede sig, og vi nåede også at opleve de såkaldte "drilleopstart"
Fjerde gang blev lykkens gang, og Spirren meldt sin ankomst den 15 September 2006 :-)
Så var der den første tid, hvor alt var ren lykke, og D.D, Spirren og jeg selv levede i vores helt eget lille univers fuldstændig blogget af fra omverdenen og alle dens begivenheder.
Derfor var det enormt overvældende for mig at opdage en helt anden dimention i vores forhold og livet som familie. Der var øjeblikke, hvor jeg var bange for at miste mit ægteskab. Der var tonsvis af gange, hvor jeg tvivlede på, om vores forhold ville kunne holde til det nye liv som familie.
Idag 3 måneder senere er vi igen kommet over på den anden side. Idag ved jeg også, at perioden var en helt ny oplevelse for os begge, og ingen af os havde løsningen. Så løsningen blev alvorlige snakke mellem os, og så lod vi tiden arbejde for os. Det er næsten som om, at vi startede med at være teenagere i forældreskabet og er nu langsomt begge vokset med opgaven
mellem os og er begge blevet voksne forældre i et ægteskab.
Vi ender selvfølgelig stadig i sittuationer, hvor vi støder sammen. Men forskellen på den måde vi løste det på, dengang og så nu, er stor. Vi forholde os voksenet til situationen. Vi har begge fundet vores rolle som forældre og som mor og far for Spiren, og det giver overskud. Et overskud der er med til at skabe en god og varm hverdag for os alle tre.

Det overrasker mig endnu en gang, hvor god kroppen er til at glemme. Når jeg læser tilbage i min blog, bliver der igen pustet liv i de omtalt følelser. Jeg husker pludseligt, hvor dårligt jeg egentlig havde det i meget lang tid, og dagene der bare snøvlede sig afsted på sofaen med brækspanden ved min side. Eller de gange hvor jeg bare lå afkræftet på badeværelsesgulvet, og D.D måtte hjælpe mig ind igen.
Jeg kan godt huske det, men alligevel får jeg næsten en følelse af, at jeg vist overgjorde det lidt, for så slemt var det vel ikke. Men samtidig ved jeg jo godt, hvordan det var, og det var som jeg beskrev det. Lige nu i et splitsekund kan jeg godt tænke, at det vil jeg aldrig vil kunne gennemføre sådan en gaviditet igen og slet ikke med lillemanden i mit liv. Men heldigvis er der også en følels af ubetinget kærlighed til sådan et lille menneske, og det er den der fylder mest. Det er selvfølgelig også den der gør, at jeg vælger ønsket om endnu et barn til.
Heldigvis ved jeg ikke på forhånd, hvordan en eventuel graviditet vil forløbe næste gang - mon den næste gang bliver i 2007?- måske:-)