Monday, January 01, 2007

Et nyt år

År 2006 har uden tvivl været et af de bedste år for mig nogen sinde.
Jeg fik lov at tage fat på glæderne allerede inden årskiftet til 2006. Den 28 december skulle jeg arbejde og testede derfor om morgenen, for at kunne forberede mig på en eventuel blødning via en negativ graviditetstest. Men virkeligheden skulle vise sig at være en helt anden. For testen var positiv, og jeg fattede ingenting. Jeg var overbevist om, at det ikke stemte overens med virkeligheden. Jeg kunne ikke forstå, at jeg virkelig var gravid.
To dage efter ringede de fra klinikken og ønskede tillykke.
Imorgen er det så et år siden, jeg for alvor begyndte at mærke graviditeten, og alt det den havde med sig. Det var også i de dage, hvor min verden væltede for mig følsesmæssigt. For en stund mistede jeg pludselig evnen til at navigere og endte istedet med et kaos i mit hoved.
Det sværeste at holde ud var alle de andres glæde, for jeg kunne ikke forbinde graviditeten med mig selv. Ydeligere var der de, som nok ingen kunne have forberedt mig på: lykken fuglte ikke med som en pakkeløsning, da jeg var blevet gravid. I så lang tid havde jeg drømt og fantaseret om denne graviditet, og da jeg så var gravid, blev virkeligheden fuldstændig anderledes i forhold til den romantiske graviditet.
Jeg nåede aldrig at opleve den romantiske del af en graviditet, for hyperemesisen satte hurtigt ind. Vi så et vennepar en gang i løbet af de første 20 uger, ellers var vi herhjemme.
Herefter begyndte jeg at bevæge mig ud, jeg lærte at være ligeglad med alle andre, når jeg skulle kaste op her og der!
I påsken gik det helt galt , kroppen kunne ikke holde til mere, og D.D besluttede, at vi skulle ringe til sygehuset. Jeg var selv fuldstændig ligeglad med det hele på det tidspunkt og indviligede. Jeg blev indlagt og fik forskellige drop. Det gode var, at jeg efterfølgnde fik et par dage uden opkast. Det var også her de besluttede at give mig drop hver 14 dag, så jeg ikke nåede at blive så syg.
Så var der også al problematikken med hende koen fra kommunen. Hun var en ren heks. Jeg kan stadig blive gal på hende! Tænk at udsætte andre mennesker for en sådan behandling.
Det var også svært for mig at erkende, at en sygemelding var nødvendig, at jeg ikke ville komme på arbejde igen før endt barsel. Jeg kom aldrig på arbejde igen i graviditeten, og i lørdags var det faktisk et år siden, jeg sidst var på arbejde.
Så kom plukveerne, og vi var afsted for at få tjekket spirren, det var vi vist et par gange.
Datoen for min termin nærmede sig, og vi nåede også at opleve de såkaldte "drilleopstart"
Fjerde gang blev lykkens gang, og Spirren meldt sin ankomst den 15 September 2006 :-)
Så var der den første tid, hvor alt var ren lykke, og D.D, Spirren og jeg selv levede i vores helt eget lille univers fuldstændig blogget af fra omverdenen og alle dens begivenheder.
Derfor var det enormt overvældende for mig at opdage en helt anden dimention i vores forhold og livet som familie. Der var øjeblikke, hvor jeg var bange for at miste mit ægteskab. Der var tonsvis af gange, hvor jeg tvivlede på, om vores forhold ville kunne holde til det nye liv som familie.
Idag 3 måneder senere er vi igen kommet over på den anden side. Idag ved jeg også, at perioden var en helt ny oplevelse for os begge, og ingen af os havde løsningen. Så løsningen blev alvorlige snakke mellem os, og så lod vi tiden arbejde for os. Det er næsten som om, at vi startede med at være teenagere i forældreskabet og er nu langsomt begge vokset med opgaven
mellem os og er begge blevet voksne forældre i et ægteskab.
Vi ender selvfølgelig stadig i sittuationer, hvor vi støder sammen. Men forskellen på den måde vi løste det på, dengang og så nu, er stor. Vi forholde os voksenet til situationen. Vi har begge fundet vores rolle som forældre og som mor og far for Spiren, og det giver overskud. Et overskud der er med til at skabe en god og varm hverdag for os alle tre.

Det overrasker mig endnu en gang, hvor god kroppen er til at glemme. Når jeg læser tilbage i min blog, bliver der igen pustet liv i de omtalt følelser. Jeg husker pludseligt, hvor dårligt jeg egentlig havde det i meget lang tid, og dagene der bare snøvlede sig afsted på sofaen med brækspanden ved min side. Eller de gange hvor jeg bare lå afkræftet på badeværelsesgulvet, og D.D måtte hjælpe mig ind igen.
Jeg kan godt huske det, men alligevel får jeg næsten en følelse af, at jeg vist overgjorde det lidt, for så slemt var det vel ikke. Men samtidig ved jeg jo godt, hvordan det var, og det var som jeg beskrev det. Lige nu i et splitsekund kan jeg godt tænke, at det vil jeg aldrig vil kunne gennemføre sådan en gaviditet igen og slet ikke med lillemanden i mit liv. Men heldigvis er der også en følels af ubetinget kærlighed til sådan et lille menneske, og det er den der fylder mest. Det er selvfølgelig også den der gør, at jeg vælger ønsket om endnu et barn til.
Heldigvis ved jeg ikke på forhånd, hvordan en eventuel graviditet vil forløbe næste gang - mon den næste gang bliver i 2007?- måske:-)

5 comments:

soesterlystig said...

Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i lige præcis de følelser du stod med, da du fik at vide, at du var gravid. Jeg har det på PRÆCIS samme måde. Så du må endelig give gode råd:-) Det er meget uvirkeligt at forestille sig, at jeg om et år (måske) har en lille en på præcis samme alder, som din lille har nu.....

Anonymous said...

Det er enormt meget nemmere at forholde sig til de ting alle andre oplever end en selv. Jeg er f.eks. meget mere lykkelig på Søs' vejne end jeg var for mig selv. På hendes vejne kan jeg bare huje og juble. Men igen, så er det jo heller ikke mig der skal leve med smerten og tabet, skulle det unævnlige ske.

Søs, du må genåbne din blog så vi kan overøse dig med dårlige råd ;-)

MS, du er kommet en lang vej, og den har været snirklet og besværlig. Nu har vi begge fået vores "gulddrenge", og tænk, vi er begge klar igen. For netop, kroppen glemmer alt - jeg husker også kun i detaljer fordi jeg har skrevet det ned. Men på intet tidspunkt har jeg været i tvivl om at jeg gerne gjorde det hele igen. Skal vi følges?

Anonymous said...

@Søs: jo altså det med de gode råd har du selvfølgelig fri adgang til, men altså det er jo rigtigt hvad de andre siger, du må bare åbne din blog eller en helt ny?, hvordan skal vi ellers kunne støtte dig:-) og give noget af alt det du har givet igen???

@Rikke: Ja det kunne være dejligt at følges ad. Men altså du er jo lige 9 måneder foran !!!
Men på den anden side, kommer vi måske til at følges, sådan som tingene ser ud lige nu herhjemme:-)

lykkejægeren said...

Ja, heldigvis er vi mennesker så fantastisk indrettet at vi fortrænger alt det slemme når vi oplever noget godt. Du har jo oplevet den største lykke, men har bestemt måttet kæmpe for det...
Som du ved kender jeg udemærket de følelser du beskriver i forhold til en sygemelding, men jeg håber man finder en rytme og lærer at leve med "sin beslutning". Håber du atter kommer til at stå med to streger i 2007.

Frøkenhat said...

Kunne være hyggeligt med endnu en graviditet i Blogland. Håber under alle omstændigheder, at 2007 bliver et godt år for dig og din familie.