Så er jeg klar igen...

Jeg føler mig igen klar på ny. Sådan har det altid været for mig, jeg rejser mig brat op og kæmper videre, efter at jeg har kunne sunde mig over tingene i en periode.
Det er egentlig gennem min kommentar til Solsikke idag, at det er gået op for mig, at jeg er tilbage på begge ben.

Jeg skriver følgende til hende "Jeg forstår dine bekymringer og ikke mindst dit behov for at sammenligne dig med andre og deres graviditetstegn.
For lighed med andre gør os rolige.
Det var "nemt" for mig at være så syg i de første 12 uger - for det var mange andre jo også ik. Så fortsatte det alligevel, men jeg kunne stadig læne mig op af, at nogen jo havde det sådan i de første 16 uger.
Det blev dog rigtig svært for mig, da jeg nåede ind i 17 uge, for hvem faen skulle jeg nu læne mig op af?
Svaret var ingen, det var hårdt for mig psykisk, og det kastede mig ud i en følelse af at være i ingenmandsland og ikke at kunne føle mig hjemme nogen steder. Det gjorde mig bange og meget usikker. Jeg nåede næsten at overbevise mig selv om, at jeg havde en sygdom, som kom i udbrud, fordi jeg var gravid!
Nu har jeg for alvor indset, at jeg må finde min egen historie.
Jeg er så småt begyndt at tænke, at måske ændrer det sig ikke det store. Måske vil jeg bare have det sådan her, indtil jeg føder.
For måske er det bare min historie, og den måde min graviditet er på".

Det blev i den sidste ende for hårdt for mig hele tiden at vente på, at jeg fik det bedre. Nu venter jeg ikke mere på forandring, nu prøver jeg at forkusere på alt det andet min graviditet også har med.
Kvalmen fylder selvfølgelig stadig, og det vil den blive ved med, for det kan jeg ikke ændre. Men jeg kan selv bestemme, hvor meget den skal fylde i min bevidsthed og min hverdag.
Jeg har den jo bare med mig nu og holder den ud, og det er det.
Selvom man har brækket et ben, kan man jo stadig få det samme ud af en gåtur i det fri, som hvis benet ikke var brækket, bare man har en kørestol med sig!

Jeg har nu været til akupunktur tre gange, og den sidste gang har kun forværret min situation. Så nu får det en sidste chance, og hvis det endnu en gang er forværret i løbet af ugen, så stopper jeg med det.

I forhold til min arbejdsplads er jeg begyndt at tænke og acceptere, at jeg måske ikke kommer tilbage før barsel. Jeg har talt lidt med dem om det, og de er indforstået med det. De tænker vist i virkeligheden det samme, som jeg selv. For hvis skyld skulle jeg slæbe mig afsted den sidste måned eller to, og hvem skulle det give mening for?

Jeg er træt af, at andre spørger hvordan jeg har det. Så nu er svaret til dem, at der ingen ændring er, og at jeg giver dem besked, hvis det en dag vil ændre sig for mig.
Det giver mig den ro, som jeg har brug for lige nu, og det er det, der fungerer for mig.

Dem der giver mig akupunkturen er alle jordermødre, der er tilknyttet det fødested, vi har valgt.
Idag var det en meget sød en, det er de nu alle sammen, men vores kemi gik godt i spænd. Hun skullle bla. sætte nåle i min mave, og ved smamme lejlighed mærkede hun efter spirren.
Hun var meget imporneret over min maves størelse i forhold til min situation. Hun sagde, at den lå meget flot og højt oppe, og sagde ydeligere, at jeg helt sikkert ville komme til at mærke liv fra den i løbet af de næste par uger:-)

Med den besked kan jeg ikke andet end være glad og vente spændt.
Jeg har fået noget dejligt at fokusere på, og tiden er igen blevet min bedste ven.

Jeg håber, at I alle må få en dejlig weekend.

Og her.....

ligner dagene desværre hinanden meget stadigvæk.
Den store forskel er måske, at jeg tuder mere nu end hidtil.

Jeg tuder og græder mest, fordi jeg bare ikke har mere at give af i øjeblikket. Jeg er om nogen kørt surt i det.
Det er så ubeskriveligt svært for mig at komme igennem dagen.
Jeg står op om morgenen, men det er desværre ikke, lysten der sørger for det. Det er min stædighed. For giver jeg først efter for ligegyldigheden, ved jeg, at det går rigtig meget galt for mig.
Men det koster AL min energi.

Opkastne er minimeret til et par gange om dagen, men den massive kvalme, der giver mig følesen af, at skulle kaste op hele tiden, den er så indgroet i mig nu, og jeg har mistet troen på, at den forsvinder, før jeg føder.
Det er ikke opkastne eller kvalmen, der i sig selv er det værste. For jeg har lært at begå mig med og slæbe mig gennem dagen med det.
Men kroppen er så afkræftet nu, og den er tung. Imorges måtte D.D hjælpe mig ind på sofaen fra toilettet. Min krop kan bare ikke mere, og den føles så tung og så opbrugt.

Det værste er dog mit psykiske velvære eller mangel på samme.
Jeg er her, hvor jeg undres over, at jeg stadig kan gennemføre dagen uden at bryde sammen for good og blive indlagt på den lukkede.
Det er desværre ingengang for sjov, at jeg skriver det. Det er alvor i mit hoved og i mit liv lige nu.

Det psykiske efterspil af at være i behandling og derefter opnå en graviditet er ved at indhente mig.
Jeg har på intet tidspunkt været glad, og intet synes at være skønt, selvom jeg opnåede denne graviditet.
En kæmpe del i mig er lykkelig for graviditeten og realiteten i, at jeg skal være mor. Men desværre sparkes denne del konstant langt væk af, hvordan jeg har det fysisk.
Det er så frustrerende for mig. Hver morgen ønsker jeg, at jeg bare måtte få en dag uden kvalme og opkast. Jeg græder i min længsel efter at være M.S uden denne altstyrende fysiske befindende.
Det væreste for mig er den manglende kontrol og styring. Mennesker har brug for en retning, og brug for at kunne kontrollere en del af deres liv.
Jeg føler mig i ingenmandsland og på vej ud af en vej, der aldrig synes at have en ende.
Det er som om at disse store kræfter, som jeg intet kan gøre noget ved, bare tager en bid af mig hver dag. De giver mig aldrig mulighed for at lade op.
Jeg har haft en periode over to uger, hvor det var ok om aftenen, hvor jeg kunne lade en smule op.
Men det har ændret sig, og mine aftener er igen inddraget til fordel for kvalmen.

I starten sagde alle til mig, vent til du går ind i 13 uge, så bliver det igen godt. Så blev det til 16 uge, og nu er jeg i 17 uge.
Jeg tør ikke tro på megt mere og slet ikke tidsgrænser. Jeg tør knapt nok tro på, at det har en ende.

Jeg er stadig sygemeldt, og vi er stadig meget isoleret.
Vi har nogle rigtig gode venner, der støtter os, og jeg har nogle fantastiske veninder og Jer, som kæmper sammen med mig.
Det er en gave, og det er noget jeg har så meget brug for lige nu. Jeg er så glad for, at min fantastiske mand evner at holde sammen på mig og vores ægteskab, for jeg har ingenting at give af i mit liv lige nu.

Hyperemesis

Når man lider af voldsom opkastning og kvalme i sin graviditet, hedder det hyperemesis.
Jeg har selvfølgelig ikke fået det bedre af, at der nu er kommet navn på, "hvordan jeg har det". Men det gør alligevel en stor forskel for mig, ihvertfald i forhold til, hvordan jeg opfatter mig selv i øjeblikket.
Faktum er, at min sygemelding nu er forlænget med en måned, og det har været MEGET svært for mig at acceptere tingenes tilstand.
Det var ikke svært i de første tre måneder, fordi jeg ved, at mange lider af kvalme og opkast i den tid. Jeg vidste, at det ikke var "unormalt", og jeg havde nogen at sammenligne mig med.
Men mit stoppede bare ikke efter de tre måneder. Det var hårdt for mig, for nu havde jeg ingen at sammenligne mig med mere. Jeg følte mig så forkert og dårlig til at være gravid.
Værst af alt så begyndte tankerne at tage overhånd. Jeg begyndte at tænke, at det var mig, der var noget galt med. At jeg ikke var stærk nok, og derfor reagerede min krop stadigvæk kraftigt på graviditeten.
Jeg prøvede at trodse, hvordan jeg havde det, og kørte med 110 gennem dagen, bare for at overbevise mig selv om, at jeg godt kunne styre opkasten og kvalmen, det bare var et spørgsmål om, hvordan jeg greb tingene an. Men hver gang jeg gjorde det, betalte jeg prisen om aftenen, kroppen sagde fra.
De oplevelser var med til at forstærke min tanke om, at der virkelig var noget galt med mig, og at jeg måske ligefrem skulle udsættes for det her, fordi det lykkedes for os at blive gravid allerede i nummer to forsøg. Jeg skulle jo på ingen måde have lov til at nyde min graviditet. Når det gik så hurtigt, så skulle jeg nok få noget andet og kæmpe med. Det var logisk i mit lille hoved.

D.D sagde til mig flere gange, at det var min krop, der reagerede, og at det ikke havde noget med noget andet at gøre.
Lægen, jodermoderen, min arbejdsplads, familie og venner bakker mig alle op. For dem er det nemlig logisk, at jeg ikke kan gå på arbejde, når jeg har det som jeg har det.
Men trods al opbakningen og min egen bevidsthed om, at jeg ikke kan ændre tingenes tilstand, er det alligevel en kamp for mig i øjeblikket at holde fast i virkeligheden.

Jeg ved godt, at den eneste løsning for mig lige nu, er at erkende, hvordan jeg har det, og så minde mig selv om, at det er min krop, der reagerer, og at det ikke er noget psykisk eller andet, der udløser det.
Jeg sætter ikke mere tid på, hvornår det holder op. Det gjorde jeg til jeg nåede 12 uge. Men jeg lærte af det, da de viste sig at være det modsatte for mig, og nu tager jeg bare en dag ad gangen igen igen.
Det er også blevet "kun" 2-3 gange nu istedet for 7-8 gange. Så egentlig er det vel blevet bedre, og går fremad. Problemet er bare, at jeg føler mig ligeså brugt og syg, trods det mindre antal gange. For mig opleves det desværre ikke, som den store forskel, men det er også ok.

Jeg siger ofte til mig selv, at den her tid er med til at "uddanne" mig som forældre og mor.
Så er der også et dejligt lyspunkt idag. Jeg var til jodermoder den anden dag, og i det amt, hvor jeg skal føde, er der tilbud om akupunktur til dem med svære graviditetsgener. Jeg var heldig at få et afbud i dag.
Det er dejligt, og jeg håber selvfølgelig, at det kan hjælpe lige netop mig!

Tredje bro

Vi har været til nakkefoldscanning. Spirren havde det godt, og var som den skulle være.
Det lettede mit hjerte at høre, at den var, den størrelse den skulle have.

Jeg er begyndt at få det bedre, når det bliver sen eftermiddag.
Lige nu ville jeg egentlig bare ønske, at tiden gik lidt hurtigere.

Fjerde bro bliver, når vi skal have lavet misdannelsesscanning omkring uge 19.
Jeg kikker mange gange på scanningsbilledet af spirren. Den gør mig glad, og jeg synes, det er så fantastisk, at den rent faktisk ligger derinde og godter sig i min lille hule.

Vægten er stadig de - 3 kg. Men trods det, er maven begyndt at vokse en smule, og jeg kan ikke være i mine almindelige bukser mere!