Så er jeg klar igen...

Jeg føler mig igen klar på ny. Sådan har det altid været for mig, jeg rejser mig brat op og kæmper videre, efter at jeg har kunne sunde mig over tingene i en periode.
Det er egentlig gennem min kommentar til Solsikke idag, at det er gået op for mig, at jeg er tilbage på begge ben.

Jeg skriver følgende til hende "Jeg forstår dine bekymringer og ikke mindst dit behov for at sammenligne dig med andre og deres graviditetstegn.
For lighed med andre gør os rolige.
Det var "nemt" for mig at være så syg i de første 12 uger - for det var mange andre jo også ik. Så fortsatte det alligevel, men jeg kunne stadig læne mig op af, at nogen jo havde det sådan i de første 16 uger.
Det blev dog rigtig svært for mig, da jeg nåede ind i 17 uge, for hvem faen skulle jeg nu læne mig op af?
Svaret var ingen, det var hårdt for mig psykisk, og det kastede mig ud i en følelse af at være i ingenmandsland og ikke at kunne føle mig hjemme nogen steder. Det gjorde mig bange og meget usikker. Jeg nåede næsten at overbevise mig selv om, at jeg havde en sygdom, som kom i udbrud, fordi jeg var gravid!
Nu har jeg for alvor indset, at jeg må finde min egen historie.
Jeg er så småt begyndt at tænke, at måske ændrer det sig ikke det store. Måske vil jeg bare have det sådan her, indtil jeg føder.
For måske er det bare min historie, og den måde min graviditet er på".

Det blev i den sidste ende for hårdt for mig hele tiden at vente på, at jeg fik det bedre. Nu venter jeg ikke mere på forandring, nu prøver jeg at forkusere på alt det andet min graviditet også har med.
Kvalmen fylder selvfølgelig stadig, og det vil den blive ved med, for det kan jeg ikke ændre. Men jeg kan selv bestemme, hvor meget den skal fylde i min bevidsthed og min hverdag.
Jeg har den jo bare med mig nu og holder den ud, og det er det.
Selvom man har brækket et ben, kan man jo stadig få det samme ud af en gåtur i det fri, som hvis benet ikke var brækket, bare man har en kørestol med sig!

Jeg har nu været til akupunktur tre gange, og den sidste gang har kun forværret min situation. Så nu får det en sidste chance, og hvis det endnu en gang er forværret i løbet af ugen, så stopper jeg med det.

I forhold til min arbejdsplads er jeg begyndt at tænke og acceptere, at jeg måske ikke kommer tilbage før barsel. Jeg har talt lidt med dem om det, og de er indforstået med det. De tænker vist i virkeligheden det samme, som jeg selv. For hvis skyld skulle jeg slæbe mig afsted den sidste måned eller to, og hvem skulle det give mening for?

Jeg er træt af, at andre spørger hvordan jeg har det. Så nu er svaret til dem, at der ingen ændring er, og at jeg giver dem besked, hvis det en dag vil ændre sig for mig.
Det giver mig den ro, som jeg har brug for lige nu, og det er det, der fungerer for mig.

Dem der giver mig akupunkturen er alle jordermødre, der er tilknyttet det fødested, vi har valgt.
Idag var det en meget sød en, det er de nu alle sammen, men vores kemi gik godt i spænd. Hun skullle bla. sætte nåle i min mave, og ved smamme lejlighed mærkede hun efter spirren.
Hun var meget imporneret over min maves størelse i forhold til min situation. Hun sagde, at den lå meget flot og højt oppe, og sagde ydeligere, at jeg helt sikkert ville komme til at mærke liv fra den i løbet af de næste par uger:-)

Med den besked kan jeg ikke andet end være glad og vente spændt.
Jeg har fået noget dejligt at fokusere på, og tiden er igen blevet min bedste ven.

Jeg håber, at I alle må få en dejlig weekend.